Gaudis Barcelona

Køen bugter sig fra billetlugen og hele vejen hen ad gaden, hvorefter den slår et knæk og fortsætter ned ad sidegaden. Den fortsætter, så langt øjet rækker og – viser det sig – slår endnu et knæk og fortsætter på bagsiden af matriklen.

Det er formiddag foran Barcelonas mest ikoniske seværdighed, megakirken La Sagrada Familia. Ventetiden for at komme ind i de hellige haller er næsten to timer, hvilket utvivlsomt er verdensrekord for et endnu ufærdigt byggeri. Mange besøgende resignerer da også og nøjes med at tage fotos af mastodonten udefra.

Billederne bliver dog ikke så polerede som ved andre af byens mange attraktioner. Store kraner rager nemlig op mellem de høje slanke spir, og hjelmbeklædte byggearbejdere vimser rundt på stilladserne.

Indviet af paven

Ingen ved med sikkerhed, hvornår byggeriet er færdigt, men det bedste bud er omkring år 2025. Til den tid vil der være gået mere end 140 år, siden grundstenen til den berømte kirke blev lagt.

Det skete i 1882, og allerede året efter fik Antoni Gaudi til opgave at videreføre projektet. Den arbejdsomme arkitekt kastede sig med ildhu over byggeriet og ændrede størstedelen af de oprindelige tegninger. Den gudsfrygtige Gaudi ønskede at skabe en gigantisk katedral som en hyldest til Maria, Josef og Jesusbarnet. På spansk betyder La Sagrada Familia da også ”Den Hellige Familie”.

Dimensionerne på Gaudis projekt var enorme, hvilket er den primære grund til, at katedralen endnu ikke er færdigbygget. I november 2010 blev størstedelen af kirkens indvendige del dog færdig, og den blev erklæret en hellig basilika af pave Benedict. Indtil da var alle messer blevet afholdt nede i krypten, hvor Gaudi i øvrigt ligger begravet.

Øm i nakken

Som besøgende rammes man af den detaljerigdom, der kendetegner basilikaen – ligesom alle andre af Gaudis mange værker. Indvendigt virker kirken lidt bar i gulvhøjde, men så snart man bøjer nakken og ser opad, overvældes man af en ekstravagant rigdom af søjler, ornamenteringer og farverige glasmosaikker.

Smukkest er kirken dog set udefra. På afstand på grund af de høje tårne, men tæt på ikke mindst på grund af de mange sirligt udskårne religiøse figurer og symboler. Når man betragter detaljerigdommen, forstår man til fulde, hvorfor kirken har været så længe undervejs.

Et besøg i La Sagrada Familia er på alle måder en overvældende oplevelse, hvor man efterfølgende godt kan være lidt øm i nakken af at have set op på de mange udsmykninger. Derfor kan det også anbefales at tage op i et af de tårne, der er åbent for besøgende. Her har man en forrygende udsigt over kirken set oppefra samt den omkringliggende by, og for en gang skyld gælder det her om at se nedad.

Fantasifuld park

Det farverige fantasidyr ligner mest en mellemting mellem en frø og et firben. Væsenet er beklædt med keramik, og der løber vand ud af dets mund. Der er trængsel for at blive fotograferet ved siden af dyret, så det er svært at få et billede uden turister på.

Vi befinder os i Park Güell lidt nord for Barcelonas centrum. Efter La Sagrada Familia er parken Gaudis mest berømte værk, og det mærkes tydeligt på tilstrømningen. Nok er der ingen kø ved indgangen, da der i modsætning til kirken er gratis adgang, men indenfor forholder det sig anderledes, da mange ønsker gå i fodsporene på den berømte arkitekt.

Trængslen er dog værd at tage med for at opleve den unikke fantasiverden, som Gaudi har skabt i parken. Med rigmanden Eusebi Güell som sponsor fik den kreative arkitekt frit spillerum til at udfolde sine fantasifulde ideer, hvor hans fascination af dyr og eventyr er et gennemgående træk.

Det ses bl.a. på taget af parkens centrale bygning, hvor en snoet bænk – angiveligt verdens længste – har form som en keramikbelagt drage, der beskytter parken.

Nøjsom og produktiv

Antoni Gaudi var en ualmindelig arbejdsom og produktiv herre. Hans værker er at finde overalt i byen, og ingen person har sat større arkitektonisk præg på Barcelona end ham. Gaudi var den mest prominente repræsentant for den såkaldte modernismo – en kunstnerisk retning, der slog igennem i Catalonien i slutningen af 1800-tallet. På den arkitektoniske front er modernismoen blandt andet repræsenteret ved en række pragtvillaer bygget til byens rigmænd.

Gaudi står bag flere af disse småpaladser, hvoraf især Casa MilÀ og Casa Batlló på forretningsgaden Passeig de GrÀcia er kendte og tiltrækker mange turister. Også her har Gaudi fået lov til at ”lege” på velhavende mæceners regning, og indretningen er både spøjs, særpræget og meget original på samme tid.

Gaudis privatliv stod i skærende kontrast til de overdådige bygninger, som han var kendt for at opføre. Arkitekten var en meget nøjsom mand, der gav næsten alle sine ejendele væk til byens fattige. Han levede derfor selv en spartansk tilværelse, og de sidste mange år af sit liv overnattede han på en feltseng på byggepladsen til La Sagrada Familia.

Da Gaudi i 1926 blev påkørt af en sporvogn, blev han bragt ind på byens fornemste hospital. Personalet nægtede dog i første omgang at behandle ham, da de ikke regnede med at få betaling af den forhutlede mand. Flere personer måtte overbevise dem om, at de stod med byens berømte arkitekt, før de tog sig af ham. Trods behandlingen døde Gaudi og efterlod sig en ufuldendt basilika, der stadig den dag i dag er byens mest berømte byggeplads.