Næste stop Nordpolen

For år tilbage var det med livet som indsats, at polarpionererne krydsede den 80. nordlige breddegrad. For nutidens passagerer er det mere behageligt. 1.111 kilometer syd for Nordpolen er der udsigt til en hvalroskoloni, som bader sig i midnatssolen. Kaptajnen byder på et glas. Alle er i godt humør, optændt af en vi-gjorde-det-følelse.

Dybest set er det ikke forbundet med nogen større præstation at tjekke ind på et krydstogtskib i Islands hovedstad, Reykjavik, og lade sig transportere nordpå, men kaptajnens strabadser dagen før med at manøvrere ”Fram” gennem isen ind til Longyearbyen på Svalbard har givet alle en fornemmelse af, at så let er det heller ikke. Klimaforandringer eller ej. Det er fortsat vejret, som bestemmer, hvor man kan sejle i de arktiske farvande, og den norske turarrangør Hurtigruten har igen og igen understreget, at man håbede at kunne krydse 80 grader nord. Men sikkert var det ikke.

Derfor breder lettelsen sig, da turleder Karin Strand bekendtgør, at nu har vi passeret 80 grader nord. Dagen før måtte hun i al hast ændre programmet, for efter to timers sejlads i pakisen i Isfjorden havde kaptajn Arild Hårvik regnet sig frem til, at det ville tage omkring 10-12 timer at nå ind til Svalbards eneste rigtige by, Longyearbyen. Ret fremme mod bagbord havde han udsigt til et russisk skib, som kæmpede med isen på vej væk fra Longyearbyen. Andre skibe sad fast. ”Fram”, som er specialbygget til at kunne klare tyk is, gnavede sig gennem isen med en fart på to knob (under fire km/t).

»Vi vender om,« lød meddelelsen over skibsradioen. ”Fram” sejlede lige så langsomt ud af isen igen mod åbent farvand og satte kursen nordpå.

En flydende højskole

Reykjavik synes allerede meget langt væk. For fem dage siden lagde ”Fram” fra kaj i den islandske hovedstad. Turen op mod Svalbard er en slags pionertur, som med en del held skal sætte passagererne i land på den isolerede ø Jan Mayen ca. halvvejs mellem Island og Svalbard. Klimaforandringer er det overordnede tema, og allerede efter få timers sejlads får man fornemmelsen af at befinde sig på en slags flydende højskole. På de to dages sejlads mod Jan Mayen fortæller anerkendte klimaforskere om klimaforandringer, om Jan Mayen og Svalbards historie, om den første ”Fram”, som Fridtjof Nansen og Roald Amundsen stod ud med på farefulde polarfærd omkring forrige århundredskifte. En behagelig vekslen mellem at blive lidt klogere og selv at begejstres, når en hval dukker op tæt ved skibet.

Polarcirklen passeres næste dags morgen med udsigt til Islands nordvestlige hjørne og en ensom fiskekutter i horisonten. Det skal blive det sidste skib inden for synsvidde de næste tre dage. Som kaptajn Hårvik udtrykker det, så er det ikke en af verdenshavenes mest trafikerede ruter, vi befinder os på.

Efter næsten to døgns sejlads anes Jan Mayen i horisonten. En gold vulkanø, som de danske passagerer husker for striden med Norge om fiskeretten mellem Jan Mayen og Grønland. Mange års tovtrækkeri mellem de to nationer endte ved Den Internationale Domstol i Haag og en grænse i havet, som ligger en smule tættere på Jan Mayen, end Norge havde forlangt. Hovedpointen i domstolens argumentation var, at Grønland er et rigtigt land, hvor der altid har boet mennesker. På Jan Mayen er man udstationeret.

En ubesat ø

For de norske passagerer repræsenterer Jan Mayen et ejendommeligt naturfænomen og en lille, men væsentlig brik i den norske historie. Under Anden Verdenskrig, da Norge var besat af Tyskland, forblev Jan Mayen norsk.

