Blandt oldtidsruiner og bjergtoppe

Et glas oliven var optakten til denne rejse. Helt nøjagtigt et glas kalamata-oliven givet som gave på en rejsemesse i Bella Center i København. Giveren var en turistchef fra det sydlige Peloponnes i Grækenland.

Han gjorde ikke så meget væsen af sit ærinde, nemlig at sælge den del af sit land, som han repræsenterede, præfekturet Messinia, som turistmål. Han virkede i al stilfærdighed stolt over området og dets rigdom på historie, kultur og natur.

Det lille glas var en smagsprøve. Men der er meget mere, hvor det kommer fra, var hans budskab. En venlig, men absolut ikke ydmyg invitation.

Det gjorde indtryk. Så i slutningen af foråret befinder vi os i hans del af landet - det sydvestlige hjørne af Peloponnes - og i hans by, Kalamata, tilpas langt borte fra de klassiske rundrejseudflugter og på afstand af Athen, isoleret og omtrent overladt til sig selv, lidt ignoreret og overset, godt gemt for charterturismen.

Et sus af historie

Vi spørger os for i Kalamata, hvilket ikke er så let, da der ikke er skilte, som viser vej til turistkontoret, der skjuler sig på en førstesal i en sidegade. Her får vi ret snart det indtryk - og med rette, skal det vise sig - at det antikke Messinia, også kaldet Messene, er den store attraktion heromkring.

Dette fortidige bysamfund har givet navn til den sydvestligste af de syv præfekturer, som Peloponnes er inddelt i, og til en større nuværende forstad til Kalamata. Stedet ligger godt 30 km mod nordvest fra Kalamata.

Vist finder andre turister vej til Messene, men der er ikke ret mange af dem og slet ikke turistbus efter turistbus fyldt med amerikanere og østasiater, som man f.eks. oplever det i Delfi og Olympia.

Ikke desto mindre har Messene akkurat som Delfi en storslået placering i landskabet, og ruinerne skaber deres eget sus af betydningsfuld historie. Finurligt nok bidrager stilheden og uberørtheden til fornemmelsen af storhed.

Arkæologer på arbejde

Hvis der er noget, der forstyrrer stemningen, er det faktisk, at der fortsat graves minder frem. Arkæologerne har stadig travlt med at finde frem til resterne af det samfund, der befandt sig her for et par tusinde år siden. Og debenytter sig ikke blot af små håndredskaber, men også af gravkøer og lastbiler, som fragter jord bort.

Ruinerne ligger spredt over et kæmpeområde, nogle steder nærmest overgroet, andre steder i færd med at blive afdækket.

Bevæger man sig et par hundrede meter op , måske helt op på toppen af det 800 høje bjerg Ithómi, har man en spektakulær udsigt ud over et kuperet område med bjerge og dale, hvor Messene-ruinerne indtager en fornem placering på bjergsiden.

Der er en bemærkelsesværdig mangel på nedskrevet information om, hvordan byen i sin tid har fungeret, men arkæologerne, som arbejder her, gør det stadigt mere tydeligt, at Messene har været en aktiv og vigtig by for bl.a. videnskab, idræt og skuespil. Der er først blevet gravet her for alvor de seneste 20 år, og derfor nævner diverse guidebøger ikke stedet, eller de strejfer det bare.

Messinia, det nuværende præfektur altså, er - som resten af Peloponnes - i det hele taget rigt på både oldtidsfund og minder fra Middelalderen. Det er svært at nå alt, og det lykkes os f.eks. ikke at se Nestors Palads, tæt på byen Pilos, denne gang.

Men tæt på Pilos er vi. Vi har tilmed en overnatning i Gialova lige nord for Pilos i den lille nybyggede ”landsby” Eleonas, et område med feriehytter anlagt med respekt for århundredelang græsk arkitektonisk tradition.

Dette sted benytter vi som udgangspunkt for en ekskursion til det nærliggende kystlandskab, som består af to ganske dybe bugte, en indsø, en ø og en halvø, hvor ruinerne af middelalderborgen Paleokastra troner øverst. Og hvor vi finder Nestors Grotte, lidt i det skjulte, nede ad en af siderne på det bjerg, som borgen ligger på.

Altsammen er vældigt naturskønt og specielt - ikke mindst den halvcirkelrunde Voidokilia-bugt lige nord for borgruinen.

