Oplev bedstemor- og bedstefar-landet

Robertas, Antanas og Algis havde i 10 år inviteret: Kom ned og se, hvordan vi bor i Taurage.

Deres lille litauiske by ligger ude på landet ved grænsen til Polen og den russiske enklave Kaliningrad. Ikke langt fra Danmark, og alligevel er det baltiske land, vi i historisk forstand har meget tilfælles med, ikke et sted, ret mange danskere rejser til.

Det undrer afdelingschef Saulius Kalvelis fra den litauiske ambassade i København.

»Det er, som om danskerne ikke ser vores vej. Litauen er et utrolig smukt land med meget natur. Tæt på og billigt efter dansk standard. Det er svært at forstå,« siger han.

Robertas, Antanas og Algis er litauiske jernmænd omkring de 45 år. De har arbejdet 10 år i udlandet, de fleste i Danmark og mere af nød end lyst. Da Sovjetunionen brød sammen, og Litauen fik sin selvstændighed tilbage i 1991, lukkede den ene statsejede fabrik efter den anden. I egnen omkring Taurage blev situationen særdeles kritisk. Byens arbejdsduelige mænd måtte ud i EU for at finde arbejde.

»Det er hårdt at være væk fra sin familie det meste af året. Som regel bliver vi ansat til opgaver med hårdt fysisk arbejde. De fleste danskere, vi har arbejdet for, har været virkelig søde, men enkelte gange er vi ikke er blevet godt behandlet,« siger Robertas.

Muligheden bød sig

Efter flere sommerbesøg af dem og deres koner og børn til grillmad i haven opstod chancen endelig for et kontrabesøg. Et eller andet sted vidste man jo godt, at de ville rulle sig ud, og at muligheden for en anderledes ferie absolut var til stede.

Det holdt stik. Og overraskede alligevel.

Meget har forandret sig i Litauen siden denne signaturs seneste besøg for 19 år siden med en lastvogn fuld af diabetesmedicin og hospitalsudstyr. Den udgjorde en donation til landets utilstrækkelige behandling af sukkersyge, der i stort tal resulterede i amputerede lemmer og blindhed på grund af manglen på elementære fornødenheder.

Dengang var Litauen netop trådt ud af mørket. Landevejene var hullede som gadedrengelommer, fattigdommen udtalt, hotellerne elendige, og maden trist. På den relativt korte tid siden da har landet taget et syvmileskridt fremad, godt hjulpet af EU-penge.

Fra den lille lufthavn i hovedstaden, Vilnius, kører man ad hovedvej A1 nordpå de knap 300 kilometer til Taurage. De 1.500 kilometer, vi fik kørt i løbet af den uge, rejsen varede, foregik på intet tidspunkt på dårlig asfalt. Tværtimod. Desuden er der god plads på vejene. Kun i Vilnius udartede trafikken sig til noget, der kunne minde om svag myldretid.

Fordums storhed

Landets to største byer, Vilnius og Kaunas, er middelalderbyer med imponerende fæstninger, borge og gamle bydele. Engang - fra omkring 1300 - var byerne centre i det litauisk-polske rige, der strakte sig fra Østersøen til Sortehavet. Senere skulle landet gå en dyster periode på næsten 200 år i møde som besat af forskellige fjendtlige magter, før det med Sovjetunionens sammenbrud atter blev selvstændigt efter det, der blev kaldt den syngende revolution. I tusindvis af litauere stillede sig op og sang korsang i protest mod russernes brutale fremfærd. Efter Kaunas drejer man af og kører de sidste 30 km vestover ad små veje mod Taurage. I Litauen bor 3,5 millioner mennesker på et areal 50 procent større end Danmarks, og når man tænker på, at 500.000-700.000 af dem er rejst ud for at søge arbejde, kan den gode plads mærkes.

Vild natur er der meget af. Snesevis af floder og store åer, der skærer gennem landet, og langstrakte fyrre- og birketræsskove gemmer ikke kun på rigelige mængder fisk, kantareller og bær, men også på vildsvin, hjorte, elge, ulve og bjørne.

Storkeoverdosis

»Hvis en stork lander i den ene ende af landet i Danmark, skriver vi om det i aviserne, og nationalt tv kommer ud og filmer,« forklarede jeg Robertas.

