I vikingernes fodspor

»Vi er kommet for at slås!« udbryder Thomas ”Hildetand” Holleufer med gnistrende øjne så blå som det hav, hans forfædre krydsede i langbåde for at komme hertil.

Selv har han taget flyveren fra Kastrup til Dublin i selskab med 16 andre krigere fra danske vikingekampgrupper. Deres lange skæg har de sirligt flettet hjemmefra, og kufferterne har de fyldt med middelalderlige våben. For første gang i et årtusinde udsættes irerne igen for danske vikinger.

Thomas og hans muntre følgesvende er dog ikke kommet for at plyndre og plage, men skal i stedet udkæmpe et historisk slag. ”Slaget ved Clontarf,” der i onsdags fandt sted for præcis 1.000 år siden – 23. april 1014 – gik over i historien som slaget, hvor det en gang for alle lykkedes den irske højkonge, Brian Boru, at jage vikingerne bort fra hans udplyndrede ø. I den anledning bød weekenden på vikingefestival, hvor det legendariske sammenstød mellem vikinger og irske styrker blev genskabt.

Altid viking

Dagen efter ankomsten til Dublin er den danske lejr så småt ved at være slået op på festivalpladsen i St. Annes Park, som ligger en halv time på hesteryg uden for Dublin centrum. Ifølge overleveringerne var det på netop dette sted, at det blodige slag i sin tid fandt sted. I den improviserede landsby er koncentrationen af læder og middelalderlige våben væsentligt større end i resten af Dublin. Vikingekamp er en kampsport, der ikke kun omhandler duellering med vikingernes våben, men hvor de udøvende ofte også adopterer de gamle vikingers livsstil ned til de mindste detaljer.

Ud af en teltåbning kommer først et sværd, så en dolk og dernæst to spyd flyvende og lander blødt i græsset udenfor. Lidt mere forsigtigt følger dernæst ejermanden, Thomas ”Hildetand” Holleufer. Hænderne griber kyndigt om sværdets skæfte, og han gransker nøje sit våben for at sikre, at klingen ikke er skarp nok til at gøre skade. At kalde ham vikingeentusiast ville være en alvorlig underdrivelse. ”Rollespiller” er endnu værre.

»Der er ikke noget tidspunkt, jeg ikke er viking«, forklarer han.

»Det her er ikke en rolle for mig, det er min virkelighed.«

Hans ven, Christian ”Hornfylder” Jensen, er ved at iføre sig beskyttelse inden kamptræning og nikker genkendende, imens han trækker en slagkofte over hovedet.

»Jeg klæder mig ikke ud som viking – jeg klæder mig om,« siger han bryskt.

Ligesom de andre vikinger i lejren syer de selv deres tøj og træner tre gange om ugen året rundt med deres kampgruppe Gjallerhorn i Aarhus.

En duft af historien

Her i vikingelandsbyen værnes om autencitet, og mobiltelefoner er bandlyst. Lugten af røg og tjære blander sig med nystrøet savsmuld og vådt ler hos pottemageren. I boderne handles med rav fra nordiske kyster, og ved essen hamrer smeden prustende på et sværds knækkede klinge.

Fra mjødteltet betragter byrådsmedlem Ray Yeates postyret. Dublin Byråd har arrangeret festivallen, der skal genfortælle en bid af irsk historie, som også er dansk.

»Kampen vil blive så tæt på den originale som muligt«, forsikrer han.

Her har arkæologer konsulteret ældgamle skrifter for vidnesbyrd om, hvad der præcis hændte. Til deres store overraskelse viste det sig, at skandinaviske vikinger også kæmpede på den irske højkonges side.

»Dengang kæmpede du jo bare for den side, du mente havde bedst chancer for at vinde, for du kæmpede for den, der kunne betale dig,« forklarer han om opdagelsen, der ændrede på både historiebøgerne og lørdagens kampopstilling.

Fordums tid eksemplificeret

Omsider oprinder dagen for det store slag, og myriader af tilskuere myldrer mod slagmarken. De skæggede mænd fra det høje nord, hvis mage man ikke har set her i Irland i 1.000 år, er lidt af et tilløbsstykke. Som geleddet af krigere marcherer deres skæbne i møde, er de danske vikinger et ærefrygtindgydende syn. Iblandt dem går, med spyd i hånd og økse i bæltet, skjoldmøen. Anne Sofie Bey Østergaard er som kvindelig viking en sjældenhed i de danske kampgrupper. For den øksesvingende arkæologistuderende fra Aarhus er den nært forestående kamp en måde at forstå faget bedre på.

