Levende vikingesagaer i Sydgrønland

Hun tager imod os i sit vikingetøj og bare tæer, mens vi andre lyner godt op i vindjakken og tager handsker på. Hun er historiefortæller, hedder Edda Lyberth og er af islandsk afstemning. Hendes islandske accent med de rullende ’r’er kunne ikke passe bedre til hendes inddragende måde at fortælle sagaer om Erik den Røde. Erik den Røde var landsforvist fra Island og drog i år 985 sammen med sin familie, 500 mænd, kvinder og kvæg til Grønland. Han var den første viking, der bosatte sig i Grønland. Lige her, hvor vi står nu. I den stadig idylliske bygd Brattahlid, som i dag kaldes for Qassiarsuk. Der er gået 1.000 år, men naturen står næsten, som den gjorde dengang, og det gør fundamenterne af vikingernes gårde, hytter, byråd og kirke også.

Historiefortælling fra Erik den Rødes hytte

Det er sjældent, man skal dukke sig, hvis man måler omkring de 1,60 cm. Men det skal man, når man går ind i Erik den Rødes oldgamle hytte. Det ville ikke være helt ved siden af at forestille sig hobbitternes hjem i Ringenes Herre. Inklusive græs på taget, bålsted i midten, og en buet arkitektur, der smelter ét med det bakkede landskab. Det eneste, der udefra røber, at vi befinder os i nutiden, er den nye dørkarm i den tilvoksede stenhytte.

Edda Lyberth er vært, og får os til at føle os hjemme på de store rensdyrskind, der ligger spredt på gulvet. Vi har brug for den varme, skindene giver, for der er koldt i en stenhytte, når der ikke er tændt op i ildstedet. Men Edda Lyberth står stadig i bare tærer. Hun peger på en dør, og siger så:

»Det var her, Erik den Rødes kone, Tjodhilde, låste sig inde, fordi hun blev rasende på sin mand. Det var en helt særlig dag den dag.«

Derefter starter hun en inddragende lavine af detaljer om dengang, Erik den Røde boede i den hytte, vi sidder i nu. Og den dag, kristendommen kom til den gigantiske ø.

Saga om kristendommen

Nogle år forinden den særlige dag, Tjodhilde blev gal, satte 25 skibe kursen mod Grønland. Det var Erik den Rødes skibe, og de sejlede fra Island, men det var kun 14 af dem, der nåede frem. Erik den Røde og hans folk gik i land i Brattahlid, mens andre sejlede videre vestpå. Snart havde Erik den Røde opført bosættelser og opbygget et landsbyliv ud til den idylliske fjord.

Hans søn, som gik under det mere muntre navn Leif den Lykkelige, valgte at tage et længere ophold i Norge. Da han nogle år senere, omkring år 1000, vendte hjem til Brattahlid, var det ikke tomhændet. Han havde taget kristendommen og nogle munke med sig. Det var starten på den dag, hans mor, Tjodhilde, blev gal. Og hans far endnu mere rasende.

Edda Lyberth kigger rundt i hytten og går hen til den dør, hun pegede på til at starte med. Hun knytter sin næve og banker hårdt. Hun gentager bevægelsen. Denne gang med meget hårdere banken. Hun finder en dyb og hæs stemme frem og råber:

»Tjodhilde, luk nu op.« Efter en lille kunstpause vender hun sig om mod os og fortæller:

»Lige da Erik den Røde så sin søn, Leif den Lykkelige, lægge til ved fjorden, blev han glad. Han var glad for, at hans søn var vendt hjem i live. Han beordrede straks stort gilde for at fejre sønnens hjemkomst. Der blev drukket, sunget og festet. Men da Leif den Lykkelige nævnte kristendommen, som han havde stiftet bekendtskab med i Norge, for sin far, begyndte Erik den Rødes ansigt at koge. Så meget, at selv tvivlere forstod, hvorfor han hed den Røde. Han ville absolut ikke have noget som helst med kristendommen at gøre. Det ville hans kone, Tjodhilde, til gengæld hjertens gerne,« forklarer Edda Lyberth med store øjne.

Det var derfor, Tjodhilde blev gal på sin mand og ikke ville lukke ham ind.

Der skulle noget heftig overtalelse til fra Tjodhildes side, før Erik den Røde tillod sin søn at introducere de andre nordboere for kristendommen. Faktisk var det først, da hans kone truede med, at hun ikke ville have noget med ham at gøre, at han lod sin søn indføre kristendommen til sit folk. Nogen tid efter blev den første kirke opført i bygden.

De kirkeruiner, der står i Brattahlid, er fra 1300-tallet, men nede under de ruiner ligger kirken fra 1100-tallet, som var Tjodhildes projekt. I år 2000 fejrede grønlænderne 1.000-året for Erik den Røde, Leif den Lykkelige, Tjodhilde og de andre nordboer. Derfor genrejste de Tjodhildes kirke i bygden.

Når fortid og nutid mødes

Efter Edda Lyberths meget levende historiefortælling i hytten fortæller hun stolt, at de arbejder på at få Brattahlid på Unescos verdensarvsliste. En af de ting, der gør vikingeruinerne ekstra interessante, er, at de kun ligger få meter fra den nutidige bygd Qassiarsuk. Her bor der 50 mennesker, og der er sågar en skole med otte elever. De bliver undervist, mens vi går forbi skolen, hvilket betyder, at bygdens eneste café er lukket. Hvorfor? Fordi skolelæreren også er ejeren af cafeen – og i øvrigt også landmand. Edda Lyberth forklarer, at skolen er en af Grønlands bedste, fordi eleverne senere får sig en høj uddannelse. Indbyggerne passer hverdagen, og alle husene i bygden har satellit-tv. Til gengæld har de ikke vand hele året.

Ikke langt fra skolen, mellem vikingeruinerne og de nuværende boliger, ligger der en anden historisk seværdighed. Edda Lyberth, der nu har fået ordentligt fodtøj på, fortæller, at det er den gamle massegrav med rester af Erik den Rødes folk. Skeletterne tilhører dem, der ikke nåede levende over havet til Grønland. Graven er fra år 1000, men blev først opdaget af arkæologer i 1961, selv om man havde ledt efter graven i mange år.

De efterlod ingen forklaring

Erik den Rødes bosættelser i Qassiarsuk i Sydgrønland og i Nuup Kangerlua i Vestgrønland overlevede i 500 år. Derefter er der ingen tegn fra dem i Grønland.

Sidste sikre dokumentation er fra sagaen om brylluppet fra Hvalsey Kirke i 1408. Kirken er en af de bedst bevarede ruiner fra nordboernes tid og ligger smukt på en grøn bakkehøj ud til Hvalseyfjorden.

Da nordboernes befolkningstal var størst, var de omkring 3.000 mennesker, men forskerne kan endnu ikke forklare, hvorfor vikingerne pludselig forsvandt fra øen.

Nogle peger på det koldere klima i 1400-tallet, mens andre taler om stridigheder med inuitterne og europæiske sørøvere.

Begrundelserne overgræsning og pest har også været på bordet. Måske finder man aldrig én grund. Måske findes der ikke kun én grund. Men man ved, at Leif den Lykkelige, ud over at bringe kristendommen til Grønland, også sejlede til Nordamerika fra bygden Brattahlid. Og mange udgravninger viser, at han opdagede Nordamerika, længe før Columbus gjorde.