Han grinede. På vores køreture blev jeg og Jonas, 12 år, trætte af at tælle storke, da vi kom til nogle og firs.

Nogle timer tidligere, men dog noget senere end beregnet, kørte vi gennem byporten til Taurage. Under eskorte, da Robertas holdt klar og ventede i sin bil ved landevejen uden for byen for at følge os det sidste stykke.

I Algis hus, som han selv byggede for 25 år siden, ventede koner, børn og anden familie på nogle af Taurages første danske turister. Med et bjerg af mad af den slags, som man får i Litauen: røgede fisk, agurker i skiver, tomater i både, salamier i skiver, kartofler med dild, svineschnitzler, kogte pølser, hjemmelavede ostestænger rullet i paprika, kommensrugbrød, grillspyd, den overraskende forfriskende, lækre, kolde rødbede-agurke-dild-æg-mælkesuppe kaldet saltibarsciai og ”zeppelinere”, nationalretten, de torpedoformede kogte kugler af kartoffeldej med fyld af svampe, pølse eller hakket kød.

Prisen er i bund

Og vi, som kun var middelsultne. På grund af forsinkelsen havde vi på vejen været nødt til at stoppe ved en restaurant. Jonas' mave skreg. Han fik den pæne restaurants dyreste ret, en steak med bagt kartoffel. Pris 55 kroner. Jeg valgte hjemmelavet litauisk pølse med kartoffelmos og kryddersauerkraut til 28 kroner. Med to vand, to store desserter og en dobbelt espresso af høj kvalitet lød regningen på 120 kroner.

I Taurage hos Algis blev vodkaflaskerne knappet op. Det blev de alle fire aftener, vi var der. De glade koner og voksne børn drak med. Mændene gik i sauna, børnene spillede billard, og nogle timer senere blev vi indkvarteret i stuer med sovesofaer og tunge gammeldags dyner.

Da vi forlod Taurage, var det med et indtryk af at have mødt en smuk kultur, en utrolig gæstfrihed, stolte, hårdtarbejdende og dygtige mennesker, der nok ikke havde mange penge, men var rige på deres egen måde.

Efter et smut til det hellige Korsbjerg fandt vi vejen mod havet. Litauens store trækplaster er strandene ud til Østersøen og ikke mindst nationalparken på Det Kuriske Næs, som er en 100 kilometer lang, næsten ubeboet tange af hvide sandstrande og fyrretræsskove.

Rimas' røgede fisk

På landtangen, hvis ene ende er russisk og tilhører enklaven Kaliningrad, ligger blot fire landsbyer. De kan minde om små versioner af den nordsjællandske badeby Hornbæk i fordums tid: med sommergæster indkvarteret i private hjem, der lejes ud, hvide strande, gammeldags strandhoteller i træ, et blomstrende restaurationsliv og det hele lukket ned om vinteren.

I hovedbyen Nida indlogerede vi os i villaen Misko Namas hos Jovita, der med sin mand passer de fem værelser på husets første og anden sal.

Her midt i højsæsonen var priserne skruet noget op efter litauisk standard til godt og vel 400 kr. for et dobbeltværelse, men så har man også noget af byens bedste beliggenhed og stor altan.

Bag fyrretræsskoven ligger den hvide sandstrand, så langt øjet rækker. Går man 500 meter til en af siderne, har man den alene. Gæsterne på Det Kuriske Næs er foruden velhavende litauere fra Vilnius og Kaunas mest russere og tyskere.

Og her en idé til alle danske strandfogeder: I Litauen må der ikke ryges på stranden. Rygere henvises til et rygefelt ved gangstien ned på stranden, hvor der er opstillet et stort askebæger. Rart for dem, der er trætte af at lægge deres badehåndklæde på et mylder af gamle cigaretskod stukket ned i sandet.

Vi sørgede for at tanke op hos Rimas Lubys. Rygtet om ham har spredt sig. Hans røgede fisk er kendt for at være de bedste. Han ligger i landsbyen Preila, der som de øvrige af næssets fire byer ligger på ”indersiden”, det vil sige beskyttet mod havet ud til en brakvandsindsø, der adskiller næsset fra fastlandet.

LÆS OGSÅ: Polen - en positiv prøvelse