Vietnam ad nye veje

Dai Trân bliver dagligt mindet om den krig, der i den grad har sat sit aftryk i hans hjemland. Ikke fordi Vietnam-krigen fylder specielt meget i den 26-årige mands hverdag, men fordi han arbejder som guide. Flere gange om ugen viser den tætte fyr med de moderigtige briller turister rundt i Viet Cong’ernes små tunneller i Cu Chi i det sydlige Vietnam.

Det var her, 60.000 små, vietnamesiske guerillakrigere drev gæk med først franskmændene og siden de amerikanske soldater, der var for store til at komme ind i de smalle, snørklede tunneller. Dai Trân er i drøjde langt fra sine vævre forfædre og ligner med sin Good Morning Vietnam T-shirt snarere en amerikansk turist end en indfødt vietnameser.

Ingen grund til at dvæle

Kun 5.000 Viet Cong’er levede, da krigen sluttede i 1975. Nervegassen agent orange fik bladene til at falde af træerne, blottede nedgangshullerne og fandt med lethed vej gennem det 200 km lange tunnelsystem, der i dag både vidner om vietnamesernes frygtløshed, men også krigens brutalitet. Men for Dai Trân er der ingen grund til at dvæle ved fortiden:

»Krigen er ovre. I dag bekymrer vi os om dem, der har lidt under krigen, og som stadig lider i dag,« forklarer han med henvisning til de mange, der efterfølgende blev født med misdannelser.

Ny generation

Dai Trân repræsenterer en ny generation af vietnamesere. Dem, der har behov for at kigge fremad og glemme alt om den krig, der opstod, da USA ville hjælpe sydvietnameserne i kampen mod det kommunistiske nord.

»Vi går ikke længere op i, hvem der vandt krigen. Hvem der tog fejl, og hvem der havde ret. Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at vi selv var skyld i krigen,« konkluderer han.

En selvindsigt, der måske mest af alt er et forsøg på en forsoning med fortiden. Mange vietnamesere synes nemlig at mene, at det var amerikanernes indblanding i borgerkrigen, der fik det hele til at eskalere.

Ikke længere en skyttegrav

Dai Trân bor i Ho Chi Minh City. Byen, der var sidste bastion i det kommunistiske Nordvietnams invasion af Sydvietnam. Den fik sit navn i 1975, da kommunisterne med selvsamme Ho Chi Minh i spidsen indtog byen, der dengang hed Saigon.

Nordvietnamesiske tanks buldrede gennem det lukkede gitter til præsidentpaladset Independence Palace, Uafhængighedspaladset, der blev omdøbt til Reunification Palace – Genforeningspaladset. Krigsmaskinerne satte dermed et kontant punktum for Vietnam-krigen, og det blev samtidig begyndelsen på den drøm, som ”Onkel Ho” havde haft i 30 år om et samlet, kommunistisk Vietnam.

Markedsøkonomi

I dag ledes landet stadig af det eneste parti, Kommunistpartiet, som dog har taget markedsøkonomiens frie kræfter til sig – og det har hjulpet på kassebeholdningen, der efter krigen var lige så plukket som de afløvede skove.

Udbud og efterspørgsel sætter prisen, og samtidig styres investeringer og infrastruktur centralt, hvilket betyder, at fattige områder også får del i den positive udvikling. Vietnams økonomi er steget markant over de seneste 10 år og er blandt de hurtigst voksende i Asien.

Dybe sår er læget

Når man går rundt i Ho Chi Minh City, der fortsat kaldes for Saigon i folkemunde, kan man se, at årene ikke alene har været helende for økonomien – de har også læget de dybe sår, der dækker over krigens grusomhed og det vietnamesiske folks lidelse. Ud over tunnellerne, Genforeningspaladset og Ho Chi Minhs museum, vidner byen ikke meget om det smertelige drama, der har udspillet sig der.

Heller ikke kommunismens greb bliver man som turist mindet om – ud over når man ser en plakat med hammer og segl. Årene har været gode for byen, der udviklede sig fra at være en sønderbombet skyttegrav til i dag at være en asiatisk storby med alt, hvad det indebærer af amerikanske burgerkæder og hæsblæsende trafik i firesporede vejbaner.

Vietnam – det nye Thailand

Ja, faktisk har årene været gode for hele Vietnam. I takt med at man bevæger sig op langs kysten, glemmer man billederne af et krigshærget land med afbrændte landsbyer og grædende børn. Og overraskes over dets enorme turistappel – en sød, snakkesalig befolkning, masser af attraktioner, et varierende landskab, en veludviklet infrastruktur og den lækreste mad til billige penge.

Første stop nord for Ho Chi Minh City er badebyen Nha Trang. Byens dykkercentre kæmper om de badetøjsklædte besøgendes gunst med billige dykkercertifikater på den sirligt anlagte strandpromenade, der fuldendes af palmetræer, beach clubs, støvfint sand og det klareste vand. Motiver, der ville være et postkort fra Thailand værdige.

