Vietnam er kontrasternes land

Hvor meget kan der stables op på en knallert?

I Hadsund og Hedehusene er svaret nok: det, der kan være i en grøn mælkekasse.

I Hanoi: hvad som helst. F.eks. to madrasser og et fjernsyn. Eller 15 store papkasser. En familie på fire. Eller et halvt grønttorv.

Alting i Hanoi foregår pr. knallert, og fra tidlig morgen til sen aften skulle man tro, at alle fra vugge til grav er ude at køre – med hornet i bund.

Netop ankommet fra lufthavnen er trafikken, og især måden den afvikles på, den første store overraskelse.

Ingen drømmer om at stoppe op i et vejkryds, heller ikke de få steder, hvor der er lysregulering. Fra alle fire sider fortsætter trafikken ufortrødent direkte ud i krydset, og mirakuløst glider bølgerne af knallerter, biler, cykler og gående ud og ind mellem hinanden som fire stimer fisk.

Kvinden med den klassiske vietnamesiske hat og åget med to store kurve med grøntsager tager krydset diagonalt, mens kurvene vugger roligt op og ned. Ingen råber eller skælder ud. Ingen er aggressive. Ingen lufter ”mig først-attituden.” Til gengæld får hornet, hvad det har godt af, og støjniveauet er lidt af en prøvelse, indtil man vænner sig til det.

Som fodgænger er der én vigtigt huskeregel: Bliv ved, bliv for guds skyld ved med at gå, når du først har kastet dig ud i at krydse en gade. Fortsæt over gaden – stimerne finder vej uden om dig.

Kontrolleret kaos

På samme måde er butikslivet i Hanoi et lærestykke i kontrolleret kaos. I den gamle og meget charmerende bydel nord for Hoan Kiem-søen finder man et sammensurium af gadekøkkener, værksteder og åbne boder med varelageret ude på fortovet.

Der spises overalt på små plastikskamler på fortovene, for indbyggerne i Hanoi lever som sild i en tønde, og de færreste har køkken derhjemme. Man lærer at snirkle ud og ind mellem parkerede knallerter, træde hen over høns, der pirker i rendestenen, holde hovedet fri af fuglebure i træerne og smile undskyldende, når man med sin store europæiske krop forcerer et gadekøkken, hvor duften af den klassiske nudelsuppe, pho bo, kildrer næsen.

Den enkleste måde at se byen på er i cykeltaxa. Dér får man overblikket over gadernes specialer – silke, husgeråd, mad, sko – og man er i første parket til at suge forskellene mellen den gamle og den moderne bydel til sig.

Gucci, Valentino og Pandora er rykket ind i den moderne del, hvor den franske kolonitid har sat sit tydelige og meget smukke præg på arkitekturen.

I byens parker er der gang i den det meste af døgnet. Om morgenen dyrker de ældre skyggeboksningen tai chi, om dagen spiller unge fodbold og badminton med ketcher eller med fødderne, og om aftenen dyrker de aerobic til høj rockmusik. Ved muren rundt om parkerne indretter byens frisører hver dag salon med en stol og et spejl fragtet dertil på knallert.

Good morning Vietnam

De er tidligt på færde overalt i Vietnam. Kl. 7 er kontorfolket mødt, og uden for byerne har kvinderne med de karakteristiske rispapirhatte allerede længe været bøjet over arbejdet i rismarkerne med vandbøflerne som eneste hjælp. Vietnameserne er på alle måder et folk, der står tidligt op, og der bliver arbejdet igennem.

Fra vores junke på Halongbugten har vi udsigt til store kolonier af perlefiskere, hvor hele familien hjælper med at skaffe mad på bordet i de flydende landsbyer bygget på pontoner.

Halongbugten med sine 3.000 kalkstensformationer ude i havet er et af verdens Unesco-stemplede vidundere. Efter hektiske Hanoi er vores to-dages sejltur på Halong præcis dét, vidunderlig.

Stille sejler vi blandt bratte klippevægge med nye plakatskønne naturscenerier bag hver formation, og vi får de kolde vinterkroppe varmet igennem i solskinnet på junkens tag. Om bord bliver vi forkælet med en perlerække af vietnamesiske skaldyrsdelikatesser. Det vietnamesiske køkken er sammenlignet med thaikøkkenet mere grønt, mindre stærkt og med flere fisk og skaldyr.

Tidløsheden på Halong-bugten er et velplaceret pusterum for krop og sjæl på en rejse gennem et land, hvor indtryk og oplevelser kommer så tæt, at de næsten visker hinanden ud.

Frem med Visakortet

Længere mod syd i Hoi An får vi for alvor halet shorts og sommerkjoler op af kufferten. Hoi An var i flere århundreder frem mod slutningen af 1700-tallet en af de vigtigste handelshavne og et knudepunkt for kulturel udveksling mellem Østen og Vesten.

I dag regnes Hoi An som Vietnams mest charmerende og bedst bevarede by fuld af arkitektoniske perler fra den kinesiske og franske periode. Byen er ligesom Halongbugten på Unescos liste over verdens kulturarv.

Langs flodbredden ligger hyggelige små restauranter tæt, og selv om Hoi An er det tætteste, Vietnam kommer på en trendy og delikat ferieby, er prisniveauet radikalt lavere end europæisk normalstandard.

En flok traditionelle vietnamesiske retter med masser af grøntsager og fisk, dertil ris og iskolde lokale øl kunne lige klemmes op i 125 kr. for fire personer.

