Under Himalayas himmel

Lyden af koklokker bimler rundt om hjørnet. Få sekunder efter kommer fire yak-okser lastet med gasflasker og store sække fyldt med grøntsager gående langs den smalle sti på bjergsiden. Med adstadige skridt passerer de os på vej mod næste landsby i dalen.

Kort forinden er en ung sherpa kommet travende forbi med tre store gipsplader på den lange side af to meter bundet fast i en bærerem, som han balancerer med pandebrasken. Iført klip-klappere. I 3.500 meters højde. Den slags får unægtelig ens egen fysiske formåen til at blegne, når man hiver efter vejret med blot en lillebitte rygsæk på ryggen.

Vi er i Nepals Everest-område. Det er her, verdens højeste bjerg, Mount Everest, ligger, det er her, bjergbestigere flokkes for at tage turen til de højeste tinder, og det er her, man hurtigt føler sig uendeligt lille, når man står ansigt til ansigt med de enorme bjergmassiver.

Det er først efter et par dage, at fornemmelsen af at vandre rundt i en storslået kulisse forsvinder. Hidtil har udsigten forekommet så hysterisk perfekt, at den næsten kun kan være iscenesat. Uanset hvilken retning man lader blikket hvile, troner imposante bjerge med en dybblå himmel som bagtæppe, mens solen kaster sin lyskegle på de majestætiske tinder som den ultimative lysmester.

Men den er god nok. Sådan ser her ud dag efter dag. Og ved synet af Mount Everest får historiens vingeslag det til at skælve en smule indvendigt.

Lune dage, kolde nætter

Det er mange kilometer siden, at vejene er ophørt. Det sidste stykke asfalt, vi har set, lå på den diminutive landingsbane ved byen Lukla i 2.800 meters højde. Og det er i øvrigt ikke mange år siden, at den blev opgraderet fra en støvet gruslandingsbane.

Det priser man sig lykkelig for, når flyene lander og letter på den 475 meter lange landingsbane, der hælder kraftigt ned mod afgrunden og dalen nedenfor. Det er ganske praktisk. Så kan flyene nå at bremse under landingen eller få tilstrækkeligt med fart på, når de letter.

Med udgangspunkt i Lukla har vi tilbragt de seneste dage på trek i Himalaya-bjergene i det østlige Nepal. Første stop er landsbyen Monjo i Khumbu-dalen. Vi befinder os i Sagarmatha Nationalpark, der dækker et areal på 1.148 kvadratkilometer og siden 1979 har været at finde på Unescos verdensarvsliste.

Formålet med turen er selvsagt at opleve den unikke natur, der kendetegner Himalaya, men ingen af os i rejsegruppen er hverken udpræget bjergklatrere eller friluftsmennesker med hang til primitive overnatninger i telt. Det behøver vi heldigvis heller ikke. Langs vores vandrerute overnatter vi i hytter, som det lokale nepalesiske selskab Everest Summit Lodges står bag. Og det er lig med luksusforhold – på Himalaya-præmisser forstås. For her er hverken jacuzzi, fitnessrum eller swimmingpool. Luksus i denne sammenhæng er en veltilberedt tre-retters menu, varmetæppe i sengen, træk-og-slip-toiletter og ikke mindst muligheden for et varmt bad.

Den slags lærer man at sætte pris på, når temperaturen udenfor falder til frysepunktet om natten. Derfor kan de første par timer være ganske kolde, når dagens vandring begynder kl. otte om morgen. Og sidst på eftermiddagen forsvinder varmegraderne hurtigt i takt med, at solens stråler går ned bag de høje bjerge.

Højsæson for trekkingture til Everest-området er fra marts til maj og september til november. Det er i teorien muligt at vandre hele året, men kulden er hård i vintermånederne, og monsun-regnen falder tungt om sommeren, så forår og efterår er ubetinget de bedste tidspunkter af året til at vandre i Sagarmatha.

Læser man rejseskildringer på forhånd, har det populære område fået et ry for at være en anelse overrendt, men her i midten af november møder vi ikke mange mennesker på vores færden langs bjergstierne. De hyppigst forbipasserende er de hårdtarbejdende sherpaer, som slæber alskens varer op i højderne. Alt efter længden af turen og mængden af gods på ryggen kan en bærer typisk tjene 20 dollars om dagen. Og de skal gerne nå at tjene deres penge, mens de kan, for det er et opslidende arbejde at bære madvarer, bygningsdele, ja snart sagt alle typer fornødenheder op og ned hver dag i et par kilometers højde.

