Drengeferie i Svalbards vinter

Svalbards rå, snepudrede bjerge kommer gradvist frem af skyerne, få minutter før vi lander. Oliver sidder med næsen imod vinduet og stirrer betaget på de stribede bjerge, medens han kommenterer sneen, lyset, klipperne og alt det andet, der understreger, at Svalbard er det ekstreme feriested.

Flyet lander i Longyearbyens lille lufthavn kun 1.300 kilometer fra Nordpolen, og vi løber spidsrod mellem minus 20 og minus 25 grader, til vi når ankomsthallen. Inde i den varme bygning trækker vi i ekstra trøjer, overtræksbukser og huer, og derefter mærker vi ikke meget til Svalbards trækplaster, som er den arktiske vinter.

Arktisk sne

Vi er booket ind på hotellet Gæsthus 102, som er en moderniseret barak fra kulminetiden. En barsk epoke, som dannede det første grundlag for Svalbards lille civilisation med under to tusinde mennesker. I den ene ende af hotellet står opladeren til minearbejdernes pandelygter stadig, medens Wi-Fi'et kører for fuldt blus i den anden.

Men min niårige dreng Oliver er mere interesseret i sneen, som ligger tykt udenfor, og han melder hurtigt, at sneen på Svalbard er anderledes end hjemme:

»Man kan gå på den uden at synke i, og nogle gange sætter man ikke engang fodaftryk.«

Han har ret. Overfladen er faktisk hård. Den er lige til at skære ud som byggesten til en iglo. Nedenunder er den derimod løs som frostsne derhjemme, men her er den let at trykke sammen til snebolde. Vi tager en rask kamp og heldigvis drysser den kolde sne af både tøj og uldvanter, som om den var lavet af fint, tørt sand.

Hundeslæde

Næste dag kører vi hundeslæde. Iceland Explorer har inkluderet turen i rejsen, og for Oliver er det et af højdepunkterne. Han får plads forrest på slæden i en stor pose og ligner to spændte øjne og et kamera i en masse isolering. Jeg skal styre og får derfor plads på mederne bag på slæden.

En for en bliver hundene hentet og spændt for de fem slæder. Kræene er ivrige. Med begejstret tuden og sliden i selerne viser de på alle måder, at forberedelserne går for langsomt.

Så kører slæden ved siden af, jeg løfter foden fra bremsen, hundene mærker det omgående, de haler i selerne, og vi stryger af sted. Bjergene rejser sig hvide omkring os, mens vi suser igennem den kolde luft på vej ind over den snehvide dalbund.

På en bjergside skraber to rensdyr i sneen. Lidt efter møder vi fem mere i en flok i dalen, og bag en lille bakke er der igen fem. De skraber sig ned til græsset, mens vi hvisler gennem sneen i en stor bue uden om dem.

Undervejs holder vi korte pauser, men hundene er overivrige efter at komme videre. Stilstand er upopulært, og begejstringen smitter os. Hver gang jeg løfter min filtforede støvle fra bremsen, sætter de omgående efter slæden foran.

Da turen er slut, er hundene lige så skuffede, som Oliver er begejstret:

»Hundeslædeturen var virkelig fed, og jeg troede ellers, at de var lidt langsomme.«

I gletsjerens bug

Næste dag ankommer et rødt, kubistisk køretøj med larvefødder til hotellet i en sky af larm. Vi skal ned i en smeltevandstunnel i gletsjeren uden for byen. Køretøjet skrumler op over bakkerne foran gletsjeren og på toppen af den.

Nedgangen til tunnelen er et lille hul, som er flankeret af store istapper. Det har tovværk og udhuggede trappetrin, så man let kan fire sig ned i isens lune to-tre minusgrader. Sidste sommers smeltevand har formet tunnelen, men om vinteren er vandet frosset.

I tunnelsens issider er der vandrette bånd. Nogle er tågede af mikroskopiske luftbobler, mens andre er klare som glas. Der er lange luftbobler derinde, som var der gået orm i gletsjeren. Lange streger af mørkt sand og enkelte håndstore sten dekorerer også isen.

