Albanien vågner af skønhedssøvnen

Fra strandbaren bagved strømmer dovne lounge-toner, et par kattekillinger leger med en snor i sandet, og udsigten fra liggestolen over det azurblå hav til Korfu, der nærmest ser ud til at være i svømmeafstand herfra, er malerisk. Alt er godt, men kigger man sig over skulderen og op ad de stejle klippeskråninger, der omkranser den smukke lagune, illustreres det, at sådan har det ikke altid været.

For spredt ligger bunkere i ruiner som vidnesbyrd om dengang i en ikke særlig fjern fortid, da Albanien som Europas svar på Nordkorea var styret af totalitære magthavere, der betragtede sine nabolande med paranoia og holdt sine indbyggere i et jerngreb.

Det var dengang, man som vesteuropæer kunne stå på Korfus østkyst og stirre over mod det lukkede land, som man sjældent hørte nyt fra, og spekulere over, hvordan livet mon var der. Ingen dans på roser, kunne man konstatere, da Albanien i 1990 fem år efter diktatoren Enver Hoxhas død begyndte at åbne sig mod omverdenen.

Europas fattigste befolkning boede her, og selv om det totalitære åg blev kastet af, så blev det i første omgang erstattet af politisk kaos, korruption og økonomisk kriminalitet. Men det er fortid nu. Korruptionen er ikke afskaffet, og mafiaen og den økonomiske kriminalitet er udbredt, men landet er på vej frem og på spring til EU.

Smuk og varieret natur

De nye vinde over Albanien er nu ikke nået frem til alle. Således var det ikke uden en vis undren, at vi valgte at lade familiens sommerferie gå til det lille land på Balkan. »Jamen, de skyder jo surfere,« lød det fra én med henvisning til en episode fra 1980’erne, hvor et par danske surfere fra Korfu var kommet faretruende nær den albanske kyst og fik kærligheden at føle fra en patruljebåd.

Eller som en anden kort og godt slog fast:

»Albanien, det er jo et lukket land«.

Begge dele er forkerte, og selv om der måske ikke er mange danskere, der har opdaget det endnu, så har det lille land med den lange vestvendte kyststrækning ikke så lidt at byde på. Lad det være sagt med det samme. Albanien er stadig Europas fattigste land, og det kan mærkes på prisniveauet. En familie på fem kan sagtens gå ud at spise for mellem 200-250 kroner.

Men det er sådan set ikke det vigtigste, for hvis man kan leve med en smule rod og kaos, som godt kan give mindelser om Mellemøsten og de nordlige afrikanske lande, så er der mulighed for et møde med ualmindeligt venligt og hjælpsomt folkefærd, en ualmindelig smuk og varieret natur og strande, som for manges vedkommende kan måle sig med de bedste græske af slagsen.

Gavebod af oplevelser

Det var nu mere et tilfælde end en bevidst handling, at sommerferien endte med at blive holdt i Albanien. Under surfing på nettet efter lejligheder i Italien dukkede store, lækre og billige lejligheder med havudsigt i Albanien pludselig op på udlejningsvirksomhedens hjemmeside. Vi kiggede på hinanden og slog til.

Forventningerne var derfor blandede, og vidensniveauet om det lille land mellem Grækenland og Makedonien lavt, da vi i soldisen nærmede os Albaniens sydligste by, Saranda, som har cirka 20.000 indbyggere og ligger 20 kilometer nord for den græske grænse.

Hjemmefra havde vi lejet en ferielejlighed højt beliggende i byen, som i velkendt halvfærdig stil slynger sig op ad den stejle bjergside, der ligger som en følgesvend langs det meste af kysten.

Lejligheden var på plads, men det var så også det. Resten måtte ske, når vi kom frem. Og hurtigt viste byen og dens omgivelser sig at være en gavebod af oplevelser, sjove butikker langs den lange strandpromenade og ikke mindst et kig ind i en kultur, der på den ene side virker bekendt, men samtidig så uendeligt fjern, selv om vi befinder os i Europa. For selv om der er gået mere end 20 år siden, Albanien blev frit, så betyder de mere end fire årtiers totale afsondrethed fra omverdenen en ting: Albanien er stadig sig selv. Her er Coca Cola, kendte tøj- og bilmærker, det allestedsnærværende Vodafone, men alligevel har man fornemmelsen af et sprog og en kultur, der trods sin lidenhed har formået at bevare sig selv. Og selv om albanerne har et noget liberalt forhold til affaldshåndtering, så har man på grund af landets fattigdom, relativt mangelfulde industrialisering og knap så mange biler pr. indbygger som hos os også fornemmelsen af, at her er renere, mindre spoleret og mere autentisk.

