Velkommen til verdens største sandkasse - Sahara

Blæsten får bølgerne af sand til at sno sig halvaggressivt hen imod os. Vi er klatret op på en bakke for at få det allerførste syn af selveste Sahara i den tunesiske by Douz.

Synet blænder os fuldstændigt. Den bølgende overflade får sandet til at ligne et lyst hav. Der er ingen ende på den gigantiske ørken, der dækker det meste af Nordafrika, at se, men begyndelsen på den er tydelig. Byen Douz ligger klos op af Sahara og bliver kaldt for porten til ørkenen. De lokale har derfor lavet en ægte port uden døre, der åbner op til Sahara.

Porten ser helt ensom ud, som den ligger der omringet af sand, sand og atter sand i udkanten af byen. Lige så snart vi lader vores fødder synke ned i det bløde sand, begynder en følelse af respekt og afmagt at pumpe rundt inde i os. Når man begiver sig ud i Sahara, er det på eget ansvar. Man må dog ikke færdes der alene, for Sahara kan æde både ens sind og krop op. Helt råt og uden nåde. Især på en sandstormende dag som i dag.

Sandkornene konkurrerer mod hinanden om at dække alt, hvad de kommer i nærheden af. Inklusive vores hår, øjne og tøj. Det har Fradj Salah heldigvis nogle tricks til at bekæmpe. Han er fra ørkenbyen Douz og en del af ørkenfolket, der står for de Sahara-oplevelser, vi skal opsnuse i dag. Hans familie har levet i ørkenområdet i mange generationer, og de kender alt til ørkenens omskiftelighed. Han ved, hvordan man bedst overnatter i Sahara, han ved, hvordan man rider en dromedar, han ved, hvordan man bruger en sandscooter, (en quad) og vigtigst af alt ved han, hvordan man tackler de ivrige sandkorn. Man skal dække sit hoved med et beduintørklæde.

Gennem Sahara på fire ben

Vi får omhyggeligt, professionelt og hurtigt bundet et tørklæde, så det dækker alt undtagen vores øjne. Øjnene beskytter vi med solbriller, og så er vi ellers klar til at påbegynde vores ørkenudflugt på dromedarer, der står og venter på os iført deres neutrale ansigtsudtryk. De er vant til turister, og løfter os med en rutinemæssig ynde op i luften. Bumpende, men målrettet. Vi ser på hinanden og smiler, for vi ligner uden tvivl nogle klodsede turister.

Man sidder ikke lige så behageligt på en dromedar som på en kamel, fordi man på en kamel kan lægge benene over kors på den forreste pukkel. Dromedaren har kun siddeplads bag sin ene pukkel, og derfor sidder man langt tilbage. Det ser mærkeligt ud, men dromedarer har altid været ørkenfolkets trofaste følgesvend.

»Hvis ikke det var for dem, ville beduinerne og berberne ikke have overlevet i Sahara,« fortæller Fradj Salah.

Når vi har grint nok ad hinandens udseende, kan vi fokusere på selve dromedarturen. Vi falder hurtigt ind i en gyngende meditationsstemning og bliver kun vækket tilbage til virkeligheden, når dromedaren går ned ad de mindre sandbakker. Der skal vi holde fast for ikke at falde forover. Sandet pisker mod os og får os til at misunde dromedarernes dobbeltøjenlåg. Men vi kan stadig se ud over den mægtige ørken oppe fra dyrets høje ryg.

Fradj Salah forklarer, at det ikke kun er turister, der rider på dromedarer. Tunesiske familier tager også gerne en ørkenudflugt:

»Det virker afstressende at opholde sig i ørkenen, så tunesere fra Douz og de nærliggende områder tager på udflugter i ørkenen for at komme væk fra hverdagen,« fortæller han.

Og det selv om tempoet i de små byer allerede er ret afslappende.

Smykkeforhandleren Mohamed Ben Neji, som vi mødte i Douz tidligere på dagen, sagde det samme. Han elsker ørkenen og dermed sin by, fordi tempoet er lavt, og fordi Douz nærmest er en forlængelse af Sahara. På sandstormende dage flytter Sahara nemlig sine grænser ind i selve byen:

»Vi douzboere er meget vant til ørkenen og nyder en dag derude. Og uanset hvor godt vi kender terrænet, har vi stor respekt for Saharas alsidige karakter,« fortæller Mohamed Ben Neji.

Efter en halv times ridning er det tid til, at vores lille karavane på omkring otte dromedarer holder en pause. Den eneste skygge, vi kan finde der midt på dagen, er den, dromedarens store krop kaster. Vi når dog kun at nyde skyggen kort tid, før vi ser en rytter på hesteryg nærme sig med noget, der ligner lynets hast. Han når lige at stoppe op for at spørge, om vi vil have en ridetur. Det kan undertegnende ikke sige nej til. Dog uden at vide, at det ville være på den fartelskende ørkenrytters præmisser. Han hopper med op på hesten, og sekundet efter er vi ude af syne.