Også ribben og klare gardiner af is pryder tunnelens sider, og ned fra loftet strækker store og små istapper sig i rækker og klynger. Halvvejs igennem tunnelen sidder en meter stor blok af frosset grus fast i væggen. Den ligner en dessert af sten i glasklar gele.

Sådan så der nok også ud i Danmark, da isen herskede for mere end 12.000 år siden.

Gardiner af nordlys

Så er der nordlys. De kommer lydløst og uvarslet på himmelen om aftenen, mens vi går hjem til hotellet. Svage, grønne lys flammer hurtigt op til et bånd af farve, der lægger sig tværs over dalen. Vi kigger forundrede på dem og sætter farten op.

Lidt efter slår nordlyset endnu et bånd over himmelen. Denne gang bliver det helt skarpt, og vi ser tydeligt et smukt, grønt gardin. Endnu engang flammer lyset op. Denne gang ligner det en flod af grøn farve, der strømmer over dalen, før det atter synker sammen i mørket.

Vi når op til gæsthuset og gemmer os for vejens lygter bag en stor stak sne. Her er et smukt udsyn til Jupiter og til Nordstjernen, Syvstjernen og et væld af andre stjerner. En enkelt satellit sniger sig langsomt over himmelen. Men nordlys kommer der ikke flere af.

Hvis du har lyst til at prøve en motorcykel, der kan køre overalt, så velkommen til Svalbards snescootere. Vinteren har asfalteret hele øen her med sne, så du kan køre præcis, hvor du vil.

Vores snescootere venter sagtmodigt på os i sneen, men de er livlige køretøjer, der er lette at styre: en bremse, en gasknap og et styr med indbygget varme. Man starter slæden som en gammeldags plæneklipper ved at trække i en snor, men den her motor lyder meget bedre.

Vores karavanes fire scootere speeder op og suser over den flade dal med hver sin sky af sne i hælene. Oliver sidder bagpå og holder fast i et par håndtag, så der bliver ingen fartfotos i dag. Efter et par kilometer dukker hans ene luffe op på venstre side af min hjelm. Han har fået øje på to rensdyr.

Midt i dalen drejer vi op i et lille pas, hvor snedækkede klippesider rejser sig på begge sider. Her står rensdyrene lige over os. De er kraftige og uldne af vinterpels, og et par af dem har flotte gevirer.

Oppe i dalen stopper guiden karavanen på en lille top omgivet af bjerge og serverer øens specialitet: varm solbærsaft. Den er lige så udbredt på Svalbard, som myntete er udbredt i Marokko.

På vejen hjem sniger speedometeret sig op på 60 km/t., men der er langt til slædens maksimum på 180.

»Det var en fed tur,« udbryder Oliver, da slæden endelig forstummer, og vi får ørenlyd.

Is i blodet

Alle, der er noget her, kommer på cafe Fruene i Longyearbyen, hvor vi møder palæontologen Jørn Hurum. Han graver forstenede fortidsuhyrer frem af klipperne hver sommer:

»Vi har gravet 27 store dyr frem nu, og der er mange flere,« forklarer han og fortæller, at der kommer turister ud i udgravningen hele sommeren for at få et kig.

Han bor i Oslo, men er alligevel en del af Svalbards befolkning, for folk flytter hertil og rejser bort igen efter kortere eller længere tid.

Guiden Yann Rashid med snescooterne fik is i blodet, da han kom her for over ti år siden, og han er her stadig. Berit Våtvik med hundeslæderne giftede sig med en minearbejder for fire årtier siden, og hendes drengs brasilianske kone har nu gjort hende til en af øens få bedstemødre.

»Vi er alle sammen bare gæster her,« forklarer Berit Våtvik, trods hendes families tre generationer.

Oplevelige Svalbard

Rejsen slutter efter fem dage, og Oliver har lavet sin egen souvenir. Han har skrevet en rejseblog som kompensation for de forsømte skoledage. .

Hans klasse får glæde af bloggen, og den har gjort noget ved ham. Hans nysgerrighed og glæde ved at skrive er vokset, og han slutter indlæggene med is i hjertet som Yann Rashid og Berit Våtvik:

»Turen til Svalbard var meget oplevelig. Jeg kunne virkelig mærke, at jeg bare skal til Svalbard igen.«