Laos er Asiens glemte ansigt

Hvor er I på vej hen?« spørger vores guide på laotisk en småbørnsfamilie på en stejl skråning.

De har de traditionelle bambusfletkurve på ryggen med alt fra grøntsager til kul.

Familien er på vej hjem fra deres mark, forklarer faderen, mens hans tre små piger generte, men nysgerrige gemmer sig bag ham. Det er almindeligt at hilse på hinanden på den måde, forklarer guiden og kommer mit spørgsmål i forkøbet.

Det havde længe undret mig, at der var så mange på vores vej, som de to lokale guider, Mung og Chao, kendte. Som fremmed taler man venligt sammen, når man passerer hinanden. Måske fordi det er begrænset, hvor mange man egentlig møder på disse kanter.

Det virker uspoleret

Vi er kommet til en grøn bjergegn i det nordlige Laos efter blot en times kørsel, et mindre vandfald, der skulle forceres vertikalt, og to timers vandring. Alligevel har man fornemmelsen af, at ingen før os har sat deres fornuftige gummisko her. Det passer selvfølgelig ikke, men de eneste, vi møder på vores vej, er lokale bønder, og det giver alligevel en oplevelse af noget autentisk. Noget uspoleret og oprigtigt.

De lokale lever også ufortrødent videre, som de har gjort i flere hundrede år. De har været isoleret fra og dermed næsten uberørt af alle de nationer, der gennem tiderne har gjort sig til herrer over Laos og alle de krige, som landet er blevet fanget i ildkampene af.

I mange år var landet med over seks millioner laoter lukket for turister, og først i løbet af 1990’erne blev det nemmere at rejse dertil. Siden da er det gået stødt fremad for Laos, der dog også snublede i det globale væg-til-væg tæppe ved navn finanskrisen.

Samarbejde med Kina

Atter i knæ kunne Laos i 2008 øjne den faretruende plads i slutfeltet af verdens 20 mest fattige nationer anno 2020, men har nu fundet varme under den røde vinge, som Kina har strakt ud.

Laos deler sine rige naturressourcer i form af bl.a. træ med kineserne, der så til gengæld bygger gode veje og lægger jernbaner. Kina, der aldrig er sen til at øjne en chance, skeler også til, at landfaste Laos er omgivet af Myanmar, Kina, Thailand, Vietnam og Cambodja og udgør dermed en værdifuld placering i forhold til handelsruter.

De fremmede falang

I det laotiske højland mærker man dog ikke, at Laos er blandt de fattigste lande i verden. I de frodige, fugtige omgivelser, hvor befolkningen dyrker jorden, er der mad nok. Ingen sulter.

At dømme på de lokale Hmong- og Khmu-stammer har de dog ikke nået et mætningspunkt, når det kommer til af turister. Tværtimod. I landsbyen Vieng Hin bliver der suget til sig med til tider vantro blikke ved synet af de hvide, høje skabninger, der kommer vandrende ud fra junglen ved bjergets fod. Guiden Mung afslører, at vi kun er andet hold af fremmede, falang, der besøger stedet. Med det in mente er det måske ikke underligt, at de lokale stopper op i ren apati af forbavselse.

I landsbyen Ban Pha Yong har moderniteten gjort et noget tydeligere indtog. Den lokale høvding, Mr. Wu, har fået et fjernsyn, og mange af landsbyens børn sidder foran flimrekassen – musestille og badet i det blå lys, som var de blevet hypnotiserede af de elektromagnetiske bølger.

Også i denne landsby bor der både Hmong- og Khmufolk. De blev for år tilbage af regeringen opfordret til at slå sig ned i samme områder, så de kunne hjælpe hinanden, eftersom landsbyerne i de fjerne egne blev mindre og færre. De holder sig i hver sin ende af byen, men for en falang er den eneste forskel at spotte, måden hvorpå de to stammer bygger deres huse. For Hmong og Khmu’erne er der en verden til forskel.

