Hvor isbjørnene hersker

Netop steget af SAS-maskinen efter fire timers flyvning nord for Oslo kigger man sig uvilkårligt over skulderen for ikke at blive overrasket af kongen af Arktis, isbjørnen. Her, på højde med det nordligste Grønland og halvvejs mellem Norge og Nordpolen, er den hvide polarbamse nemlig på hjemmebane, om end den sjældent kommer helt ind i Longyearbyen.

Men sidste sommer var det nær gået galt for en ung turist. Sammen med en kammerat var han på kajaktur rundt om Svalbard. Om natten havde de lagt sig til at sove i et telt og sat snubletråd med knaldeffekter op rundt om teltet, hvis større dyr skulle nærme sig. Men snubletråden var monteret forkert, og pludselig blev den ene unge mand revet ud af teltet af en sulten voksen isbjørn, der havde et godt tag i nakken på manden. Det lykkedes imidlertid den anden ungersvend at skyde isbjørnen, inden den slog kammeraten ihjel.

»Men, sagt ironisk, havde det været meget lettere at skyde kammeraten. For sikke en masse papirarbejde, det gav ham bagefter. Man kommer i forhør for at skyde en isbjørn, og normalt skal man først skyde varselsskud med en signalpistol - samt kunne bevise det bagefter,« fortæller Martin Kiel, tidligere randrusianer, men nu bosat i Longyearbyen.

Jo, der er en grund til, at der er våbenpåbud, hvis man bevæger sig blot få hundrede meter væk fra Svalbards største by. Og om sommeren er der et ganske forskelligartet dyreliv med bl.a. rensdyr, polarræve, sæler, havmåger og gæs. Plantelivet er meget skrøbeligt, og alle ca. 170 arter på Svalbard er fredede. Som kuriositet kan nævnes, at alle boliger i Longyearbyen er malet i farver efter lokale planter - et ganske varieret syn i gadebilledet.

Hotel, camping eller hytte

Når man som turist skal vælge opholdssted i Longyearbyen, er det første valg sikkert et hotel. Men camping eller leje af hytte er et oplagt alternativ, pointerer Longyearbyens turistkoordinator, Constance Andersen:

»I højsæsonen kan man let komme til at give 2.000 kr. for et godt hotelværelse. Men er man lidt mindre krævende, kan man overnatte for ned til kun 500 kr.,« påpeger hun.

For de sparede penge kan man bruge lidt ekstra på oplevelser - og her er der nok at vælge imellem. Om foråret og sommeren, der er højsæson, kan man for eksempel tage på kajaktur, ride på heste, udforske vildmarkscenteret, besøge museet eller køre på snescooter.

En sejltur er næsten obligatorisk. Her kan man leje sig til en tur på fjordene, hvor man hurtigt omgives af saliggørende arktisk stilhed. Eller også tager man skridtet fuldt ud fra starten og vælger et krydstogt omkring Svalbard. Her er der mange muligheder, også for at blive forkælet.

På knogleindsamling

Hvis man som turist gerne vil have et eksotisk klenodie med hjem fra rejsen til det fjerne nord, så skal en fossiljagt ved Longyear-gletsjeren skrives på ønskesedlen. For omkring 60 millioner år siden var Svalbard tropisk, og dinosaurerne herskede. Deres knogler og planter fra dengang ligger nu velbevarede ved bl.a. Longyear-gletsjeren - lige til at samle op af historisk interesserede turister. For et par år siden fandt forskere resterne af en kæmpe havøgle, Predator X, på Svalbard, hvis kæbemuskler skulle have haft større styrke end tandsættet på en Tyrannosaurus X. Men hvis man skulle støde på en knogle fra en sådan raritet, kan der blive problemer med at få den med hjem.

Et produktionssamfund

Skulle man som turist blive hovedkulds forelsket i det arktiske liv på Svalbard, kan det være rart at vide, at man ikke kan tilbringe sit livs efterår med at spejde efter hvalrosser i horisonten på det lokale plejehjem. For der er nemlig ikke noget. Longyearbyen er et produktionssamfund baseret på minedrift, forskning og turisme, hvor der ikke er plads til hverken kronisk syge eller gamle med plejebehov. Så længe man kan forsørge sig selv eller ikke behøver sociale ydelser, er man velkommen - men grænsen er knivskarp.

Også i forhold til kriminalitet: Der har kun været 14 mindre tilfælde i de seneste 50 år. Og forbryder man sig mod samfundsordenen, venter der en enkeltbillet væk fra det arktiske ørige - med besked på aldrig at vende tilbage.

Fordelen ved de strikse regler er en befriende afslappet livsstil. Ingen boliger låses, ligesom biler altid står parkeret med nøglen i.

Det kan til tider give underfundige oplevelser:

»En af mine venners kammerater skulle låne min bil til at køre en tur i området, mens jeg var bortrejst,« fortæller Martin Kiel.

»Han kunne blot tage min Volvo på lufthavnens p-plads. Men da jeg kom tilbage fem dage senere, var bilen urørt. Har du ikke brugt bilen?« spurgte jeg kammeraten, der replicerede: ”Nå, så er der en anden Volvo-ejer, der er blevet glad for at have fundet sin bil nyvasket og med en flaske cognac i handskerummet”.«

Biltyverier er blandt andet ikke et problem, fordi der kun er 45 kilometer veje på Svalbard. Til gengæld råder Longyearbyens 2.300 indbyggere over næsten 3.900 snescootere. Jo, kærligheden til det kolde naturparadis er åbenbar hos alle, man taler med. Og så kan det være rart at vide, at der er taget højde for de fleste af vildmarkens luner. Tre helikoptere og et fly står til rådighed for syge, der akut skal fragtes til lægehjælp på fastlandet. Og hvis byens kulfyrede kraftværk skulle strejke en vinternat, hvor temperaturen kan snige sig ned på minus 40 grader, så ringer man blot til kystvagtskibet ”KV Svalbard”, der altid sejler i farvandet omkring øgruppen. Det kan lægge til i havnen i løbet af højst 12 timer, hvorefter et lårtykt kabel trækkes fra skibet til kraftværket - og vupti, skibets specialbyggede maskineri trækker hele byen, til kraftværket er repareret.

LÆS OGSÅ: Klimaturisme i kraftig vækst