Med kurs mod køernes ø

Vejret er tvivlsomt. Allerede da vi rigger an til at sejle ud, kommer den første byge. Skyerne hænger tungt, og da vi er kommet ud af havnen og kigger os tilbage, er de tre karakteristiske skorstene fra Svanemølleværket forputtet i skyer og nærmest ikke til at se. Man plejer ellers at kunne se dem fra alenlang afstand, som de står der som et tegn på, at vi er tæt på hjem.

Da vi er gået fri af tippen ved Nordhavn, sætter vi kursen stik øst. Dagens mål er Saltholm, den store, flade ø, der ligger tæt på Øresundsbroen, og som vi så mange gange er sejlet forbi på vej mod Flakfortet, Dragør eller Skanör.

Normalt kommer vinden med skyerne, men i dag er den mildest talt fraværende. Så vi har tunge skyer og ingen vind at arbejde med. Ikke de optimale sejlforhold, så vi lader påhængsmotoren arbejde for os, samtidig med at vi forsøger at få lidt vind i sejlene.

Derfor går der alligevel ikke længe, før vi nærmer os Middelgrundsfortet, den lille menneskeskabte ø, der ligger ud for indsejlingen til Københavns Havn, og som er opført i 1890-94 som en del af Københavns Befæstning.

I det fjerne længere fremme kan vi skimte et af Befæstningens andre søfort, nemlig Flakfortet, der også er blevet kunstigt skabt oven på et allerede eksisterende flak. Middelgrunden blev solgt til en privat investor i 2002, og her må man ikke gå i land, men Flakfortet er både forbundet med København og Sverige via færgeoverfart, og her er både restaurant og minigolfbane til turisterne, der kommer for at gå på opdagelse i de underjordiske gange, der blev brugt som ammunitionsmagasiner, belægningsstuer, maskinhal og kasernebygning for op mod 550 soldater, da øen tilhørte militæret.

Da vi har passeret Middelgrunden, kommer vi til vindmølleparken, der er opkaldt efter søfortet, og da vi sejler mellem to af Middelgrundens Vindmølleparks 20 enorme vindmøller, føler vi os meget små.

Snæver indsejling

Himmel og hav har samme grålige farve, og Saltholm er let at overse. Den er så flad, at den nærmest går i et med vandlinjen. Man må kun anløbe øen et sted fra, nemlig fra Barakkebroen, og løbet ind er snævert. Man skal sejle præcis 116 grader ind, står der i havnelodsen, og stikker man mere end 1,5 meter, kan man komme i problemer. Det er fordelen ved at have en lille sejlbåd, der kun stikker 1,10 meter – vi kan næsten altid klemme os ind alle steder.

Vi har vinden ind stik bagfra og sejler plat læns, og det er i sådanne situationer, at der er allerstørst risiko for at bomme, som det hedder, når bommen skifter side fra at have vinden ind fra den ene side til den anden. Når det sker ufrivilligt, kan det blive farligt, mest fordi man risikerer at få bommen i hovedet, men også fordi det kan give et ordentlig ryk i båden og i sidste ende gøre, at masten knækker, hvis der er rigtig meget smæk på vinden.

Det problem har vi dog ikke i dag, hvor det nærmest er vindstille, og motoren stadig er tændt. I det lave, tilsandende løb er det let at se sandbunden. Storsejlet står og slår, fordi der ikke rigtig er vind nok i sejlet til at få det hverken over på den ene eller den anden halse, og vi snakker om at tage det ned. Det hjælper os alligevel ikke fremad, og det larmer sådan, når det står og slår.

Men så snakker vi lige om noget andet og er lidt dovne, og vi når ikke at få det ned i tide. Et splitsekund efter kommer der nemlig en kastevind fra nord og tager storsejlet med sig over på den anden halse, og ganske som alle sejlere frygter, får jeg bommen i hovedet. Det var straffen for at være uagtsom. Heldigvis var der ikke megen fart i båden, så jeg slap med en bule, der dog stædigt blev i over en uge.

