Vandring gennem verdensarven

Vi vandrer i en lang række op ad stien, der skridt for stridt bliver mere stejl. På begge sider af stien tårner klippesiderne sig op.

Vi er en gruppe på otte skandinaver og to guider, ægteparret Heide og Verner Dejori, der går i hver sin ende af rækken. Pulsen stiger i takt med, at stien bliver stejlere, og sveden begynder at pible frem på panden på trods af, at der kun er omkring 10 grader i de høje luftlag her om efteråret.

Bjergene, vi vandrer i, er Dolomitterne, der ligger i den nordlige del af Italien. Bjergkæden har hele 18 bjergtoppe på over 3.000 højdemeter i det store område, der er fordelt på regionerne Trentino-Alto Afige, Veneto og Friuli Venezia Giulia og som kaldes Sydtyrol og er en del af Alperne.

Her er kun klippesten og grus i grå-brune nuancer at se – hverken huse, træer eller noget som helst levende. Her er helt stille. Det eneste, vi kan høre, er vores eget og de andres åndedræt, der efterhånden er noget højt.

»Der er kun 100 meter til toppen,« siger Verner Dejori, vores italienske guide, efter vi har gået mere end 200 højdemeter op ad bjerget.

Vi kan ikke se toppen endnu. Det eneste, vi kan se, er lodrette klippevægge på begge sider af stien, der fortsætter op ad mod himlen. Der er ikke andet for end at sætte det ene ben foran det andet og klatre videre. Hjertet banker, og den smalle sti bliver endnu smallere, og til sidst bliver vi bliver nødt til at gribe fat i et reb, der er monteret på klippevæggen ved siden af stien for at klatre det sidste stykke op ad stigningen.

Men det viser sig at være hele den sveddryppende tur værd.

Udsigten fra toppen er ikke, som vi regnede med. Landskabet på den anden side af klippetoppen er fladt, og græsset er fuldstændig grønt. Rundt om ligger små alpehytter, og udenfor sidder vandregæster og drikker vin og øl i solen. Kontrasten til den rå klippeside, vi netop har besteget, er enorm.

Den øverste del af bjergkæden består af forrevne og savtakkede tinder, der tårner sig mange hundrede meter lodret op i luften og stjæler opmærksomheden. Særligt når solen sidst på eftermiddagen rammer rigtigt på klippen og får klippevæggene til at lyse op i rosa toner. Farvespillet skyldes den særlige stenart dolomit, der reflekterer sollyset på en helt bestemt måde, som skaber de forskellige farvenuancer.

Omkring Dolomitterne ligger dybe dale med frodige grønne enge, træer og et rigt blomster- og dyreliv. Skiftet fra det grønne græs til de gigantiske dolomitklipper er markant, og det er det, der gør den italienske bjergkæde til et af de smukkeste bjergområder i verden.

Koralrev, der blev en bjergkæde

Vores vandretur begynder i 2.200 meters højde i nationalparken Puez Geisler nær byen Oritsei i Val Gardena-dalen. Her har vi udsigt til Sassolungo med en højde på 3.181, der sammen med resten af Sassolungo-gruppen danner en halvbue af massiv klippesten.

»Det er et kraftfuldt bjerg. Alle, der bor i området, drømmer om at stå på toppen mindst en gang, men de gør det så også kun en gang. For det er ekstremt hårdt,« fortæller guiden Verner Dijori, der selv besteg bjerget for to år siden.

Sassolungo, der står karakteristisk i landskabet, er brugt som scene i mange film. Blandt andet af Louis Trenker, der er Val Gardenas stolthed. Han er en sydtyrolsk filmproducent fra Ortisei, der blandt andet er kendt for filmen ”Die verlorenes Son” fra 1934. Det gennemgående tema i hans film er nationalfølelse og forbindelsen til hjemlandet, og her har han brugt Sassolungo som billede på sin hjemstavns skønhed og magt.

Bjergenes skønhed og power er ikke svær at få øje på, for Sassolungo og resten af Dolomitterne står som skudt op ad jorden. Og det er de på sin vis også. For klipperne er hævede koralrev, der blev dannet for 250 millioner år siden. Koralrevet, der bestod af små atoller, har beholdt noget af formen. Derfor står korallerne nu som enorme blokke i området og har flere steder form som en halvcirkel. Bjergkæden vokser en centimeter om året, men på grund af erosion, der samtidig får dem til at synke, forbliver bjergene i nogenlunde samme højde. Samtidig er området, der består af lag af kalk og dolomitsten, et af de bedste eksempler på bevaring af fossiler. Det er grunden til, at Dolomitterne i 2009 kom på Unescos verdensarvsliste over bevaringsværdige naturområder. Kåringen gælder hele Dolomitter-bjergkæden, der består af ni bjerggrupper, som alle skal beskyttes og bevares af de lokale.