Natteliv

Også når det kommer til det neonoplyste natteliv, giver Vietnam sit naboland konkurrence. Prostitution og traficking er blevet et stigende problem – i takt med at flere dropper det landlige liv og flytter til byerne. Det giver massive miljøproblemer, og samtidig er antallet af smittede med hiv og aids eksploderet fra 3.000 i 1992 til 280.000 i dag. Et problem, der også spredes med et stigende stofmisbrug.

Som det skete med Thailand, har også Vietnam fået taget sin uskyld som turistland i takt med, at det er blevet nemmere at rejse der. En infrastruktur hjælper hvert år flere millioner rejsende rundt i alt fra cykeltaxaerne cyclo’er til senge i luksuriøse natbusser, der gør det nemt at forcere de 1.700 kilometer mellem Ho Chi Minh City i syd og Hanoi i nord.

De unge er fremtiden

Phúóc Nguyén er blandt dem, der kan mærke den stigende tilstrømning af turister. Den 51-årige mand bor lidt uden for Nha Trang og lever af at tage turister på tur bag på sin motorcykel. Op i bjergene og forbi de grønne rismarker, hvor vandet spejler solens stråler. Det er en så populær rejseform i Vietnam, at flere selskaber, bl.a. Easyriders, udelukkende lever af at udbyde motorcykelture af kortere og længere varighed.

Phúóc Nguyén begyndte sit arbejde i turistbranchen, da der for 10 år siden ikke var flere penge i fiskeri.

»Jeg kan virkelig godt lide mit job. Det har lært mig at tale engelsk, og jeg møder mange søde mennesker, der fortæller en masse om, hvordan det er, der, hvor de kommer fra,« fortæller Phúóc Nguyén smilende.

Hans 19-årige datter bor i Ho Chi Minh City, hvor hun læser økonomi på universitetet. Alle Phúóc Nguyéns penge går til datterens studier. Og dermed også til hans egen pension.

»Det er dyrt for mig. Og hun har da også sagt, at hun gerne vil have et studiejob for at betale noget selv. Men jeg har sagt, at det skal hun ikke – hun skal fokusere på sine studier,« forklarer han.

Et helt andet liv

Datterens liv minder på ingen måde om hans egen fattige opvækst. Fra den lejlighed, hun deler med tre andre, er der en generationskløft til faderens liv i den kolde, mørke slagskygge, der faldt efter krigen.

»Min far kæmpede med amerikanerne mod Nordvietnam. Men selv om han overlevede, tog krigen alligevel livet af ham. Soldaterne levede ikke særlig godt eller sundt under krigen, og han var svækket frem til sin død,« siger han med et alvorligt blik rettet ud over bjergene nær Nha Trang.

Han er hverken stolt eller skammer sig over faderens deltagelse i krigen. Selv drog han til Nordvietnam, da han nogle år efter krigens afslutning skulle aftjene sin værnepligt. Han rejste dog tilbage til Sydvietnam efterfølgende. Phúóc Nguyén gider ikke rigtig snakke om sin tydelige splittelse mellem nord og syd. Emnet er ikke aktuelt for ham længere. Han vil meget hellere se fremad:

»Det hele er blevet meget lettere i dag. De unge har fremtiden for sig, så det skal nok gå det hele,« siger han, mens et smil finder vej op i de mørke øjne.

En rejse tilbage i tiden

Jo længere man rejser nordpå, jo mere ser man af det historiske, kulturelle og spirituelle Vietnam, som har overlevet de hårde tider.

Et besøg i byen Hoi An er som en rejse tilbage i tiden – før kolonimagter og krige. Alle huse i de brostensbelagte gader er skagensgule, og røde rispapirlamper lyser op over et utal af restauranter, der stort set alle tilbyder kurser i vietnamesisk madlavning. Besøget fuldendes med en tur på marked, hvor man kan købe alt fra levende kyllinger til kropsnære kreationer, som ivrige skræddere tilbyder til uforskammet lave priser.

En anden form for fordums storhed ligger 200 km nord for Hoi An. Der findes kejserbyen Hué, der trods en massiv overdængning af amerikanske bomber stadig huser det gamle kastel ved Parfumeflodens bredder, hvor voldgrave og borgmure fortsat beskytter pompøse grave og royale bydele.

Landets mest henrivende perle

Som sidste stop på turen fra syd mod nord ligger landets mest henrivende perle – Hanoi. Vietnams ældgamle hovedstad, der med lethed forfører turister med sin charmerende blanding af parisisk ynde og eksotisk boheme.

I det 1.000 år gamle handelskvarter shoppes der ufortrødent videre, som man altid har gjort det, og tanken om krig synes dér lige så uvirkelig som Ho Chi Minhs vokslignende jordiske rester, der ligger til skue i en glassarkofag i centrum af byen.

Hanoi beretter på alle måder om den storhed og det rige liv, der har eksisteret – og stadig eksisterer - i Vietnam.