»Dette er alt, hvad vi har,« som digteren Nordahl Grieg skrev i 1942 i sit hyldestdigt til ”Øya i Ishavet”.

Fra øen, som ikke er meget større end Langeland, knejser Norges højeste bjerg, vulkanen Beerensberg, som gik i udbrud i 1970 og fik sat Norge på den anden ende. Jan Mayens få beboere blev evakueret, og et hold forskere blev sendt til øen for at undersøge fænomenet. En af dem var glaciolog Olav Orheim, som er med på ”Fram”. Han tør næsten ikke tro på, at det skal lykkes at komme i land. Alt for godt husker han turen gennem brændingen i en lille båd fra det opankrede skib og de mange dage i tæt tåge. Som ø betragtet er Jan Mayen ikke videre gæstfri.

Men heldet er med ”Fram”, så det lykkes at ankre op ved den foretrukne af øens to landingspladser - der, hvor de 18 beboere holder til. Vejret er næsten klart og vandet roligt, mens gummibådene i rutefart sejler passagererne ind mod kysten.

Hvad øen mangler i gæstfrihed, viser beboerne til gengæld at have i overmål af venlighed. Med stort overskud fortæller de om livet på den meteorologiske station, som tyskerne forgæves forsøgte at få fingre i under Anden Verdenskrig, og som stadig er særdeles vigtig for vejrudsigterne i Europa.

Vejret på Jan Mayen er sjældent det, man normalt forbinder med godt. Kun omkring fire dage om året er der klart vejr, og da gummibådene nogle timer senere igen sejler i pendulfart for at bringe passagererne ud til ”Fram”, kan skibet knapt anes, fordi tågen har lagt sig over øen.

Øv. Der røg chancen for at se Jan Mayens vartegn. Det 2.277 meter høje bjerg Beerensberg, som er verdens nordligste vulkan og dækket med is. Men vejret overrasker igen. Netop som ”Fram” glider forbi Jan Mayens nordspids, åbner skyerne sig, og i løbet af 20 minutter står vulkanen fuldstændig klar mod aftenhimlen.

Midnatssol

Sådan en oplevelse kan godt holde et par dage, og da vejrforholdene igen kommer på tværs, bliver opholdet om bord længere end forudset. Isfjorden lever i den grad op til sit navn. Pakis gør indsejlingen til Longyearbyen så godt som umulig. Byturen byttes ud med aftensejlads i Krossfjorden så tæt på Lillehookbreen, som det overhovedet er muligt. Solen skinner igen fra en klar midnatshimmel, og det synes helt forkert at gå til køjs. Her viser den måske eneste fordel ved at bo i en indvendig kahyt sig. Når først mørket omslutter én, kommer søvnen, og uden vinduer i kahytten, risikerer man ikke at falde for fristelsen til at se ud og få endnu et kig på det betagende syn, som omslutter skibet.

Til gengæld kunne man godt have brugt et vindue eller endnu bedre privat balkon næste morgen tidlig. Allerede ved sekstiden glider ”Fram” forbi Kongsvegen - en enorm gletsjer øst for forskerbyen Nye Ålesund. En sæl hilser godmorgen fra sin isflage i fjorden.

Klimaforandringer

Olav Orheim gør opmærksom på, at netop her omkring Ny Ålesund kan klimaforandringerne tydeligt følges, fordi der er foretaget løbende målinger, og der er taget billeder af de mange ekspeditioner, som gennem tiden har besøgt stedet.

»De viser dramatiske ændringer,« siger han og peger på tidligere halvøer, som nu er øer, fordi isbræerne er smeltet. Fuglene har fattet fordelene ved at yngle på småøer frem for på fastlandet.

»I gamle dage gik ræven over, nu kan fuglene ligge trygt, og det betyder, at bestanden er øget,« fortæller Olav Orheim.