»Forbindelsen, jeg får til fortiden, er vigtig for mig. Jeg føler mig tættere på min egen kultur og oplever også, hvordan ting, som jeg ellers kun kan læse om, har fungeret i praksis,« fortæller hun.

Sekundet over dem alle

På slagmarken står den irske højkonges mænd over for de barbariske vikinger. I en langsom rytme begynder krigerne at banke deres sværd mod skjoldene. Luften sitrer, og 30.000 mennesker holder vejret. Et langtrukkent tuden i et horn blæser kampen i gang, og vilde hyl opstår som de to sider bølger mod hinanden og tordner sammen i et brus af kolliderende stål. Afventende står de danske tropper parat på sidelinjen og iagttager kampens udvikling. Højlydte grynt og råb stiger op fra den kæmpende masse, og slagne krigere ligger strøet i klynger, hvor de er faldet.

»Forstærkninger, forstærkninger!« råber et stort, sort skæg, da det ser ud, som om vikingerne får overtaget.

»Åh nej, de slemme fyre vinder!« gisper en irsk knægt fra nakken af sin far. Han jubler, ligesom resten af irerne, da kampen vender til højkongens fordel.

De danske lejesvende aner også en vinder, og under vilde brøl går de til angreb på den del af vikingehæren, der endnu ikke er blevet hugget ned. En mand forsøger desperat at parere en række hidsige hug, men den angribende kriger ser sit snit til at stikke sværdet ind under hans armhule. Han borer det langsomt ind i manden, til kun skæftet er frit. Et kollektivt støn undslipper publikum. Den tilsyneladende perforerede mand omfavner sin bøddel, idet han glider døende mod jorden, hvor han udånder med vidt opspærrede øjne.

»DET har han gjort før – god dø-teknik,« hvisker en kvinde blandt publikum til sin sidemand.

Styrke er ligegyldigt

Skjoldmøen Anne Sofie Bey Østergaard kæmper videre, mens krigere der er dobbelt så store som hende ligger strøet omkring, hvor de faldt. Hun er koncentreret om at finde svagheder i fjendens linje, som hun kan udnytte.

»Styrke og størrelse har ikke meget at sige i vikingekamp. Det handler om teknik og bevægelse, og om at se åbningerne,« forklarer den frygtløs valkyrie, der glider ind og ud mellem de kæmpende mænd og mejer fjenden ned på sin vej.

Stålet synger, og hundredvis af klinger hvisler gennem luften. Thomas ”Hildetand” Holleufer møder sit endeligt ved et velplaceret hug i ribbenene fra en økse, men det er han nu ikke så ked af.

»Jeg er blevet dræbt en million gange, og jeg komme til at dø en million gange mere. Her var det både smukt og ærefuldt,« siger vikingen, da han er genopstået.

Anne Sofie Bey Østergaard spankulerer overlegent hen over bunkerne af slagne krigere. Ansigtet glinser af sved. Udmattet griner hun til et par af de faldne, der kommer til at fnise, før de lægger sig til at dø igen. Der er kun få tilbage at udfordre. »En-to-tre«. Anne Sofie Bey Østergaard tæller sine ofre, i takt med at hun nedlægger dem. Det intimiderer fjenden, har hun erfaret. »Fire-fem-seks«. Spiddet på hendes spyd bliver nummer syv sendt i retning af Valhalla, men kort efter må hun selv samme vej. Hun krøller sig sammen om en daneøkse, og den store kleppert, der svang den ind i hendes mave, skubber hende ned på jorden, hvor hun ligger ubevægelig.

Genopstående legender

Ganske som det skete for 1.000 år siden, vandt Brian Boru og hans irske hær, og dansken må se sig slagen. Uden så meget som en skramme rejser de faldne krigere sig en efter en. Thomas ”Hildetand” Holleufer læner sig udmattet op af sit spyd. Lidt derfra står Anne Sofie Bey Østergaard og strækker sine håndled, der er blevet ømme af at svinge øksen. Udhvilede fra strid har de harniskklædte kæmper genoplivet en del af dansk historie, som også fortæller om Irland.

I vikingernes fodspor i Dublin

For dig, der gerne vil udforske dine aners liv og færden, er der mange muligheder.

Find flere vikingerelaterede seværdigheder i Dublin på heritageireland.ie og discoverireland.ie

Tre råd til rejsen

Se brianborumillennium.ie for flere detaljer om vikingerelaterede begivenheder