Verden uden for Barcelona

Hvem havde lige troet at den sidste eremit, der boede på den spanske Montserrat-bjergkæde, havde mobiltelefon og tilmed kan opleves på Youtube, hvor han sidder med sit lange skæg omgivet af stabler af bøger som i en bedre antikvarboghandel? Men eremitter følger også med tiden, det gjorde i hvert fald Pare Basili, der i mere end 20 år boede på en af tinderne over Montserratklostret, indtil han døde i 2003.

»Pare Basili blev jævnligt opsøgt af pilgrimme, der ønskede åndeligt råd, og når munkene i klosteret vidste, at der kom besøg, kunne de ringe og sige til, så han ikke gik for langt væk,« forklarer Griselda, der arbejder som guide på Monserrat-klostret og peger på et sted højt over klosterkirken, hvor man kan se resterne af Pare Basilis hytte.

Monserrat ligger under en times kørsel fra Barcelona. Man kan tage toget fra Plaza España i centrum af Barcelona, og i Montserrat-Aeri kan man stå af og tage en svævebane op til klostret lidt over halvvejs oppe ad de 1.200 meter høje tinder.

Det gjorde vi nu ikke. Min højdeskræk havde for længst spottet, at man ved den næste station, Monistrol, kan skifte til el Cremayera, et lille tog, der på 20 minutter kravler op til 700 meters højde. En anelse stejlt, men trods alt med jordforbindelse. En fascinerende tur med flot udsigt hele vejen op til klostret, der for 1.000 år siden er bygget af Benediktinermunke.

»Benediktinermunkene har altid bygget deres klostre med udsigt, fordi de mener, det er inspirerende,« forklarer Griselda, og selv om oplevelsen alene er grund nok til et besøg, er der rigtig mange, der kommer på grund af klostrets berømte drengekor og Den Sorte Madonna, som mange spaniere betragter som deres beskytter. 2,3 millioner årlige gæster gør klostret til Spaniens næstmest besøgte religiøse sted, kun overgået af Katedralen i Santiago de Compostela.

Drengekor og Spaniens stejleste kabeltog

De minder om en flok pingviner på vandring, de 45 drenge, der andægtigt går op mod kirkens apsis. De yngste med runde engleansigter, de 13-14 årige lidt skarpere i trækkene, her før stemmen går i overgang, og de må forlade koret og klosterskolen på bjerget. Men lige nu er de alle forsynet med klare drengestemmer, sorte kjortler og hvide kapper, der skjuler arme og hænder og bidrager til pingvin-looket.

Inden koret synger, læser en af klostrets 75 munke en tekst op på syv forskellige sprog. På det tidspunkt er kirken mere fyldt end selv den mest populære danske folkekirke på en juleaften. Og så er det bare en almindelig torsdag.

Vi er heldige og har fået de sidste ledige pladser på en bænk. Andre sidder på gulvet eller står op. Der er i forvejen mange, der har stillet sig i kø for at komme til Den Sorte Madonna, der står oppe bag alteret. Og så slår organisten tonerne an, og drengestemmerne fylder rummet. Først med dagens salme, dernæst med en ganske særlig catalansk salme, el Virolai, den eneste, der var tilladt at synge under Francos diktatur, og som derfor har en speciel betydning her i Catalonien. Og menigheden rejser sig, når den bliver sunget.

En enestående oplevelse – og så alligevel ikke: Koret synger nemlig hver dag klokken 13 og slutter altid med el Virolai.

Da vi igen står på det store plateau foran kirken, får vi øje på en lille togbane, San Joan, der kører fra klostret og tæt på toppen af bjerget. Endnu et højdepunkt, vi ikke må gå glib af. På bare seks minutter kører kabinen, der er forsynet med store panoramavinduer, op til en platform, hvorfra vi ser ned på klostret og op på ørne og andre kæmpefugle mellem bjergets tinder.