Endnu en oldtids-specialitet ligger højt oppe i bjergene, så langt mod nord, som man kan komme i Messinia - templet for Apollon Epikurios, oppe i det øde intet, 1.200 meter over havet, så udsat for vind og vejr, at der er bygget et stort telt omkring det.

Op og ned i kløften

Højest til vejrs kommer man dog længst østpå i Messinia, hvor grænsen til nabopræfekturet Lakonia trækkes af den op til 2.400 meter høje Taýgetus-bjergkæde. En af de mest spektakulære veje derop går gennem Virós-kløften, og den må vi teste.

Vi parkerer i den lille by Tséria med en prægtig udsigt over slugterne. Herfra vandrer vi en runde på en sti langs den nordre side af kløften, så dybt ned, derefter et langt træk op igen, har lidt svært ved at finde vej gennem olivenlundene - for endnu en gang at gå ned mod kløftens bund, hvor det lille kloster Moni Sotíros ligger. Derfra stejlt og sejt op gennem et busklandskab. Barskt, stort og sveddrivende. Vi er tilbage ved bilen efter cirka fem timers vandring ad en sti, som ikke på noget tidspunkt er plan.

Belønningen ligger forude - eller rettere nedenfor: Badebyen Stoupa.

Fra fiskeleje til ferieidyl

Her møder vi Saranteas Sotíris, som er både købmand og hotelejer, en ganske betydningsfuld mand på dette lille sted. Og en ganske smilende mand.

»Skal I videre i morgen? Jamen, I skal da se byen og opleve den. I må udskyde afrejsen.«

Vi vil vide, hvad han mener, at vi absolut skal se i den by, som han er født i og har levet hele sit liv i.

Han kigger ud over bugten, over stranden, over barerne, tavernaerne og turistbutikkerne. Bag denne bugt ligger en anden - mindre - bugt med endnu en strand og et par tavernaer, men ingen butikker. Ved denne lille bugt boede forfatteren Nikos Kazantzakis et par år, og det skulle være her, at han skrev sin bestsellerroman om Zorba.

Men det nævner Sotíris ikke, og han remser heller ikke op, hvad vi bør se, eller fortæller, hvor det er bedst at bade. Han svarer egentlig ikke. Og dog.

Han forklarer om sin barndom i en søskendeflok på seks, om fattigdom og om, at en stor del af familien emigrerede til Canada og USA, deriblandt alle hans søskende. Han besøgte dem derovre, men flyttede ikke selv. Han blev og kæmpede for en tilværelse i fødebyen. I 1950'erne et lille fiskeleje med blot fem beboede huse, i dag et levende turiststed, hvor den eneste risiko synes at være, at det vokser sig for stort for hurtigt.

Den nu 56-årige Sotíris vil gerne have os til at forstå og opleve, hvilken rigdom der er opstået på en ussel baggrund her. Uden at han udtrykker det direkte.

Små skilte, fint hotel

En anden gævt kæmpende person er Georgia Christodoulou, en relativt ung dame, som er direktør for hotellet Apollo lidt nord for byen Kyparissia. Et ikke særligt stort hotel, men topmoderne indrettet, helt i tråd med det navn, som det har i dag: Apollo Art Resort Hotel.

Det havde nok kunnet minde om mange andre hoteller, hvis det havde ligget på en strandpromenade. Men det gør Apollo ikke. Man finder det - ved hjælp af adskillige små skilte - dybt inde i en olivenlund, det sidste stykke ad en smal, snirklet vej.

Vil man til stranden fra Apollo, er det nærmest og nemmest at gå en lille kilometer ad en delvist overgroet sti. Stranden ligger neden for en skrænt, og det er en imponerende fin sandstrand. Men vi havde ikke fundet frem til den, hvis ikke Georgia havde fortalt os om stien dertil.

Messinia er et af de rigeste områder i Grækenland. Det skyldes ikke mindst de oliven, som har gjort Kalamatas navn kendt overalt i Vesteuropa, og den olie, som trækkes ud af dem. På visse dage, når vinden kommer fra en bestemt retning, eller måske snarere når der ingen vind er, fornemmer man i det centrale Kalamata - uden at drage alt for direkte paralleller til vestjyske fiskeribyer - at her er en duft af rigdom, nemlig den lidt tunge, ikke alt for behagelige duft af olivenolie.

Men såvel olien som frugten er højst nyttige som ingredienser i mad. Den indledende invitation, rigdommen og stoltheden hos den stilfærdige turistchef, da han var på besøg i København, var fuldt berettiget.

Læs også: 331 sommertips til fed øferie