Prædikevandring i de norske fjelde

Hvert år kommer turister fra alle udkanter af verden valfarende til Norge for at vandre til Preikestolen. Turen til fjeldplateauet tager ca. to timer hver vej, hvis man ellers ingen fysiske skavanker har.

Dermed giver det næsten sig selv, at det selvfølgelig ikke kun er på toppen, at sanserne udsættes for et bombardement af naturrige oplevelser. Konstant undervejs skifter omgivelserne karakter og medfører hele tiden nye indtryk. Med andre ord er en vandretur til Preikestolen en kæmpe oplevelse fra start til slut.

JP Explorer tog turen op ad fjeldet.

Starten går

Det er fredag formiddag, og armbåndsuret viser 09.50. På himlen kan skyerne ikke finde ud af, om de skal blive hængende eller flyve videre, og skaber i sin tvivl noget, der minder om et grånuanceret klatmaleri med enkelte lyseblå pletter.

Fra parkeringspladsen i ca. 250 meters højde kommer den ene skikkelse efter den anden gående iklædt solide støvler, komfortable rygsække og farverige vandrestave. Alt fra små børn til ældre mennesker er repræsenteret i forsamlingen.

»O-jøj-jøj, det går bratt!« udbryder en mand på syngende norsk, som i dagens anledning har valgt et par cowboybukser, en polo og et par hvide kondisko som den tøjsammensætning, der skal føre ham sikkert til toppen. Hans nakke knækker nærmest bagover i forsøget på at indkapsle så meget af højden som muligt, imens øjnene prøver at stille skarpt på bare ét af de hundredvis af rå naturindtryk, som fjeldene ved Lysefjorden præsenterer. Efter nogle få stillestående sekunder virker manden igen fattet og med en klar mission: Preikestolen skal nås.

Kø og kameraer

Preikestolen har fået sit navn som følge af sin udformning som en kæmpemæssig prædikestol. Mere end 130.000 besøgende fra hele verden vælger hvert år at bevæge sig op til fjeldplateauet for at nyde udsigten over Lysefjord. Og denne fredag formiddag er bestemt ingen undtagelse.

Det første stykke fjeld består af grus og sten, på størrelse med fodbolde, der ligger hulter til bulter, som naturen nu engang har dikteret. Det kuperede terræn skaber en mindre kødannelse, og de mest hardcore vandrehunde tyer til alternative genveje gennem træer og tæt buskads. Imens de forsvinder ud af syne, vælger hovedfeltet af de vandrende at stoppe op for at få pulsen ned og for at nyde udsigten i de nu ca. 330 meters højde.

Manden i cowboybukserne fra før har formået at holde et gedigent gangniveau over de stejle sten og tager sig nu en velfortjent pause. Sveden drypper lige så stille fra den halvskaldede isse, og lungerne hungrer diskret efter en større ilttilførsel. Ikke desto mindre sidder mundvigene ved ørehøjde, og kameratelefonen ryger op af lommen.

»Her er jo simpelthen så flot, vil du ikke tage et billede af mig?« spørger han én af sine medrejsende, nu på en blanding af dansk og norsk og med en dialekt, der minder om sydfynsk.

»Husk at få det hele med i baggrunden!« når han lige at tilføje, inden det velkendte klik lyder fra telefonen, som bekræfter, at billedet er i hus.

Fra vandretur til klatretur

Stille og roligt erstattes grus og sten af et frodigt mellemstykke med tykt græs og grønne træer. Overalt høres lyden af klaskende håndflader i ivrige forsøg på at slå myg og andre insekter ihjel, der trives i fjeldenes høje luftfugtighed.

Kort tid efter skifter terrænet endnu engang til kantede sten. Denne gang er størrelsen mere lig en halmballe end en fodbold, og skråningens hældning på noget, der minder om 50 grader, får lige de fleste til at stoppe op og overskue udfordringen. Nogle tænker tanken, andre siger den højt.