En bro ud i ingenting

Man kan nærmest ikke kalde det en havn, der hvor man lægger til på Saltholm. Der er kun en enkelt anden båd, og ellers ingenting. Vi lægger til langskibs op ad et bildæk, der fungerer som fender. Her blev køerne læsset af, da de i gamle dage blev sejlet herud for at græsse på øen.

I 1521 fik 24 hollandske bønder fra Amager et privilegiebrev fra Kong Christian II, der gav dem rettigheder til at lade deres kvæg græsse her, og to af familierne flyttede herud. Men 26 år senere beordrede den næste Kong Christian, nemlig Christian III, at de skulle flytte. Græsningsretten bevarede de dog, og den dag i dag har hollænderbøndernes efterkommere stadig retten til at holde kvæg på øen.

Havnen ligner en blanding mellem en byggeplads og en skraldeplads. Det eneste, der er her, er et lille blåt tisseskur, der ligger for enden af en lille bro ude i vandet. Det ligner vitterligt, at broen fører ud i ingenting, for der er meget langt til land, og udsigten byder kun på hav, hav og hav.Inde i skuret er der et hul, man kan tisse ned i, men ikke nogen spand, så alt plasker direkte i vandet – i princippet til skue for alle, men der er sjældent nogen mennesker til at skue noget som helst på de kanter.

Saltholm er flad som en pandekage. Der er stort set ingen træer på græsengen, der er så flad, at den ofte bliver oversvømmet. Derfor har øen, der i dag ejes af grundejere på Amager og bestyres af Saltholmlauget, alle dage primært været hjemsted for græssende køer og ikke for mennesker.

Det fornemmer man hurtigt, når man bevæger sig rundt på øen. Mennesker ser vi ingen af, selv om Saltholm med sine ca. 18 kvadratkilometer er ret stor, faktisk Danmarks 21. største ø. Det er køernes og fuglenes territorium, vi har bevæget os ind på.

Bag hegn går store flokke af køer, og faktisk har øen siden Middelalderen været spisekammer for adskillige af disse køers forfædre. Ved at lade køer og får græsse på Saltholm sikrer man, at øen ikke gror til, hvilket ville kunne betyde, at ynglefuglene ville forsvinde. Naturens win-win.

Saltholm kan nemlig bryste sig af at have et af Danmarks rigeste fugleliv med omkring 20.000 ynglefugle og op mod 70.000 trækfugle hvert år. Særlig kendt blandt fuglekiggere er Saltholm for sin edderfuglekoloni, som med sine 4.000-6.000 reder er den største i Europa. Og så blev rovternen, der normalt er en sjælden gæst i Danmark og som oftest kun observeres på træk, set yngle i det afspærrede fuglereservat på øen i 2008.

På grund af fuglelivet er det forbudt at færdes på en ret stor del af øen på visse tider af året, og sådan er det også, da vi kommer, så vi må holde os til Barakkebyen på den nordvestlige side af øen, som også er der, vi er gået i land.

Barakkebyen

Her ser vi en gammel faldefærdig gård, hvor den ene ende er indrettet som museum. Flinteladen, finder vi ud af, at den hedder. Museet er dog lukket denne søndag, og der er ingen mennesker i sigte, som vi kan spørge om adgang.

Vi kigger i stedet ind ad vinduet og ser, at der bl.a. ligger en masse forskellige gamle redskaber og værktøjer. Det ligner mere et værksted end et museum, men et sirligt håndmalet træskilt over døren fortæller os, at det altså er et museum. Den anden ende af huset er forsamlingshus, kan vi læse på et andet sirligt malet træskilt.

Vi kan kun se et par andre huse ud over museumsbygningen. Til sammen udgør de resterne af Barakkebyen, som det stadig hedder i dag, og hvis navn stammer fra at brække (bryde) kalk.