En myte fortæller, at da Gud havde skabt verden, blev han vred over at se, hvordan mennesket forvaltede den, men så kom han til Albanien og blev glad igen.

Måske er det et spørgsmål om tid, for Albanien er stadig behageligt fri for masseturismen og dens tro følgesvende: kommercialisering og overfladiskhed, men om ikke andet så længe det varer, er der her en mulighed for at få et indblik i en flig af Europa, som det var engang, og så kan det samtidig være et ganske sundt afsæt for samtaler med børnene om fattigdom, udvikling og egne privilegier. Det kan en ferie også bruges til.

Køer på vejene

Men den kan også bruges til at dase ved de mange skønne laguner og strande, som omkranser Saranda, hvor noget så eksotisk og politisk ukorrekt som dansende bjørne kan ske at komme forbi med kæde i næsen for at lade sig fotografere med de sammenstimlede børn.

Bystranden har også sine skønne kroge, men den er og bliver en bystrand, så hvis man vil ud til de mange smukke og krystalklare strande, må man med bus, taxa eller lejet bil. Vi prøvede alle tre transportformer og skulle hilse at sige, at man kommer langt for 75 kr. i taxa. Men når man nu alligevel har lejet bil, bør man også afsætte et par dage til ekskursioner ind i landet og op langs kysten.

Det ene mageløse syn afløser det andet, men for chaufføren er det tilrådeligt aldrig at slippe vejen af syne, for her hører løsgående køer og huller til en fast del af trafikbilledet.

Et par timers kørsel fra Saranda, oppe i bjergene, ligger den naturlige kilde Det blå Øje, der springer fra undergrunden og ligger som en stor, turkisblå pool inde midt i skoven, inden den bliver til floden Bistrica. Her valfarter albanere og turister til for at svale sig i det 10 grader kolde vand, vandre langs floden, spise medbragt mad ved dens bred eller på den nærliggende restaurant, hvor man også kan leje primitive hytter. Et enestående og mageløst jomfrueligt stykke natur.

Lidt længere mod nord ligger byen Berat, som er blandt de ældste i Albanien. Byen, der kaldes ”de 100 vinduers by”, fordi der er så mange vinduer i husene, opnåede for 50 år siden status som museumsby og er i dag på Unescos liste over verdensarv.

Det er fuldt fortjent, for byen, der har været beboet i mere end 4.000 år, er et fascinerende kik ind i de stolte religiøse og kulturelle traditioner, Albanien er rundet af. Og så er byen i sig selv et lille mirakel, for da Enver Hoxha i slutningen af 1960’erne gennemførte en kulturrevolution efter kinesisk forbillede, hvor mange kirker og borge blev brændt, ”slap” kirkerne i Berat med at få malet kalkmalerierne over. Derfor kan man i dag besøge ”det levende museum”, som stadig er beboet og udgør en ramme for levet liv, hvor man inden for bymurene kan besøge borgen og de otte kirker fra middelalderen.

Har man ikke fået historie nok, og det bør man ikke, så må man ikke snyde sig selv for den 29 kvadratkilometer store nationalpark Butrint 18 kilometer syd for Saranda. Her kan man vandre en tur gennem ruiner, der for de ældstes vedkommende er 2.500 år gamle, og forestille sig, hvordan livet har været her, da først grækerne, dernæst romerne og til sidst venetianerne udviklede et bysamfund og en driftig handelsby på stedet. Omkranset af cikadesang og eukalyptustræer kan man imponeres over romersk teater, baderum og de farvestrålende mosaikker, som af bevaringsgrunde dog kun kan betragtes på plakater.

Forældrenes begejstring for de gamle sten blev dog ikke helt delt af børnene, så det dybe lettelsens suk kunne høres på bagsædet længe efter, vi havde lagt Butrint-halvøen bag os. Men de arkæologiske lidelser var hurtigt glemt, da vi 10 kilometer længere fremme kom forbi den postkortskønne Ksamil med det fine, fine sand og det krystalklare vand.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.