Vietnam - 36 år i krigens skygge

Vietnam-krigen sluttede i 1975, og landet har siden været på vej fremad.

Vi kørte kilometer efter kilometer, forbi fattige hytter, forbi små virksomheder langs landevejen, her stod en mand med en pind med små fugle, som han ønskede at sælge, her var et lille autoværksted; over alt skete der noget. Men vi var tydeligvis i et fattigt land.

Og pludselig lå det der, Celadon Palace inde i den mellemstore vietnamesiske by Hue, landets spisekammer, som de lokale stolt fortæller, et hotel, der overgår det meste, ganske vist ikke med guldvandhaner, men alligevel en overdådighed i luksus. For sådan er det moderne Vietnam også - på vej ud af gruppen af de fattigste lande med en økonomisk vækst på 8 pct. om året.

Man skal ikke lade sig narre af Celadon Palaces storhed, for tager vi blot en kilometer derfra ind i Hue, er fattigdommen tydelig, og alt er til salg. Skrædderne tilbyder at sy tøj fra den ene dag til den næste, og gadekøkkenerne ligger tæt.

»Deres mad er så god, at vi anbefaler det, når kunderne spørger, hvor de bør spise,« forklarer en ledende medarbejder på luksushotellet.

Manden på cykeltaxaen har også sin vare at sælge:

»You want bom-bom. Young girls. 50 dollars.«

Lidt senere på en anden cykeltaxa kommer lignende tilbud.

Da det heller ikke bliver modtaget, forsøger han i stedet at snyde ved afregningen, men nu er turisten blevet så sur over al denne palaver, at et rungende nej får den driftige forretningsmand til at skynde sig væk. Vi er i den midterste del af Vietnam, først i Da Nang, senere i det charmerende Hoi An for at slutte i Hue.

Taget i skægget

Hoi An er stjernen i området. Her opleves det virkelige Vietnam. De 80.000 indbyggere får årligt besøg af to millioner turister, sådan nogle som os, der modtages af cykeltaxaer, som i modsætning til kollegerne i Hue ikke kommer med fristende tilbud, men blot vil køre os rundt i byen. Nej tak, siger vi. Det anfægter dem ikke, de to mest entusiastiske holder sig tæt på to halvgamle mænd fra turistgruppen; ser vi da ud til, at vi ikke selv kan bevæge os? Det bliver ikke til forretning for dem.

Men gadehandleren får solgt os en pose med små mandariner for 50.000 dong (ca. 12,50 kr.). Da en lokal guide hører det, bryder han sammen af grin.

»I skulle højst have givet 20.000,« forklarer han.

Hoi An har sin Brother Café, måske byens bedste spisested med ægte forårsruller, der skulle vise sig at blive en væsentlig del af fortæringen i den lille uge med sine mange højdepunkter. Så gode var de, at begrebet »ligge godt i maven« blev et mantra.

Men det vietnamesiske køkken er meget andet end forårsruller, det er det bedste fra det franske, thailandske og kinesiske køkken. Og Vietnam er også massage; det kostede 700.000 dong i kælderen under et andet luksushotel, Furama Resort i Da Nang, en time for omregnet godt 200 kr.

Hoi An på cykel

Den bedste måde at opleve et landskab er måske på cykel, så vi tog ud på fire kilometer i landskabet omkring Hoi An, så hårdt arbejdende landmænd, som i mudder til anklerne drog deres bøfler af sted, og vi så gamle kvinder vande deres haver; jeg foretrak til sidst at trække cyklen, fordi de smalle stier var mudrede og ujævne, men oplevede på tætteste hold, hvor primitivt landbruget er den dag i dag mange steder i Vietnam - selv om økonomien er på rette vej.

Siden slog jeg mig ned på Restaurant Vinh Hung i Hoi An og fik - hvad ellers? - forårsruller og friskpresset mangojuice til næsten ingen penge, mens en gammel kvinde aede mig på maven og fristede med sine T-shirts. Hun gik forgæves, det samme gjorde manden, som på næsten perfekt dansk tilbød:

»Billig hængekøje. Maje billigt. Mange tak. Fire dollars.«

Bagefter gik jeg hen til den lille lyserøde bro, også kaldet Den Japanske Bro, der markedsføres som byens vartegn. Og fortsatte længere hen ad gaden, hvor en gammel, meget smilende kvinde solgte små kridtfløjter. Hende måtte man støtte. Og derefter stillede hun sig parat til fotografering, som man ellers skal være lidt varsom med, for ikke alle ønsker uden videre at deltage. Men nogle dong hjælper i reglen.

