Her er næsten alt det nordligste

Her er verdens nordligste campingplads, verdens nordligste Coop-supermarked, verdens nordligste bar, verdens nordligste thai-café, og sådan kan man blive ved.

Og der er ikke en gang koldt – i hvert fald ikke om sommeren – for solen skinner 24/7, så man har problemer med at finde ud af at gå ordentlig tid i seng.

Det er Norges nordligste punkt, ca. 1.200 km fra Nordpolen, halvanden times flyvetur stik nord for Tromsø, langt oppe i Grønlandshavet, og der er over 1.000 km til alting.

Velkommen til Svalbard.

Naturen er barsk og storslået. Køreturen fra lufthavnen, der ligger et par km uden for byen, til hovedbyen Longyearbyen er betagende med bjerge, der spejler sig i fjordene, sneen, der ligger i bjergenes folder, og fuglene, der svæver hen over os. Vi er på Spitsbergen – den største af øerne.

Selvfølgelig bliver man kørt lige til døren, for Longyearbyen har blot et par tusinde indbyggere, og der er kun få veje, få hoteller og et vandrehjem, så chaufførerne på lufthavnsbusserne kender hvert et træhus og kører turisterne til dørtrinnet.

Det er naturen, der trækker turisterne herop, for Longyearbyen er trods alt hurtigt overset. Det lille museum, der udstiller arktiske dyr, ekspeditionsudstyr – fordi mange forsøg på at nå til Nordpolen udgik fra Svalbard – og udstyr til kulminedrift, er fint, men trods alt ikke Nationalmuseet.

Der er et lille galleri lidt uden for centrum, hvor samtlige motiver er hentet fra Svalbards natur, og trækirken på en lille bakketop har faktisk et smukt interiør. Uden for kirken bliver man slået af en mindesten for den 14-årige Johannes Buø, der døde den 22. juli 2011. Jo, han var på Utøya, og det er en standardiseret mindesten, som man kan se alle de steder i Norge, hvorfra en af de dræbte fra Utøya eller Oslo kom.

Longyearbyen har ikke fået sit navn (som nogle vittige hoveder har foreslået), fordi året kan virke ekstra langt, når solen bliver helt væk i fire måneder af året. Byen er opkaldt efter amerikaneren John Longyear, der krediteres for at være ham, der grundlagde byen i 1906.

Stil våbnet, tak

Stort set ingen bygninger er mere end to etager, men man kan ikke undgå at lægge mærke til, at der står ski op ad husmurene, og at alle 2.100 indbyggere må eje en snescooter. Om sommeren er de alle sammen stablet op på paller, klar til at køre, når den første sne falder.

Det er forbudt at gå ud i naturen, forbi bygrænsen, på egen hånd uden et skydevåben. Der er flere isbjørne på Svalbard end indbyggere, så skydevåben er et must. Til gengæld er det ikke alle steder inde i byen, man må have det med. På et skilt ved indgangen til det velassorterede Coop-supermarked står:

»Vi tillater ikke våpen i butikken. Brug gerne vårt våpenskab.«

Det skal man formentlig også – selv om det ikke står der – når man går ind på verdens nordligste bar.

»Formentlig den 6. bedste bar i verden,« som der står uden på skiltet. Hvorfor den 6. bedste? Ejeren indrømmer, det er et reklamestunt.

Det er en særdeles velassorteret bar, der snildt kan måle sig med barer i København, Aarhus og Odense. Man skal lade være med at befamle de kvindelige bartendere – som der står på forbudsskiltet bag bardisken – ellers bliver man smidt ud. Men holder man fingrene for sig selv og bliver hængende til over midnat, kan man gå hjem i fuldt dagslys og blive varmet igennem af solen. Sol 24 timer i døgnet, hvis man kommer efter den 20. april og er der til slut-august. Det er en meget speciel oplevelse og kan give søvnproblemer. Derfor er alle hotelværelser også udstyret med mørklægningsgardiner.

Ikke langt fra den formentlig 6. bedste bar i verden kan man gå ind på Thai-Kaféen og få god mad, selv om nogle af de bærende thailandske ingredienser mangler. Den 37-årige thailandske kvinde bag skranken mødte sin norske mand i Thailand for nogle år siden, og hun flyttede med ham til Longyearbyen, da han fik et job i mineindustrien. Efter et par år åbnede hun verdens nordligste thai-café.

De gode restauranter har et imponerende lager af vine. Restaurant Huset ligger inde med over 10.000 flasker – den største vinkælder nord for Polarcirklen. Og på de fleste restauranter serverer de retter, man forbinder med Arktis: hvalbøf, sæl- og rensdyrkød – gerne som en platte, så man kan smage det hele.

Hvad der end er sket i Longyearbyen i løbet af ugen, og hvad der måtte ske den kommende uge, kan man læse i lokalavisen Svalbardposten, der udkommer hver fredag, og som er verdens nordligste avis.

Ud i naturen

Selv om der rundt regnet er 3.000 isbjørne på de over 30 øer, hvis man regner hver en knold med, er det ikke sikkert, man får en at se. Det samme gælder hvaler, hvalrosser og sæler, mens man skal være særdeles uheldig for ikke at se polarræve, rener og et hav af fugle. Dem kan man se mange af, mens man bliver trukket af hundeslæden forbi lufthavnen ud mod Vestpynten.

