Det store intet i ørkenen

»Husk at kigge jer for, når I står ud af sengen i morgen tidlig. Og ryst tøj og sko, før I tager det på. God nat og sov godt.«

Efter denne godnathilsen fra turguiden er det sin sag at falde i søvn.

Vi befinder os i en støvet teltlejr i oasen Ksar Ghilane i det sydlige Tunesien - på kanten af Sahara. Imellem os og den stjernebesatte ørkenhimmel er kun en kraftig lærredsdug. Teltets sider er tætstående bambusstokke, men de er fyldt med sprækker, så vi føler os ingenlunde sikrede mod besøg af ørkenrotter, slanger, skorpioner eller andet kryb.

Familiens yngste, den syvårige Mathias, er utryg ved situationen, og han er slet ikke tilfreds med yderste sengeplads. Vi får først fred, da han får lov at ligge mellem far og mor, men det er blot starten på timers uro og overfladisk søvn i den hede og blæsende ørkennat.

Sidst på dagen var temperaturen i oasen omkring 40 grader, men selv om ørkener har ry for at blive kolde om natten, falder temperaturen denne nat højst til lige under 30 grader.

Vinden rusker i tæppet, som skal gøre det ud for en teltdør, og månen sender urytmiske lysglimt ind i teltet. Dagens mange indtryk fra den ca. 250 km lange jeepsafari passerer forbi i tankerne. Kulminationen på den hårde bumletur var ankomsten til oasen, som med sine tusindvis af palmer og grøn bevoksning står som en stærk kontrast til det gulbrune ørkensand.

Højdepunktet er et forfriskende bad i den varme kilde. En underlig fornemmelse at bade midt i ørkenen, men dejligt var det alligevel at få vasket støv og sved af sig.

Beredne ”røvere”

Herefter fulgte kamelturen ud i Sahara, hvor vi blev forfulgt af sortklædte ryttere på araberheste. De lignede røvere, og det var mere eller mindre også, hvad de var.

Under et kort ophold lokkede de, inden forældrene kunne nå at indvende noget som helst, børnene op på hestene for derefter at kræve sig særdeles godt betalt for den knap et minut lange ridetur. Fortørnelsen var enorm, og attituden meget truende, da vi formastede os til at forhandle om prisen. De veg da heller ikke en dinar, velvidende at ydelsen - hvor minimal den end forekom - var leveret, og at forældre gerne vil skåne deres børn for et skræmmende optrin.

Tankerne om at være blevet grundigt tørret er de sidste, inden søvnen tager over.

Dødsangst i ørkenmørket

Et par timer senere flænses natteroen af et uhyggeligt dødsskrig, der går gennem marv og ben.

Skriget vækker mange i lejren. Der høres rumsteren og småsnak rundt omkring i teltene. Hvad var det?

Et større dyr er formentlig blevet bytte for en ugle, en slange eller en ørkenræv, og naturens drama på liv og død finder sted om ikke i lejren så få meter herfra.

Det desperate skrig efterfølges af flere, men lydene bliver svagere og svagere, i takt med at livet hos byttedyret ebber ud.

Til sidst bliver der helt stille, og tilbage er kun vindens hvislen i palmebladene. Et kig på armbåndsurets selvlysende visere afslører, at klokken kun er to. Der er lang tid til morgen, men efter at have vendt og drejet sig i noget, der føles som timevis, lykkes det at sove et par timer.

Da jeg atter vågner, er det ikke på grund af en lyd, men ved en knasende fornemmelse mellem tænderne. Det fine ørkensand er alle vegne. De tidligere så hvide lagner er nu dækket af et let lag rødbrunt støv. Efter en grundig gennemgang af al beklædning - ingen skorpioner eller slanger her - stiller vi os i kø til et brusebad. Kombinationen af sved og sand danner et slibende lag mudder, som er en fabelagtig peeling. Vi sliber os rene og nyder følelsen af at være fri for sand. I hvert fald for en kort bemærkning.