Hoi An er stedet, hvor man på ruten fra nord til syd med fordel kan ladet Visa-kortet se dagens lys. Den gamle bydel er fuld af ikke helt uefne kunstgallerier, butikker med fine sommerkjoler, lædervarer og smykker. Her er der kvalitetsting at finde – ting, som ikke er fremstillet efter den velkendte sydøstasiatiske devise “If you can make it, we kan fake it.”

Magneten mod syd

Vietnam er på vej. Det ses tydeligt, jo længere vi kommer sydpå i landet.

I Ho Chi Minh City, eller Saigon, som mange stadig insisterer på at kalde byen, finder vi masser af højhuse, lysreklamer og brede boulevarder. Her på under én pct. af landets areal hales 22 pct. af bruttonationalproduktet hjem.

Som det eneste sted i Vietnam har Starbucks og McDonald´s gjort deres indtog i HCMC, og når man kører ind fra lufthavnen i vrimlen af biler, må man lige ryste hovedet og huske sig selv på, at vi stadig befinder os i samme land som Hanoi.

I og omkring Ho Chi Minh City er der rige muligheder for at genopfriske nogle af de centrale begivenheder fra Amerikanerkrigen, som Vietnamkrigen hedder i sit hjemland. F.eks. Cu Chi-tunnelerne, hvor Vietcong gemte sig for amerikanerne, Hotel Rex, hvor verdenspressen rapporterede og hang ud på tagterrassen, og præsidentpaladset, hvor de to tanks, som bragede igennem hegnet og afsluttede krigen, stadig står.

Masser af arbejdspladser i junglen

Længere mod syd i Mekongdeltaet kan der høstes ris tre-fire gange om året, og frodigheden, hvor mango, bananer og kokosnødder – hvis man kan nå så højt – kan plukkes lige ned fra træerne, springer i øjnene. Ikke for ingenting kaldes Mekongdeltaet for Vietnams spisekammer.

Inde bag junglens tætte mur af vegetation bor fiskere og fabriksarbejdere, dér hvor små både lige stikker snuden ud under palmerne. Langs hovedfloden under bambustage ligger teglværker, sovemåttefabrikker, kokosnøddeforarbejdning og skibsværfter side om side.

Og der er masser af arbejde til de flittige vietnamesere, for det hele foregår ved håndkraft.

Næsen op i luften

Rejsen på langs af Vietnam er et bombardement af indtryk og oplevelser. Man står tidligt op ligesom vietnameserne for at få det hele med, så nogle dage under en palme inden den lange flyrejse hjem må høre med, hvis jobbet står og kalder, straks flyet sætter hjulene på jorden.

Inde under Cambodjas kyst, men stadig i Vietnam, finder man fremragende bountystrande og den endnu ret uberørte ø Phu Quoc.

Men det uberørte kommer ikke til at vare længe, for internationale konsortier har opkøbt kystområderne og sendt fiskerne andetsteds hen med en pose penge i lommen.

De russiske flyruter er etableret, og den tid, hvor man for 200 kr. kan leje en taxa en hel dag og se den berømte fiskeolieproduktion, peberplantagerne og perlefarmene, er nok snart forbi.

Så det er nu!

Syv råd til rejsen

Spisepinde: Øv dig i at spise med pinde eller lær at udtale ordet gaffel, xia. Vietnameserne er generelt ikke så gode til engelsk, så hvis du ikke får det gjort, må du belave dig på en slankeferie.

Påklædning: Det er koldt i Hanoi og i den nordlige halvdel af landet om vinteren, så tag en tynd dunjakke, lange bukser og en trøje med. Mange undervurderer behovet for varmt tøj. Det er billigt at få vasket på hotellerne, men forvent ikke den store strygekunst. Lad være med at gå udfordrende klædt og leg ikke strandløve i byerne. Tækkelig og ordentlig påklædning spiller en stor rolle for vietnameserne.

Fodgængere: Fortsæt med at gå, når du er på vej over et kryds, også selv om trafikken virker halsbrækkende. Scooterne og bilerne finder vej uden om dig, blot du ikke gør noget uforudset midt ude i krydset. Klæb dig evt. til en vietnamesisk fodgænger, hvis modet til at krydse en gade svigter.

Toiletpapir: Hav en rulle eller papirlommetørklæder i tasken. Der kan være langt mellem papiret uden for hotellerne. Nogle toiletter er blot et hul i gulvet.

Prisniveau: Møntfoden er dong, og som dansker er man ved muffen i Vietnam. 100.000 dong svarer til ca. 25 kr, og for dem kan man få et glimrende måltid vietnamesisk mad med en lokal øl til. Man kan ikke købe dong i Danmark, men der er pengeautomater i lufthavne og større byer. Én-dollarsedler kan være gode til en hurtig handel på gaden.

Øl: Der bliver lavet glimrende øl i Vietnam. I Hanoi hedder den lokale øl Hanoi Beer, i Ho Chi Minh City hedder den Saigon. Midt i landet i Hué har Carlsberg et bryggeri, som laver Hu Da – for Hué og Danmark.

Apoteket: Pas på. Det er ikke nødvendigvis uddannet personale, der står i apotekerbutikkerne. Måske har farmaceuten lejet sin licens ud til en anden. De sælger dig den medicin, som giver flest penge, så du skal kende din medicin præcist, hvis du vil købe. Ellers risikerer du at få stesolid mod mavepine.