For hvad gør man, når man har en slæde og slædehunde, men ingen sne om sommeren? Man kommer selvfølgelig hjul under kareten, og så kan man blive trukket rundt af 10 slædehunde på de ca. 60 km asfalteret vej. Det sker i et adstadigt tempo med drikkepauser til hundene, den første ud for verdens nordligste campingplads. Det er herfra og de næste km mod vest, at sommerhusene ligger. De fleste er ejet af nordmænd fra fastlandet, der kommer her i sommermånederne for at sidde på deres verandaer og se ud over det blikstille hav og betragte de 5 sæl- og 12 hvalarter, der svømmer forbi hvert år.

Ikke langt fra campingpladsen, sommerhusene og lufthavnen ligger en af verdens vigtigste bygninger: verdens frøbank. Siden 2008 er landbrugsfrø fra hele verden blevet opbevaret her 120 meter inde i et sandstenbjerg – i minusgrader – for at sikre fødevareforsyningen i fremtiden.

På lageret er der frø fra f.eks. græs, korn, bønner, ris, ærter og træer, og det er op til alle verdens lande – det har ca. 130 gjort – at sende de frø, som de mener er værd at bevare, til Svalbard. Irland har f.eks. sendt 32 variationer af kartofler.

I dag ligger der over 20 millioner frø på lageret, og blandt dem er ca. en tredjedel af verdens mest betydningsfulde afgrøder, der er en slags fødevaresikkerhed i tilfælde af krig, plantesygdomme, klimaændringer og naturkatastrofer. Svalbard er valgt, fordi frøene bedst bevarer deres egenskaber i frossen tilstand, og det kan Svalbard opfylde. Frøene ligger konstant i 18 minusgrader.

Det er betryggende at vide, at lageret er der, men der er adgang forbudt i banken for almindelige dødelige – kun forskere og vip'er har adgang.

Med skib til Sovet-tiden

Så er der de smukke sejlture rundt i fjordene, blandt andet til Tempelfjorden, hvor vi sejler helt tæt på Tuna-gletsjeren med sine hvide og blålige farver, mens havfuglene svæver hen over hovederne på os, grå- og ismåger, havterner, stormfugle, lomvier, fjeldryper og lunder.

Og videre til spøgelsesbyen Pyramiden, der blev forladt af russiske minearbejdere i 1998. En russisk kvinde har åbnet en lille café i byen for de turister, der kommer forbi, for der bor ingen i de forladte huse, som tusindvis af måger har indtaget. Russiske guider med geværer over skuldrene viser rundt i de forladte bygninger, hvor der for 15 år siden løb børn rundt i børnehaven, i skolegården, på legepladsen og dansede ballet eller spillede på instrumenter i hovedbygningen. I 1950'erne boede der 1.100 – overvejende russere – her. På den store plads midt i byen står en buste af Lenin – verdens nordligste.

I den anden "russiske" by, Barentsburg, der ligger i den modsatte retning, bor der stadig små 300 russiske minearbejdere, og også her er der opstillet en Lenin-statue – og det er såmænd verdens næst-nordligste.

Når man kører ad de få asfalterede veje i nærheden af Longyearbyen, er der masser af eksempler på Svalbards glorværdige fortid som leverandør af kul. På klipperne ligger de forfaldne rester af åbningerne ind til mineskakterne og de lange, lige baner af træ, som kullene blev hældt ned ad for at havne på lastbilernes lad.

Men Svalbard indbyder om noget til vandreture. Man kan vælge én-dags-ture og ture på over en uge. Der er de lette, de halvsvære og de meget svære, og man skal være ordentligt klædt på, uanset hvilken en man vælger.

Vandring på gletsjere

Fra Longyearbyen er der dagture op til Troldstenen, som man kun kan komme til ved at krydse den halvanden km brede Larsbræ-gletsjer. Gletsjeren er glat som bare pokker, især hvis man ikke har de rigtige sko eller støvler på, og man glider hele tiden en smule sidelæns. Om sommeren er isen så tynd, at man ofte går igennem og træder ned i det kolde vand, der løber over isen. Men det er også en flot og smuk tur, hvor man må erkende, at udsigten er hele turen værd.

Landskabet skifter lidt for hver gang, man vender sig om for at kigge ud over gletscherdalen, der er et nyt perspektiv på de furede bjerge med sneen, der har lagt sig i folderne, man beundrer de små blomster, der har fundet ud af at overleve heroppe i kulden, og betragter kort skibene, der dukker frem og forsvinder mellem bjergene.

Den bevæbnede guide har også bevæbnet sig med kaffe, te og småkager, når man endelig har nået toppen: Troldstenen. Og netop som man sidder der og nipper til den varme kaffe eller te og suger udsigten til sig, bliver det hele indhyllet i tåge, som er væk igen efter ti minutter.

Foxdalen er en anden smuk én-dags-vandretur. Også her skal man over en gletsjer for at komme videre. Foxdalen er meget grønnere, har mere panorama-udsigt. Mod vest kan man næsten se til Longyearbyen, og mod øst når ens øjne først de høje tinder mange km væk. Det flade stykke byder på rener i massevis og har flere træhytter nede ved Adventsfloden. Det er her, man spiser guidens instant-nudler og får varmet sig med kaffe og te, mens man nyder udsigten af de sneklædte bjerge, der spejler sig i det blanke vand.

Selv om temperaturen ikke når ”solkyst-grader” som i Spanien midt om sommeren, så er Svalbard så stor en naturoplevelse, at det snildt kan måle sig med det eksotiske Syden. Selv om der er megen sol på Solkysten, så kan den ikke hamle op med Svalbard – dér er sol døgnet rundt – hele sommeren.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.