På besøg i fortidens Østen

Der findes 132 forskellige etniske grupper i Laos, hvoraf den største er Lao loum, der stammer fra lavlandet. Det er dog specielt bjergstammerne og deres kulørte klædedragter og primitive levevis, der er interessant for turister.

Hmong og Khmu-stammerne er de største, og især byerne Luang Namtha og Muang Sing er populære steder at arrangere de såkaldte hill-tribe treks fra, der som oftest også inkluderer, at man overnatter i stammernes landsby og måske endda hos familierne.

Efter nogle dages vandring i det bakkede terræn, får man et godt indblik i deres simple, men rige liv, hvor børnene hver aften bader ved byens brønd, og storfamilier spiser sammen i bambushytterne fyldt med grå røg fra ildstedet, så de tørstige myg holdes på afstand.

Mekong-floden er hovedpulsåren

Vi rejser videre af Laos’ hovedpulsåre, den bugtende Mekong-flod, der strækker sig fra Tibet til Vietnam og lægger til ved nationens stolthed, byen Laung Prabang. Af Unesco betegnes den som verdensarv, fordi den stadig rummer den skønhed, atmosfære og mystik, som man forbinder med fortidens fjerne Østen.

Den tidligere kejserby ligger på en halvø mellem Mekong- og Nam Khan-floden og er pakket ind i grønne bjergskråninger, gyldne templer, fransk arkitektur og en tilbagelænet boheme-stemning, hvor livet bedst indtages i små, udendørs spisesteder og barer med udsøgt mad og kolde øl under de kulørte lamper. Og så er lokalbefolkning tilmed så venlig og oprigtige, at de næsten ikke kan få sig selv til prutte om prisen på aftenmarkedet.

Luang Prabang anslås at være den bedst bevarede by i Sydøstasien, og den påstand fristes man til at sætte udråbstegn efter, når man har rundet hovedstaden Vientiane. I modsætning til Luang Prabang er den ikke særlig billedskøn, og befolkningen er vant til turister (på godt og ondt – mest sidstnævnte).

Men alligevel er den slet ikke stor nok til at mestre den neonoplyste forførelse, som asiatiske storbyer formår at charmere turister med – så de helt glemmer det mindre flatterende udseende i dagslys. Dog huser byen landets største buddhistiske helligdom, den forgyldte That Luang stupa, og parken Xieng Khuan, der rummer en fascinerende samling buddhistiske og hinduistiske skulpturer. Men efter en dag i hovedstaden, er man klar til at drage tilbage til Laung Prabang, der med sin ægthed hurtigt bliver de fleste besøgendes øjesten.

Mytiske begravelsesurner

Fornemmelsen af at man i Laung Prabang er sat tilbage i tiden, fuldendes hver morgen kl. 6, når munke går rundt i de smalle gader, før duggen er lettet, og samler mad ind fra trofaste lokalbeboere.

Laos er det eneste buddhistiske land, der stadig holder den tradition i live. Og hvis man da ellers kan løsrive sig fra den tryllebindende stemning i Luang Prabang, er der gode muligheder for at drage på ture derfra, da det er det nordlige Laos’ transportknudepunkt.

De færreste turister vælger at tage turen til Phonsavan, fordi den byder på syv timer i en bumlende bus. Til gengæld venter der et ubeskriveligt syn i den anden ende:

På sletten Plain of Jars ligger 334 gigantiske kalkstenskrukker, der siges at være 2.000 år gamle. Ingen ved med sikkerhed, hvad de blev brugt til, men de fleste tror, at de fungerede som begravelsesurner.

De enorme efterladenskaber, der vejer op til 6 ton og er op til to meter høje, findes i store klynger spredt over området og former landskabet med tusindvis af krukker. De beretter om en civilisation, der ikke længere eksisterer, men når man går blandt dem, føler man alligevel, at man er havnet i det gamle, mystikomgærdede Østen. En verden, man ikke længere troede, eksisterede.