Adrenalinen accelerer pludseligt og fuldstændig uhæmmet, mens sahararytteren galoperer hen over det ujævne terræn. Jeg har på ingen måde kontrol over hesten. Det er udelukkende den erfarne rytter og hesten, der skaber den magiske oplevelse, det er at galopere så stærkt, at man føler sig uovervindelig. Jeg glemmer alt om sandstormen og lader mig rive med og får den mest elegante, hurtige og fascinerende ridetur nogensinde. Jeg er en del af samarbejdet mellem rytteren og hesten uden at bidrage med noget som helst. Ud over det største smil, Sahara har set. I hvert fald den dag.

Efter galopturen hænger mit hjerte stadig ud af halsen. Jeg bliver derfor lettet, da rytteren fortæller, at Saharas terræn med de bløde sandkorn og de skiftende sandhøje er absolut uegnet for uerfarne ryttere. Det var derfor, han sprang op på min hest. For at give en oplevelse, man ikke selv bør våge sig ud i.

Sand som silke

Da vi kommer tilbage til resten af flokken, står der sandscootere klar til os og frister. Sandscooterne er mindre end snescootere, en anelse frækkere i væremåden og kan charmere sig ind på enhver fartelsker. Underlaget er som den fineste silke, fordi sandet i Sahara føles utrolig blødt. Det gør ikke engang ondt, når sandkornene hamrer mod vores kroppe. Blødheden gør, at det er let at give den ekstra gas på sin sandscooter, men det er også let at sidde fast.

Vi kører så langt ind i ørknen, at vi ikke kan se andet end sand i alle retninger. Man kan godt miste stedsansen midt i det fascinerende landskab, så vi vælger den fornuftige løsning og følger vores guide. Det viser sig at være en utrolig god idé, da jeg i et alt for ivrigt øjeblik på sandhøjen gasser op, samtidig med at jeg drejer. Havde det ikke været for guiden, havde vi aldrig fået sandscooteren fri af sandet igen. Dermed havde vi heller ikke fået det bedste sus ud af sandhøjene. Nogle af Saharas sandhøje kan blive op til 180 meter høje og kan derfor konkurrere med de højeste høje, vi har i Danmark. Forskellen er, at sandhøjene i Sahara kan flytte sig med vinden, mens dem i Danmark er mere tilregnelige.

Stjerner, stilhed og skorpioner

Da dagens adrenalinskud er indtaget, absorberet og nydt, er det allerede blevet sen eftermiddag, og vi skal gerne nå frem til lejren, hvor vi skal sove, inden det bliver mørkt. Vi bliver kørt længere ind i Sahara i robuste jeeps af chauffører, der er vant til at køre i ørkenlandskabet. Alligevel lykkes det at sidde så dybt fast i sandet, at vi alle må ud og skubbe jeepen fri. Vi ruller vinduerne op, fordi sandstormen er ved at slå et slag med halen, inden den finder et andet sted at lege tagfat.

Efter en lille times kørsel ser vi noget, der bryder med det uendelige syn af sand. Det er et indhegnet område. Første indtryk er, at en indrammet lejr med en tilhørende port ikke hører hjemme midt i Sahara. Men på en sandstormende dag er det ikke en dårlig idé. Der findes forskellige slags lejre i Sahara, fordi en overnatning i Sahara, forståeligt nok, tiltrækker turister. Vores lejr har både telte med senge og mindre hytter. Det er heldigt, for i dag går sandet os op til anklerne inde i teltet, og man kan ikke længere se farven på sengen. Derfor vælger vi de små hytter, hvor døren har stået lukket under sandstormen.

Lejren ligger lige op ad en høj sandbakke, hvorfra der er frit udsyn over den gigantiske sandmark. Det er der oppe på bakken, Fradj Salah overnatter, når han overnatter i Sahara. Alt andet er ikke godt nok for ham:

»Hvis man vil have en ægte overnatning i Sahara, skal man tage sin varme sovepose og overnatte ude i det fri. På en sandhøj i Sahara bliver man en del af naturen. Man er tættere stjernerne, sindet slapper fuldstændig af, og man bliver absorberet af den absolutte stilhed, der hersker i Sahara om natten. Om morgenen bliver man vækket af de første solstråler, der rammer sandet. Det er en fuldstændig unik og lykkebringende følelse,« forklarer Fradj Salah.

En uerfaren ørkenovernatter vil nok vælge at lægge sig nede for enden af sandbakken, hvor der er læ. Men ud over at være tættere på stjernerne, vælger Fradj Salah sandhøjen af en anden væsentlig grund:

»Om sommeren er man ikke alene om natten, for der kommer skorpionerne frem. Derfor er det bedst at ligge højt oppe, hvor de ikke færdes,« fortæller han.

Den oplysning er vi taknemmelige for at have fået, men vi kan først gøre brug af den, næste gang vi skal overnatte i Sahara. I dag er sandstormen desværre for stærk og tillader os ikke at være nysgerrige overnattende under den åbne himmel midt i Sahara, og derfor sover vi med tag over hovedet. Men det gør ikke solopgangen over en skyet Sahara-himmel mindre imponerende. Det er bare om at sætte uret, så man kan gå op på højen klokken 05:50. Så får man det hele med. Inklusive lidt sandstorm og, til vores forunderlige held, også det mere sjældne fænomen på disse breddegrader: regn.

Fire råd til oplevelser i Sahara

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.