Uden for det primitive baderum fyger sandet dog fortsat, og effekten af badet er væk efter et par minutter. Så har man da forsøgt.

Det store intet

Efter en tår morgenkaffe og et stykke flutes med figenmarmelade går turen videre. Der går ikke mange minutter, før sveden pibler frem. Varmen er så kraftig, at jeepens aircondition ikke kan køle kabinen ned. Eller også er chaufføren bange for at ødelægge forruden. Flere jeeps har nemlig revner i forruderne angiveligt på grund af temperaturforskellen inde og ude.

De enorme sandklitter fortsætter i det uendelige, og berberne kalder da også Sahara for ”Det store intet”.

Engang var her savanne, som den kendes længere nede i Afrika. For 8.000 år siden - et par tusinde år efter den sidste istid - begyndte savannen at udtørre og blev til det, vi i dag kender som Sahara. Ørkenen afskar samtidig Tunesien fra resten af Afrika.

Mod syd kan vi kun se sanddyner. I den retning er der ca. 2.000 km ingenting. Vi skal heldigvis mod nord, hvor civilisationen - og lavere temperaturer - venter.

Chaufførerne, som er berbere, har stor erfaring i at færdes i ørkenen, og kørsel i det fine sand er nærmest en svævende fornemmelse.

Efter 20-30 kilometer skifter ørkenen karakter og bliver mere stenet og bumpet. Efter endnu en stund forvandles omgivelserne til klipper, dybe slugter og plateauer, som erosionen har moduleret i underlige figurer, der kan være store og fyldige i toppen og tynde i bunden. Klippeørkenen i det sydlige Tunesien minder om det landskab, som Hjulben færdes hjemmevant i, og man kan lige se ham for sig komme fræsende ad de øde veje med en hale af støv efter sig - »Mi, mi.«

Starwars-kulisse

Flere steder kan man finde beboede huler i klipperne, som i årtusinder har været med til at give berbere skygge og svale for heden. I nogle områder er hulerne gravet ind i klipperne med opmurede husfacader foran. Andre steder har folk gravet store huller ned i jorden med et hulesystem i siderne.

Hulerne har været kulisse til en række film - mest kendt er filmskaberen George Lukas' Starwars, hvor mange scener blev indspillet i den tunesiske ørken.

Nærmest søsyge af den vuggende kørsel holder karavanen endelig pause ved en øde sandblæst ørkenstation. Her kan man få lidt at drikke og lidt skygge under et bliktag.

En af chaufførerne - kaldet "Ørkenræven" på grund af hans evner til at opspore dyr i sandet - sidder pludselig med en hornslange og en skorpion. Hornslangen bliver puttet i en tom vandflaske, så alle kan se den, mens deltagerne opfordres til at holde skorpionen.

Ingen har dog lyst til at holde krybet, der stritter med sit giftige bagparti. ”Ørkenræven” holder en hånd fladt hen over skorpionen i nogle sekunder, og derefter ligger den bomstille som i trance.

»Shhh. Den sover,« siger han, og dyret forbliver ubevægelig, til han ”vækker” det igen.

Fatamorgana

Efter yderligere 50 kilometer på bumpende og ujævne ørkenveje, som udelukkende kan følges, fordi de er afmærket med stabler af sten, når vi tilbage til rigtig asfaltvej - og civilisation.

På vejen tilbage til Middelhavskysten passerer vi flere saltsøer. De ligner snelandskaber, og vi glædes et kort øjeblik, da vi i det fjerne kan ane det brusende hav. Efter to dage i hede og sand, sand og atter sand er vi langt om længe tilbage og skal have os en svalende dukkert.

Men nej. Bølgerne er en luftspejling.

»Fatamorgana,« griner "Ørkenræven".

Først efter yderligere en times kørsel kan vi kaste os i Middelhavets blå bølger - glade for at være tilbage på hotellet, men også tilfredse med at have oplevet så meget i ”Det store intet”.

LÆS OGSÅ: Mystiske, magiske Marokko