Ny Ålesund er et sælsomt samfund beboet af alverdens forskere. Mest iøjnefaldende er den kinesiske forskerstation, hvor to enorme granitløver byder velkommen. Rygtet vil vide, at kineserne først flyttede ind, da løverne var fragtet fra Kina til deres nye polarhjemsted.

Kinaløverne står nu støt og sikkert på den rigtige side af isbjørnegrænsen. Et par meter fra deres fødder advarer skilte mod, at det er forbundet med livsfare at begive sig ud på egen hånd uden våben.

For et par dage siden øvede ”Fram”s guider sig på at håndtere en riffel nede i lastrummet. Fjeldene i Ny Ålesund gjalder af skud fra de af dem, som er i gang med at aflægge den obligatoriske isbjørneprøve. Det gælder om at ramme sikkert, hvis bjørnen kommer for nær, og det ér sket på tidligere ture, fortæller operationskoordinator Jørn Henriksen fra Hurtigruten.

Lad os se en isbjørn

Han har været på Svalbard utallige gange, håndterer en riffel sikkert og står nu isbjørnevagt ved det tårn, som var udgangspunktet for Amundsens dristige tur med luftskibet ”Norge” mod Nordpolen.

Åh, at se en isbjørn. Der spejdes og spejdes fra dækket. Er det en hvid prik, som bevæger sig?

Ved de gamle hvalfangergrave i Magdalenefjorden fortæller verdens nok nordligste politimand, at han har set isbjørn, faktisk to isbjørne - nemlig mor og unge - for bare en halv time siden. Sammen med sin kammerat bor Oddmund Ronning i en lille træhytte på Gravnesset og passer sit distrikt, som strækker sig næsten til Nordpolen.

»Isbjørne er sultne om sommeren,« bekendtgør han.

Isbjørnevagternes blikke afsøger horisonten, mens passagererne i smågrupper bevæger sig gennem landskabet, hvor 16-1700-tallets hvalfangere, en del af dem fra Holland, ligger begravet.

Isbjørnealarmen går ved 19-tiden. Netop som desserten er serveret, og de fleste har indstillet sig på, at så blev det heller ikke til isbjørn i dag.

Men ved styrbords side er der fri udsigt til de to isbjørne. Indrømmet, selv med kikkert er de ikke store, men når man nogle dage senere hører, hvordan det gik en gruppe engelske skoleelever, som blev overrasket af en sulten isbjørn, som oven i købet var gnaven, fordi den havde tandpine, en tidlig morgen i teltet, så føles det egentlig ganske trygt at have oplevet isbjørnen i naturlige omgivelser på sikker afstand. Skoleeleverne blev ilde tilredt. En blev dræbt.

I de næste mange timer, mens ”Fram” sejler mod Moffin på 80 grader nord er blikket indstillet på isbjørn.

Ophold i Longyearbyen

Det er muligt at forlænge skibsrejsen med et ophold i Longyearbyen, hvor blandt andre Hurtigrutens søsterselskab, Spitsbergen Travel, tilbyder et væld af ture.

På grund af faren for at møde isbjørne kan man ikke tage ud på egen hånd. Jyllands-Postens medarbejder var med på en vandretur i seks timer over gletsjeren Larsbreen til det 849 meter høje Trollsteinen, som blev besteget i tæt tåge. På nedturen åbnede skyerne sig, og Svalbards grå morænelandskab spillede op til den isblå fjord, som kilede sig ind ind i tågen.

Dagen efter var der netop tid til fossiljagt før flyafgang ved middagstid. Turen tager tre timer og er ikke nær så krævende som vandreturen. Chancen for at finde fossiler er næsten 100 pct., og det er tilmed lovligt at tage sit fund med hjem. Ellers er hovedreglen, at alt, hvad man finder på Svalbard, skal man lade ligge.

LÆS OGSÅ: Hvor isbjørnene hersker