Irsk øl er godt - også i krisetider

In Dublin's Fair City, where the girls are so pretty …

Sådan lyder mange ireres umiddelbare ”mening” om den økonomiske krise, som har kostet mange arbejdspladser.

På pubberne i Dublin synger stamkunderne med på sangen ”Molly Malone” - også kendt som ”Cockles and Mussels” - og køber pints of Guinness, som var det deres sidste chance for at opleve en glad aften i byen.

»Økonomien hænger i laser, men man skal jo leve videre. Ja, jeg er lige ved at tro, at den uholdbare situation får folk til at rykke sammen og feste endnu mere,« lyder det fra en stamgæst på en af byens flere tusinde pubber.

Han vil ikke have sit navn i avisen, for hverken konen eller arbejdsgiveren bør vide, hvad han laver om aftenen. Og egentlig har han slet ikke tid til at sludre, for der er livemusik på pubben i aften, og så gælder det om at synge med og slå næven i bordet på to og fire. Selv bartenderne er svære at komme i kontakt med, når de traditionelle sange er på programmet.

Verdenskendt stout

Men stamkunderne har deres egne metoder, når de skal have fyldt glassene op. Ikke så meget snak, blot et enkelt nik eller en diskret håndbevægelse i bartenderens retning, så står det tomme glas atter under ølhanen. Guinness, naturligvis.

Guinness er et af verdens mest kendte ølprodukter, og overalt i Dublin ser man store reklamer for den mørke stout, som Arthur Guinness bryggede sig frem til i 1759. Bryggeren var særdeles fremsynet og indgik et langtidslejemål på hele 9.000 år til 45 engelske pund pr. år på den grund, hvor bryggeriet ligger den dag i dag.

Store dele af opskriften på stout er tophemmelig, men i Guinness Storehouse - Dublins absolut mest populære turistattraktion - afsløres en del. Øllen er baseret på nybrændt, ugæret byg, og det tykke, cremede skum på toppen skyldes en nøje afmålt nitrogenblanding, som tilsættes under aftapningen.
 

Helbredende drik

Irerne tager deres øl alvorligt. Den er ikke kun til fornøjelse; ifølge guiderne i Guinness Storehouse kan den mørke stout ligefrem virke helbredende.

»Læger har givet patienter Guinness, og det var gennem mange år almindeligt at give kvinder Guinness, så snart de havde født. Guinness giver styrke, ingen tvivl om den sag,« fortæller en guide, som med gravalvorlig mine instruerer turister i at indtage den mørke øl rigtigt.

Man sætter ikke bare et glas Guinness til munden. Først skal man betragte øllen, lugte til den og så endelig smage.

»Det handler om at få mest muligt ud af dette unikke produkt,« siger guiden, som desuden viser turister gennem bryggeriets succesfulde reklamekampagner med pelikaner og andre dyr, inden seancen afsluttes med en afkølet pint of Guinness øverst i bygningen i The Sky Bar, hvor der er udsigt over byen.

Korrekt irish coffee

Catherine Fulvio tager også sine drikkevarer alvorligt.

»Jeg er chokeret over folks omgang med irish coffee,« fnyser den kendte tv-kok og forfatter til en række storsælgende kogebøger.

Hun bor og arbejder i sit barndomshjem, Ballyknocken House, i den lille landsby Glenealy, som ligger 50 kilometer fra Dublin. Her har Catherine Fulvio sin egen kokkeskole, hvor hun lærer irere og turister at tilberede egen gourmetmad.

Hun kan bage irske scones i søvne, og når det kommer til irish coffee, går hun ikke på kompromis.

»Jeg har oplevet folk drikke irish coffee med sugerør. Sig mig: Hvad foregår der? Indtager man sin irish coffee på sådan en idiotisk måde, går man jo glip af flødeskummet.«

Catherine Fulvio griber et hvidvinsglas og hælder først Jameson Whiskey i.

»Skal det være irish coffee, må whiskyen naturligvis være irsk,« siger hun og tilføjer rørsukker, kaffe og til sidst flødeskum.

»Whiskyen skal i først,« understreger hun.

»Hælder man den i til sidst, trækker den det kolde flødeskum med ned i den varme kaffe og forstyrrer smagsoplevelsen.«

Mens Catherine Fulvio har stor succes med sin kokkeskole, er andre irske attraktioner ramt af finanskrisen. Der er langt mellem hotelgæsterne på det mondæne Ritz Carlton på Powerscourt Estate i Wicklow, hvor der er både wellness, jacuzzi og en restaurant, der drives af kendiskokken Gordon Ramsay.

»Nej, lige nu har vi ikke så travlt,« indrømmer en medarbejder i receptionen og spejder forgæves efter biler på parkeringspladsen.

Skøre irere

Ved bardiskene i byens natklubber er der mere travlhed at spore. Endda på en tirsdag aften, hvor byens ungdom nærmest overfalder den lokale dj for at få ham til at spille 25 år gamle hits med Michael Jackson.

»Vi er de skøre irere,« synes at være nattens slogan.

Diskoteket lukker, men byens festende ungdom har ikke fået nok. En højrøstet gruppe venner - som nyder en længe ventet friaften fra det lokale kasino - inviterer tilfældige diskoteksgæster til afterparty i privaten.

»Hvem har nøglerne,« råber en overrislet beboer, da den voksende gruppe gæster pludselig stopper foran ét af uendeligt mange fuldstændig ens rækkehuse.

Ingen svarer, og værten kravler op på taget, springer ind ad et vindue og nærmest falder ned ad trappen til hoveddøren, som bliver slynget op med et smæld.

»Skal I have noget i baren?« spørger han grinende.

»Vi har lidt af hvert, og ingen af os skal på arbejde foreløbig, vel?«

Kun i taxaen er der sure miner.

»Økonomien?« nærmest skriger chaufføren og glemmer helt at kigge ud ad forruden.

»Bankerne og politikerne har ødelagt så meget. Ja, det er nærmest pinligt at vise Irland frem for turisterne for tiden. Jeg ved ikke, hvordan vi skal komme videre.«

LÆS OGSÅ: Belfast i fred og ro