»Vi skal da ikke deropad, vel?«

Svaret kommer prompte ved et hurtigt panoramablik over de frodige landskaber. Der er ingen andre mulige veje til Preikestolen end op ad stenskråningen. Hoppende fra sten til sten bliver de bedste klatreinstinkter fundet frem, imens små vandløb bruser i baggrunden. I ny og næ kommer hunde i alle størrelser løbende forbi med tungen ud af halsen og en ejer i hælene, der febrilsk prøver at styre dyrets begejstring for den norske natur.

Dragende frit fald

De grønne trætoppe synes længere og længere fra hinanden, som højden runder 500 m. Den kantede og stejle stigning flader ud og bliver til små overskuelige stenbakker. Lysefjorden kan så småt anes i horisonten, og de frodige skovdækkede fjeldsider står i skarp kontrast til en nu hvid og lyseblå himmel. Udsigten ligner til forveksling en scene fra en eksotisk film, og der skal lige kigges en ekstra gang på de små vejvisende træskilte for at bekræfte, at kontinentet er Europa, og landet er Norge.

Et stykke væk står en gråhåret mand og taler. Med forklarende fagter deler han ud af sin viden om området. Kun en rød fleecevest med titlen ’guide’ på ryggen vidner om hans profession.

»Fjeldene her i området er imellem 600-1.000 mio. år gamle. Engang hang de på den vestlige side sammen med Grønland,« siger guiden på den gammeldags form for norsk, der er nemt at forstå som dansker.

Naturen i sin rå og urørte form

Som Preikestolen nærmer sig, bliver stierne smallere, og beskyttende foranstaltninger som hegn og net skal der kigges langt efter. Sådan kan de lide det, nordmændene. Naturen i sin rå og urørte form.

Men selv om synet af næsten 600 meters frit fald virker dragende, og udsigten med de grønne fjelde og fjordens blålige skær gør det svært at holde fokus på gangstien, sker det næsten aldrig, at folk falder ud over kanten.

»Falder folk ud heroppefra, er det med vilje. Det sker ikke for dem, der har respekt for naturen,« forsikrer den gråhårede guide de omkringstående turister med skævt smil på læberne, imens han tager de sidste skridt op mod Preikestolen.

Ikonisk vandreoase

I 2011 kårede både Lonely Planet og CNN Preikestolen som et af verdens mest spektakulære udsigtspunkter, og man skal da heller ikke bruge mange sekunder på fjeldplateauet, før titlen føles fortjent.

Så langt øjet rækker, snor Lysefjorden sig i en blød kurve, og vandoverfladens glitrende, blålige skær afbrydes kun af nogle enkelte både, som har valgt at se på fjeldene i det modsatte perspektiv. Fjeldsidernes grønne farve skaber i samarbejde med disen i horisonten en mystisk kontrast til fjordens blålige vand, som får hele billedet til at skifte kulør, alt efter hvor man kigger hen.

Og der sker noget på Preikestolen. De vandrende turister fra alle kanter af verden sidder side om side hævet over alt, hvad der hedder religion og kultur. Alle er samlet om én ting og ét formål: Naturen, og den skal nydes. Flere har sat sig ned og nyder den ikoniske udsigt med en kold øl, selv om det helt principielt ikke er lovligt i Norge at drikke på offentlige steder, og andre har været så praktiske at smøre en madpakke. Nogle læner sig helt ud over kanten for at tage billeder, imens de mindre vovede turister bare bliver på midten.

"Intet slår de norske fjelde"

Den halvskaldede mand i cowboybukser og kondisko kan høres i baggrunden. I et let og begejstret toneleje beskriver han sine omgivelser, imens kameratelefonens lille røde optagerknap lyser. Telefonen er vendt, så han selv kan være med i billedet.

»Nej se! Vi er højere end helikopteren! Hvor er det vildt!« udbryder manden, samtidig med at hele forsamlingen på plateauet overdøves af lyden af drejende propeller, som en helikopter kommer susende imellem fjeldene.

Ikke langt væk står en mand med et stort kamera og er ved at forevige det enorme naturindtryk. Højre pegefinger trykker utallige billeder af sted, imens han sætter udsigten i perspektiv for sidemanden.

»Jeg har besøgt Chile, New Zealand, Canada og Alaska. Intet slår de norske fjelde,« forsikrer han.