De tilgroede templers land

Angkor vidner om dengang, landet var hovedsæde i Sydøstasiens mægtigste imperium – Khmerriget.

Et rige, der bredte sig over Thailand, Vietnam og Laos, lige indtil khmererne blev fordrevet og efterlod templerne til naturens vold. Bastante træer skød op gennem de enorme bygninger og fik de tykke borgmure til at rasle sammen – nærmest som et ildevarslende tegn på den ondskab, der senere skulle slå rødder i den cambodjanske folkesjæl.

Den enorme ruinby Angkor i Cambodja tager pusten fra enhver besøgende. Bogstaveligt talt.

Selv om man bruger flere dage på at gå på opdagelse i tempel-området og bestige de utallige trapper, ser man kun en flig af, hvordan en af fortidens største civilisationer forskansede sig.

Mesterlige arkitekter stod bag bygningerne i området Angkor, der strakte sig over 630 kvadratkilometer, da området var på sit højeste tilbage i 800-tallet. I dag er der kun 100 tempelkomplekser tilbage i den tidligere verdensmetropol, der i 500 år var centrum for Sydøstasiens Khmerrige. Thaierne erobrede og ødelagde det i 1432, så kongen og én million beboere måtte flygte til Phnom Penh, der i dag er hovedstaden i Cambodja.

Området blev overladt til den altopslugende jungle, og først 400 år senere genopdagede franskmændene stedet, der ligger lidt uden for byen Siem Reap, og begyndte at restaurere den engang så mægtige hovedstad.

Når man bevæger sig rundt blandt de enorme bygningsværker af polerede sandsten, får man et begreb om, hvor rig en kultur der eksisterede, og hvor stor tempelbyen i den frodige jungle egentlig var.

Hollywoods perfekte kulisse

Det velbevarede hovedtempel Angkor Wat er kronen på værket og er det største hinduistiske tempelkompleks i verden. De sirligt udsmykkede vægge vidner om en mageløs hengivenhed, og helligdommen, der blev bygget til de guddommelige konger, bruges i dag af buddhistiske munke.

Med sit omfang og strukturelle harmoni anses det for at være den største af de arkitektoniske genistreger, der blev begået af Khmerkulturen. Især når man holder for øje, at bygningerne blev til ved hjælp af elefantkræfter, bambusstilladser, remskiver og kokosreb – uden nogen former for mørtel. Hollywood har også for længst kastet sin kærlighed over de grandiose kulisser. Både Angelina Jolie som Lara Croft og Harrison Ford i form af Indiana Jones har med alvorlige miner rendt rundt omkring Ta Prohm, der er blandt de mest tilgroede af de okkergrønne templer. Og det gør selvfølgelig stedet til en attraktion i sig selv.

Af andre velbesøgte bygninger er også stats-templet Bayon, hvis sider er udsmykket med 216 ansigter hugget i sten, og de overpyntede porte i bymuren Angkor Thom.

Et begreb som ”historiens vingesus” er en fattig metafor til at beskrive, hvordan det føles at besøge Angkor, der vel bedst kan beskrives som et monument over datidens storhed. Oplevelsen dramatiseres yderligere af, at naturen også har valgt at vise sin overlegenhed ved at lade snoede fyrtårne med trækroner skyde op gennem ruinerne og sågar visse steder lade træerne vokse oven på bygningerne.

Flydende landsbyer

Efter en dag blandt Angkors templer er det lidt af en kulturskuffelse at komme tilbage til nutiden i Siem Reap. Bevares, byen har da nogle dejlige spisesteder og et ganske godt marked, men de er hverken historiske eller graciøse, som templerne i byens tilgroede baghave.

Derfor haster de fleste også videre forbi de smukke ris- og lotusblomstmarker til søen Tonle Sap. Den 100 kilometer lange sø, der også er en biflod til Mekong-floden, huser nemlig 170 flydende landsbyer, hvoraf Chong Kneas er den mest besøgte.

Der ser man alt fra flydende kirker til skvulpende kiosker, og hvordan børnene leger med hinanden – i hver sin blikspand. Mange af søens beboerne er fattige, vietnamesiske flygtninge, hvilket gør hele attraktionen mindre … attraktiv. Mest af alt fordi det er bådejerne, der skovler penge ind på at sejle turisterne rundt blandt de flydende landsbyer.

Dødens mark

Fra Siem Reap går turen til hovedstaden Phnom Penh. Det kan godt gøres i båd på Tonle Sap, men det tager samme rum tid som i bus, 5-6 timer, og man sidder væsentlig mere behageligt i bussernes brede, lænestolsagtige sæder.

I Phnom Penh venter der mere storbyliv, som især former sig langs vandet, hvor de lokale spadserer på promenaden ud til Mekong-floden og dyrker fælles workout, mens trafikken hastigt dytter sig forbi.

Her får man for første gang en fornemmelse af, at der er mange turister – til trods for de relativt få seværdigheder. De fleste spadserer gennem byen og beundrer de franske bygninger fra kolonitiden og runder nok også det royale palads og templet Wat Ounalom, men mange er der også for at se noget helt andet og mindre opløftende: Killing Fields – Dødens mark.

I en tidligere frugtplantage i byen Choeung Ek myrdede og massebegravede De Røde Khmerer cambodjanere i tusindvis, og i dag har man fundet rester fra 20.000 mennesker i området. Dem, der virkede som en trussel mod den kommunistiske ideologi, blev i hemmelighed dræbt i den lille lund, der ligger 15 kilometer uden for Phnom Penh - ofte tævet ihjel for at spare dyrebare kugler. De store huller i det grønne område vidner om, hvilke grusomme fund man i 1980’erne gjorde sig, da man opdagede massegraven, der blot er én af mange. Midt i Killing Fields står en glassarkofag med 8.000 kranier, der skal huske besøgende på den brutalitet, som slet ikke er så fjern en fortid endda for landets 15 millioner cambodjanere.

Spis som en ægte khmer

For ikke at rejse fra Cambodja med en alt for bitter eftersmag af den magtesløshed, dets folk har oplevet, kan man dulme mundhulen med noget af den dejlige mad, som landet også byder på. En del madlavningskurser i Phnom Penh hylder ”de rigtige” khmerer og deres køkken. For ikke alene byggede khmererne det pompøse Angkor, de lagde også grundstenene til nogle solide, kulinariske traditioner.

De færreste har nok hørt om Cambodjas køkken, men flere mener faktisk, at de omkringliggende lande såsom Vietnam og Thailand har fået deres inspiration fra netop Cambodja, dengang disse lande hørte under Khmerriget. Det kræver blot et enkelt måltid i Cambodja, før man får smagsløgene op for de rigdomme, som Khmer cuisine byder på. Nationalretten hedder Amok dt’ray eller mere populært: Fish amok. Det er dampet fisk i et bananblad med en karry-kokos sovs, der smager af både lime, galanga-rod, citrongræs, hvidløg, fiskesauce og chili i én stor herlig smagseksplosion – akkompagneret af en mør, lys fisk i en cremet, frisklavet kokosmælk. Det er en ret, som, mener man, stammer helt tilbage fra storhedstiden under Khmerriget. Dengang Angkor var en svulmende by, og khmererne herskede over flere lande. Længe før Cambodja blev de tilgroede templers land.