I gamle dage, da der var kalkudvinding på Saltholm, boede arbejderne her i små hytter. En overgang var 40 mand beskæftiget på fuld tid med at bryde kalk på Saltholm i sommerhalvåret. Pr. 1. januar 2014 var der ifølge Danmarks Statistik kun to beboere på øen. Og det lader ikke til, at de er hjemme i dag.

Det er spøjst at tænke på, at vi egentlig kun er, hvad der svarer til en god cykeltur fra centrum af København, når vi står her 10 km fra Rådhuspladsen og føler os helt alene i verden.

Vi får nærmest et chok, da vi pludselig hører nogen tale. Nu havde vi lige vænnet os til at være helt alene på denne øde ø. Det er tre mennesker i sportstøj, der er sejlet herud i havkajak.

»Er det jeres, den lille sejlbåd nede i havnen?,« spørger de, og der er ikke meget at tage fejl af.

Der er kun en vej herud, og det er ad søvejen, og der ligger kun en anden båd til, som ikke ligner, at den har været ude at sejle for nylig.

De er sejlet hertil i kajak en del gange før, men har aldrig oplevet, at museet har været åbent, fortæller de. Man skal nok lave en aftale med nogen på forhånd.

Vi går videre til en anden faldefærdig gård. Barakkegården hedder den gulmalede gård med røde vinduer. Det ligner ikke, at der bor nogen længere, for malingen er afskallet, og et par steder er der gået et vindue. Det er ellers en hyggelig gård med en fin gårdsplads med vandpumpe og hængesofa og det hele.

Ved siden af står et højt tårn, som vi går op i. Det er et observationstårn. Heroppefra kan man se ud over det marsklignende landskab med små øer, der titter op af det store vådområde.Her indtager vi vores medbragte madpakke og læser lidt om Saltholm i bogen "Danmarks dejligste øer."

»Under 2. verdenskrig fik Saltholm kun lidt betydning, men der var dog et par værnemagere der "besatte" Saltholm og byggede udkigstårnet bag gården i Barakkebyen, der hvor kalkarbejderne tidligere havde haft deres små hytter, som blev revet ned, da man stoppede kalkbrydningen« , står der blandt andet.

»Mon ikke det er selvsamme tårn, vi sidder i?« spørger vi os selv om.

Kalk til København

Efter frokosten beslutter vi os for at gå ned til et af de eneste bare lidt høje steder på den flade ø, nemlig kalkstensklinten, som i sammenligning med klinterne på Møn og Stevns nærmest ligner en miniaturemodel. Men der har nu alligevel været kalksten nok på Saltholm til, at man har forsynet store dele af Københavns byggebranche med byggesten, særligt i 1700-tallet, hvor store dele af byen skulle genopbygges efter omfattende ildebrande. Således er der en smule af Saltholm i meget af København.

»Efter kongelig tilladelse blev der oprettet "Kalk-Fabriq" med to huse på Saltholm, hvor kalken blev brudt og udskibet til Kjøbenhavn, hvor der oprettedes to kalkbrænderier - et lige uden for "Kjøbenhavns Østre Port" og et på "Amager Land ved Castrup Knæ",« står der i "Danmarks dejligste øer," der citerer en beretning af bygmesteren Lauritz Thurah fra 1758.

Nu er det dog små 100 år siden, at kalkudvindingen på øen stoppede, fordi gruberne blev for dybe, og grundvandet dukkede frem.

Vi bygger en varde af kalksten på klinten – som for at vise, at der altså har været mennesker og ikke kun køer her på øen, og derefter er det ved at være tid til at sætte kursen hjemad, før det bliver mørkt. Mere mørkt, end det i forvejen er med de tunge, grå skyer over vores hoveder.

Da vi igen går mod den lille havn for at sejle hjemad, taler vi om, at vi er glade for, at vi ikke skal overnatte på denne tur, for der er næsten noget spøgelsesagtigt ved øen. Som om man kan mærke, at mennesker ikke rigtig hører til her. Dette er køernes ø.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.