My Son var også med i programmet, den tidligere hovedstad i den gamle Cham-civilisation, som regerede det centrale Vietnam fra 2. til 13. århundrede. Her er stadig 20 monumenter, og stedet besøges ikke mindst af munke.

I krigens skygge

Det var også her, at guiden Thuat gav sig tid til at fortælle, at Vietnam-krigen stadig ligger som en skygge over mange familier. Krigen kostede to millioner vietnamesere og 58.000 amerikanere livet.

Den 31-årige Thuat er gift og har en søn på tre år. Hustruen arbejder på et hotel i Da Nang, og familien bor i Hoi An.

Thuat har gennemgået en fire-årig universitetsuddannelse og der lært sig et nogenlunde engelsk. Og på det fortalte han, at hans far i fire år var soldat i den sydvietnamesiske hær, hvilket han senere fik 14 måneders fængsel for af det kommunistiske styre, som i sidste ende vandt krigen; det var en slags genopdragelse.

»Min farfar blev tortureret af begge sider,« fortalte han også. »Han havde under krigen to brødre i syd og fire i nord, og da han var leder af familien, troede begge parter, at han vidste noget. Men han sagde, at han ikke vidste, hvor de var. Alle seks brødre gemte sig i bjergene.«

Thuatts morbror var pilot i den sydvietnamesiske hær. Han fik fem års fængsel og flyttede derefter til Orange Country i USA, hvor der i dag bor 300.000 vietnamesere af de tre millioner, som flygtede fra Vietnam. Mange af dem sender masser af penge hjem.

»Det var i øvrigt nemt for min onkel at få udrejsetilladelse, for så var man sikker på, at han ikke ville lave ballade.«

Da Thuatt havde fortalt sin historie, fortsatte vi til Hue. Undervejs forklarede han, at et enkelt vietnamesisk ord kan have flere betydninger afhængig af trykket.

For eksempel kan ma betyde mor, hest eller spøgelse.

I Hue overraskede en anden guide med sit kendskab til dansk fodbold.

»Peter Schmeichels søn Kasper spiller for Manchester City,« fastslog han.

»Nej, han er nu solgt til Leeds.«

»Hvordan går det med Bendtner i Arsenal«

»Lidt op og ned.«

Og han kunne blive ved.

I Hue besøgte selskabet Restaurant Le Caramel, hvor seks retter med øl og vand kostede 100 kr.

Billige skjorter

Men vi ville have skræddersyede skjorter. Og dem fik vi hos Gia Hulk Silk på adressen 48-50 Pham Ngu Lao St.

Gia er en smuk vietnamesisk kvinde med spilopper i øjnene. Jo, hun kunne sy fire skjorter til næste aften, to hvide, en blåstribet og en mørkeblå. Hun fik en gammel fra Thailand som model. Og de skulle være store nok. Ja, det lovede hun.

De var klar næste aften, næsten lidt for store, men ellers en tro kopi. 62 dollars, knap 350 kr. Og hun havde broderet sit lille firmas navn ind i dem.

Jeg var flyttet ind på det luksuriøse Celadon Palace, hvor Operation Manager Henry Stroll tog imod.

Det samme gjorde etagepigerne, kønne vietnamesiske piger i deres fineste hotelskrud.

»Are you going outside today, sir?«

»Yes.«

»I hope, you will have a wonderful day.«

Henry Stroll forklarede, at hotellet er opført af et vietnamesisk konglomerat, at det ville koste 10-15 gange så meget at opføre i Europa, fordi lønnen i Vietnam er meget lavere, at der skal betales en tredjedel i bestikkelse i alle led, og at grunde i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon) og Hanoi er næsten lige så dyre som i Tokyo. Måske derfor blev Celadon Palace opført i Hue.

Og så tilbage til krigen, selv om den sluttede i 1975.

Jeg spurgte Stroll, om vietnameserne hader amerikanerne. Han har boet her så længe, at han må vide det.

»Nej,« svarede han. »Alle vietnamesere ved, at vi har brug for turisterne. Og vietnameserne er også meget interesserede i omverdenen. Det kan være lidt vanskeligt, fordi det kommunistiske styre forsøger at lægge hindringer i vejen med blokade af eksempelvis Facebook og Hotmail. Men mange har fundet ud af, at hvis de går ind på en udenlandsk platform, kan de skaffe sig adgang. Så de ved godt, hvad der sker derude.«

Jeg kunne ikke forlade det smukke hotel uden endnu en omgang massage. Det blev firhændigt og kostede 220 kr. To kvinder, fire hænder. Det føltes lidt som synkronsvømning.

LÆS OGSÅ: Vietnams hemmelige tropeparadis