Trafikkaos og skønhed i Vietnam
En tur med en rejseleder, der er som et omvandrende leksikon, er intet mindre end fantastisk.
Fem-seks døde pattegrise, meterhøje, brede bure med levende kyllinger, fire-fem meter høje træer, 10-12 store ølkasser, 25-30 spisestuestole, 45-50 plasticdunke á 10 liter, 40-50 æggebakker med 24-30 æg i hver. Eller simpelthen en hel familie; far, mor og to børn.
Hvad der i Danmark ville kræve en mindre lastbil, klarer vietnameserne med en beskeden motorcykel.
Ingen grænser synes der at være for, hvad der kan transporteres fra et sted til et andet på en helt almindelig motorcykel.
Og dem er der millioner af i Vietnam. De er overalt, og alle former for gods stables i så grosteske mængder på disse tohjulede køretøjer, at det ikke bare forekommer som en uforsvarlig trussel i trafikken, men også som en helt utrolig præstation, at føreren kan holde balancen.
Men hvor man i Danmark givet ville være blevet stoppet af politiet og have fået en bøde eller flere klip i kørekortet, er det en helt naturlig del af vietnamesernes hverdag og tradition at surre alle mulige former for gods fast overalt på motorcyklen.
Godset stikker flere meter op i luften og ud til siden. Og er der ikke plads bag på motorcyklen, stabler de det bare op foran manden eller kvinden, der styrer.
Af og til spekulerer man over, om der overhovedet er nogen til at styre motorcyklen, så overlæsset med varer er den. Men kigger man godt efter, kan man som regel finde et ansigt. Det ansigt, som styrer det hele med stoisk ro.
En trafikfarlig hovedstad
Netop landet med det femstjernede Qatar Airways i lufthavnen i Hanoi, Vietnams hovedstad, og vel inde i byen, fortæller vores rejseleder, Per Christensen fra Albatros travel, at selv om gaden er sort af motorcykler, skal vi bare vente, til vi kommer til Ho Chi Minh City, det tidligere Saigon, om nogle dage. Her er endnu flere tohjulede. Man skulle ikke tro, at det var muligt, for det virker nærmest umuligt at presse flere motorcykler ind i gaden, hvor de bevæger sig i et tilsyneladende anarkistisk mønster, hvor alle - selv i krydsene - får snoet sig igennem.
Men galt går det da også. Hanoi er den by i verden med flest trafikdræbte, fortæller rejselederen. Som illustration nævner han, at bystyret i Hanoi på et tidspunkt havde gjort en særlig indsats for at få nedbragt antallet at trafikdræbte. I den efterfølgende uge døde der »kun« 100 i trafikken.
Per Christensen skal være vores rejseleder på rundturen i Vietnam, og allerede de første timer sammen med ham viser, hvor meget mere man kan få ud af en tur med en vidende, naturlig og sympatisk rejseleder end at drage ud i verden på egen hånd og med ”Turen går til Vietnam” i bagagen.
Rejseleder er et hit
Vel kan man læse sig til meget, men man får langt fra alle de informationer, oplevelser og fortællinger, som man gør med en rejseleder af denne kaliber. Og som samtidig sørger for meget af det praktiske så som indtjekning, mad, drikke og organisering af drikkepenge, der er obligatorisk i Vietnam. Det er min første rejse med rejseleder, der styrer os igennem et fast program dag for dag, og jeg må tilstå, at det var en overordentlig god oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg ikke ville have oplevet alt det og fået alt det at vide, som rejselederen kunne fortælle. Der var ikke det, han ikke vidste, og de få gange, han måtte melde pas, sagde han det ærligt. Det er ikke rimeligt at sammenligne rejselederen med guiderne på charterrejser, der taler ned til én i et kunstigt sprog, men alligevel. Denne rejseleder var i topklasse.
Besøg i børneby
Det er oplevelserne også. De består af en blanding af at besøge turistperler og komme helt tæt på den almindelige vietnamesers hverdag.
Vores første besøg er på SOS Børnebyerne i Hanoi for at se, hvordan forældreløse, vietnamesiske børn hjælpes til at få en bedre fremtid med hjælp fra donorer i rigere dele af verden. Vi har 300 dollars og kage og slik med til de 193 børn, der lever sammen med en ”mor” i 16 familiehuse, der ligger spredt i et grønt område med græs og træer. I klasseværelserne synger og leger børnene, og uden for løber en lille, mørkhåret pige rundt med en dreng efter sig. De ser ud til at have det godt, og man får let det indtryk, at de lever et bedre liv her end udenfor, hvor mange lever et fattigt liv og f.eks. laver mad og spiser på små borde på fortovet, fordi deres lejligheder er så små.
Luksus til havs
I Halongbugten, som vi når efter nogle timers kørsel i bussen med aircondition, er der til gengæld dømt luksus. Vi installeres i flotte kahytter med bad og toilet i en vietnamesisk junke af de bedre og spiser små, lækre retter af rejer, blæksprutter, krabber, forårsruller, kylling og grønt. Vi er det eneste rejseselskab om bord det næste døgns tid, hvor vi sejler ud i bugten med de 3.000 kalkstensbjerge, der blev skabt for fem mio. år siden og stikker op af det grønne vand. Det er meget smukt, og derfor er det også en kæmpemæssig turistmagnet.