Godt, at det først er langt senere, jeg læser, at San Joan er Spaniens absolut stejleste kabeltogbane med en hældning på op til 65 pct.!

Dali: surrealisme og skønhed

Næste dag lejer vi en bil og sætter gps’en på Figueras. Her ligger nemlig Dali Museet, der har verdens største samling af den berømte surrealistiske kunstners værker.

Allerede før gps’en når at forkynde, at vi har nået bestemmelsesstedet, er vi ikke i tvivl. Museet ligner ingen andre bygninger: lyserød med kæmpe æg og et væld af statuetter på taget. Og væggene er forsynet med gullige klatter – lort eller kage afhængigt af beskuerens øje.

Dali Museet er i sig selv en stor surrealistisk installation. Salvador Dali vender op og ned på tingene, bytter rundt på lemmer eller erstatter dem med dele fra et bord eller en stol. Intet er helt, hvad det først ser ud til at være. Og på samme måde er det med museet; her er ingen sammenhæng, ingen logisk rækkefølge mellem museets 22 forskellige værelser, der rummer 1500 af Dalis værker.

»Min kunst viser den metamorfose, der finder sted i mennesker, hvor de skabes og forandres,« er mesteren på en planche blandt andet citeret for at have sagt.

Et af de første rum, vi kommer ind i, er en stor fascinerende teatersal, der er forsynet med en kæmpe glaskuppel og hvor man gennem en stor glasvæg kan se både installationerne i museets gård og tårnet på den kirke, hvor Dali blev døbt i 1904. I Mae West-rummet går vi op ad en trappestige for at se installationen i det rette perspektiv og genkende portrættet af den feterede diva, hvor netop en rød lædersofa udgør skuespillerindens mund.

I

Vindenes Palads lægger vi os på ryggen på gulvet for at betragte det imponerende loftsmaleri, hvor det mest dominerende er fodsålerne af nogle mennesker, der er ved at stige til vejrs, og som er forsynet med udtræksskuffer i maven og brystet. I andre rum gør vi ophold ved en række af Dalis selvportrætter med hans karakteristiske skæg og krykker, der støtter hovedet på forskellige steder, og selvfølgelig hans nok mest kendte værk med de smeltende ure, Erindringens bestandighed fra 1931.

Tre eller fire timer er ikke for meget til at opleve Dali Museet, og til allersidst er vi lige ved at gå uden om særudstillingen med smykker. Men fortryder bestemt ikke den halve time, vi spenderer her. Dali fremstillede en række prægtige og mærkværdige smykker af guld, sølv og ædelstene. En helt igennem strålende oplevelse.

Hotellet på klippen

Et besøg på Dali Museet kan godt gøres på en dagtur fra Barcelona, hvor man vender tilbage samme aften. Men da vi først er kommet op til Costa Brava, den forrevne kyst, som er navnet på Spaniens nordligste middelhavskyst, ville det være synd ikke at blive natten over. En times kørsel syd for Figueras finder vi Parador Aiguablava, hvor vi tjekker ind ved mørkets frembrud.

Her vågner vi næste morgen til mågeskrig, udsigt til røde klipper, blåt hav og en drøm om bare at kunne blive – i hvert fald en uge eller to. En parador er et spansk statsejet hotel. Den spanske stat har omkring 90 af slagsen og fælles for dem er, at de har en ganske særlig beliggenhed. Aiguablava – der betyder blåvand – ligger på en klippehalvø ud i Middelhavet, og derfor er alle værelser med balkon og garanteret havudsigt.

Fra hotellet kan man gå kortere eller længere ture langs den smukke forrevne kyst. Faktisk fører den gamle sti el Camino de Ronda hele vejen langs Costa Brava til den franske grænse. I alt 220 kilometer.

Vi nøjes med nogle få kilometer, så går vi ikke glip af muligheden for bare at sidde på terrassen, nyde udsigten og lade os varte op af en venlig tjener.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her