Det unikke og skiftende landskab ses tydeligt, jo højere vi kommer op ad bjerget. Vi skal på turen over to pas på 2.600 meter, der går gennem sprækker i dolomitklipperne.

Det første stykke foregår på en bred sti med græs og træer på begge sider. Men efter en times vandring begynder landskabet at ændre sig. Det bliver mere goldt, og græsset afløses af hvide dolomitsten og små bunker af brune græstoppe, der kæmper for at overleve i det rå klima i 2.300 meters højde. Samtidig bliver luften koldere og mere diset.

Vi fortsætter en time mere, og nu står vi ved de gigantiske lodrette klipper, som vi på en eller anden måde skal passere.

Temperaturen er omkring 13 grader, hvilket er behageligt vandrevejr. Man får nemlig hurtig varmen på de stejle stier i Dolomitterne. Det er muligt at vandre i området fra april, når sneen er væk og til oktober, inden sneen kommer igen. Forsommeren er dog det bedste tidspunkt, for der er færre turister og knap så varmt.

»Og så er der ikke så mange italienere. Af en eller anden grund er italienere utrolig højlydte, så det kan godt forstyrre den ro, der findes heroppe,« fortæller Verner Dejori, der selv er italiener og opvokset i Ortisei.

Østrigsk med et italiensk touch

Vores vandretur strækker sig over to dage. Vi skal derfor overnatte undervejs på Almhotel Col Raiser, der ligger i 2.000 meters højde. Stedet er, som næsten alle i området, familieejet, og vi bliver taget imod af familiens store og glade sanktbernhardshund Quinn, der har en tønde om halsen og gør hver gang, der kommer nye gæster. Den kvindelige tjener har dirndl på, der er en traditionel østrigsk kjole, og mændene bærer lederhosen. Træhuset er indrettet med tern i alle afskygninger, og musikken i baggrunden er stille tysk slagermusik. Maden bærer dog på ingen måde præg af østrigske traditioner. Den består af små italienske specialiteter som pizza, mozzarellaost og olivenolie, og til dessert er der creme brulée. Østrig møder Italien, der møder Frankrig.

Kulturmikset på alpehotellet og i resten af området skyldes, at Dolomitterne indtil 1919 tilhørte Østrig. Derfor er Sydtyrol præget af begge kulturer, og alle taler både flydende tysk og italiensk ofte tilsat lidt engelsk. Og det skinner igennem i byerne og de mange alpehytter, der ligger på vandreruterne. Her kan man få alt fra ravioli og knödl til tiramisu og kaiserschmarrn, og det bliver ofte serveret i et miks tilsat en god vin fra området eller øllen Pitburger fra Tyskland.

Lodrette klipper og lige skråning

Dag to starter med en lang strækning gennem hvide dolomitsten blandet med grus og brunt græs mellem to klippetinder. Landskabet i de 2.000 meters højde er bakket og ligner til forveksling et månelandskab, fordi der ikke er andet end store og små sten. Morgendisen er ved at lette, og toppen af tinderne kommer lige så stille til syne. Efter tre timer vandring når vi til det stejleste stykke på hele turen. Stenene bliver større, og stien bliver smallere. Sveden begynder at pible frem igen. Både på grund af den kraftig opadgående stigning i den tynde luft, men i lige så høj grad af frygt på grund af skrænten og den lodrette klippevæg, der omgiver hver sin side af den 50 cm brede sti. Der er heldigvis monteret et reb langs stien, så der er noget at holde fast i, mens vi kanter os frem.

Vi skal stadig træde varsomt og holde øjnene rettet mod de store sten, der ligger på stien. Pulsen pumper, mens vi kravler de sidste 30 meter op ad klippestenene i en lang række. Deltagerne i gruppen råber til hinanden, hvor vi skal passe på, og hvornår vi skal gå.

På toppen er der fuldstændig stille. Luften er ren, og skyerne skylder ind over klippen fra dalen, men her bliver vi ikke mødt af grønt græs igen. Tværtimod udfolder et gigantisk stenlandskab, der lige så godt kunne have været brugt i en scene i Ringenes Herre, sig under os. Jorden er fuld af små mørke sten, og det er igen en ny side af Dolomitterne – et helt andet landskab.

Dolomitterne har mange afskygninger, og det er netop det, der gør, at bjergkæden byder på en ganske særlig vandreoplevelse.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.