Desværre er vandet beskidt, for vietnameserne har et temmelig afslappet forhold til, hvad de gør med deres affald, herunder fra toiletbesøg. Når de fleste af de mange andre junker med turister hælder toiletaffaldet direkte ud i vandet, hjælper det kun lidt, at vores skib samler det op i en tank.
Masser af indtryk
Næste morgen går turen fra junken i små både ud til en vandlandsby, hvor 125 huse i alskens stærke farver flyder på vandet. Vi modtages med smil af det fattige fiskerfolk og får lov at komme ind at overvære børnene blive undervist. Tilbage på skibet slapper vi af i liggestolene på dækket, mens vi nyder solen og udsigten. Vi skal i land, tilbage til Hanoi, hvor vi om aftenen ser et berømt vanddukketeater. Tredjedagen begynder som passager mageligt placeret i et sæde foran en senet vietnamesisk mand, der tramper i cykelpedalerne og kører os rundt i det indre Hanoi. Gaderne har navne efter de varer, der sælges i gaderne. Stål, kobber, bronze, skabe, papir, silke, te, kaffe, krydderier. Der er et inferno af motorcykler og biler, der dytter og båtter, mens køretøjerne i en dunst af benzinos i et sindrigt system snor sig mellem hinanden i et mønster, der forbliver et mysterium.
Egentligt er det mærkeligt at sidde her, helt roligt og ikke være nervøs for at blive trafikoffer, men på en eller anden måde har man allerede vænnet sig til trafikken. Og det at gå over gaden, som den første dag forekom som et livsfarligt eksperiment, går nu også fint. Selv om gaden er tyk af køretøjer i begge retninger, skal man bare gå ud, stille og roligt, man må endelig ikke løbe, og selvfølgelig skal man have øjnene med sig, men så går det.
Saigon og dyre biler
Inden vi flyver til Saigon, besøger vi en af byens berømte pagoder, Ensøjle-pagoden, Litteraturtemplet, Ho Chi Minhs mausoleum, hvor de jordiske rester af vietnamesernes elskede landsfader opbevares i et sarkofag, og hans beskedne hus bygget på søjler med vietnamesiske landhuse som forbillede. Også her er der bonuspoint at hente fra rejselederen, der fortæller, at turistoplysningerne om, at Ho Chi Minh hvert år sendes til Moskva for at blive peppet op, er forkerte. Det klarer vietnameserne selv.
Sydvietnam er rigere end Nordvietnam, hvilket også ses i Saigon. Her er mere vesterlandsk, fattigdommen er mindre, her er nye højhuse, brede, rene boulevarder, velklædte forretningsfolk og kvinder i høje hæle og nederdele, en tæthed af dyre biler som Mercedes, BMW og Lexus samt alskens dyre mærkevareforretninger. Men larmen fra dyttende køretøjer er den samme.
På sejltur i Mekong-deltaet
Vi er kun kortvarigt i Saigon, før vi kører til Mekong-deltalet. Det er et meget frodigt område, landets spisekammer, hvor klimaet tillader, at der kan dyrkes ris helt op til tre eller fire gange om året. Efter en overnatning på et overdådigt, femstjernet hotel i fransk kolonistil, Victoria Hotel, hvor det ville have været rart at tilbringe en dag mere, f.eks. ved poolen, sejler vi tidligt om morgenen med en junke ud på floden.
Vi indtager et herligt morgenmåltid på dækket, før vi går om bord i små både, der sejler os til et flydende frugt- og grøntmarked. Floden er tæt af tøffende både læsset til bristepunktet med varer, og her, som alle andre steder, skånes vi ikke for lynhurtigt at blive opsøgt af fattige vietnamesere, der vil sælge os bl.a. sodavand, øl, frugt og chokolade. I en af kanalerne går vi i land og ser, hvordan alle dele af kokosnødder udnyttes. Smagsprøver får vi også. Bagefter ser vi, hvordan man laver riskager, som vi også får lov at smage. At sejle sådan rundt i en lille båd giver en fantastisk oplevelse. Og giver stof til eftertanke, for når man ser en vietnamesisk dreng sidde og skide ud i vandet for bagefter at se en mor vaske grøntsager i det samme vand, og dernæst ser en dreng vaske sig og en mor vaske tøj i det samme vand, så kommer man til at tænke på, at vi skal være glade for det rene vand, vi har i Danmark. Det sætter vores eget liv i perspektiv.
Et historisk vingesus
Tilbage i Saigon - og et besøg i de berømte Cu Chi-tunneller - når vi en rundtur i Genforeningspaladset, det tidligere præsidentpalads i Sydvietnam, der den 30. april 1975 blev omringet af nordvietnamesiske kampvogne og indtaget. Erobringen markerede Vietnam-krigens afslutning og de nordvietnamesiske kommunisters sejr. Kort før, at en kampvogn kørte gennem gitterporten, der omgiver paladset, havde de sidste amerikanske helikoptere forladt stedet. Inde i paladset kan man genopleve det hele i billeder, hvilket gør et stort indtryk.
I bussen på vej til lufthavnen må vi medgive rejselederen, at koncentrationen af motorcykler i Saigon rent faktisk er større end i Hanoi. Så abnormt er det, at vi alle farer frem i bussen for at fotografere løjerne.
LÆS OGSÅ: Grusomme minder om krigen