Alting skal transporteres på ryggen af sherpaerne, yak-okser eller dzoer, som bedst kan beskrives som en blanding mellem en ko og en yak. Både bærere og dyr færdes med en lethed, som ikke er alle besøgende forundt.

Stenene, som stierne er bygget af, ser i mange tilfælde ud, som om de er tabt fra omtrent to meters højde, og man finder ofte sig selv på spring mellem trin med op til en halv meter i højdeforskel. Det er charmerende, at naturen ubetinget sætter dagsordenen i det uvejsomme terræn, men det stiller samtidig visse krav til de vandrendes mobilitet.

Samtidig spiller luftens lave iltindhold også en rolle, særligt når man kommer over 3.000 meters højde. Derfor er det vigtigt at tage det med ro, når man kommer op i højderne og giver kroppen tid til at vænne sig til forholdene.

Efter første stop i Monjo er vi vandret over områdets hovedby, Namche Bazaar, og videre til næste overnatningssted i Tashinga i 3.450 meter. Herfra nyder vi synet af Ama Dablam, der med sin bemærkelsesværdige form rager 6.812 meter op i luften, og af mange bliver betragtet som et af klodens kønneste bjerge. Det er svært at være uenig.

Et simpelt liv

Umiddelbart virker det som en kakofoni af lyde. Men munkene lader til at høre en sammenhæng, som vi uindviede tilhørere umiddelbart har svært ved at fange. De sidder på fire rækker og messer deres bønner, mens ung munk skænker te op i små kopper. En enkelt slår på tromme, andre klemter på små klokker. Vi befinder os i et smukt dekoreret rum, hvor farverige malerier og mønstre dækker de rødmalede vægge og loftet. På et lille plateau i den ene ende af salen sidder ceremonimesteren under en flere meter høj gylden Buddha-statue.

Efter en overnatning i Tashinga er vi vandret videre til landsbyen Tengboche, der er hjemsted for et buddhistisk kloster. Det er her, vi overværer en af munkenes daglige ceremonier.

Mange Everest-ekspeditioner passerer forbi klostret på deres vej til basecamp. Tenzing Norgay, der sammen med sir Edmund Hillary var første mand til at bestige Mount Everest, er født i området, og sammen med klostret udgør landsbyen i dag et vigtigt kulturcenter for sherpa-folket, hvor de dyrker deres traditioner og tro.

Med sin placering i 3.867 meter er Tengboche et af de højeste punkter under vores trek. Det mærkes på lungekapaciteten, men de fysiske strabadser bliver ud over besøget på klostret belønnet med en panoramaudsigt til en perlerække af Himalayas mest sagnomspundne toppe som Everest, Nuptse, Lhotse, Ama Dablam, Thamserku og Tawache.

Træt i hovedet og benene af den tynde luft overnatter vi endnu en nat i Tashinga, inden turen næste dag går til Mende i 3.700 meter. Det er individuelt, hvordan ens krop reagerer på højden, og selv om man er i god fysisk form, er det ingen garanti for, at man slipper for problemer som hovedpine og en dårlig nattesøvn.

Ifølge vores oprindelige plan skulle vi næste dag have vandret til den gamle handelsby Thame, men et voldsomt blæsevejr forsinkede vores afgang fra Katmandu til Lukla med en enkelt dag. Derfor ændrer vi planer og vender vandrestøvlernes snuder mod Katmandu. Vi har dog en enkelt afstikker på vejen ...

Rotorbladene snurrer heftigt over hovederne på os. Ud over piloten kan vi kun være tre mennesker i helikopteren.

På grund af den tynde luft er dens bæreevne kraftigt nedsat, og der, hvor vi skal hen, er luften endnu tyndere. Derfor flyver piloten, der kommer direkte fra det lavereliggende Katmandu, med et iltapparat for munden, så han ikke besvimer af det lave iltindhold.

Kort efter svæver vi hen over dalen, hvor vi har vandret i dagene forinden, og så fortsætter vi ellers med at stige. Op i over 5.365 meter til den berømte basecamp, hvor de fleste bjergbestigere tilbringer indtil flere uger, inden de prøver kræfter med verdens højeste tinde.

Vi stiger, indtil vi hænger i luften over det berømte isfald på sydsiden af Mount Everest. Det ligner, at isen nærmest kommer brusende ud af bjerget. Det er overvældende, og nærmest ubegribeligt, at nogle mennesker overkommer den slags forhindringer på deres vej mod toppen.

Herefter går turen tilbage til først Lukla og siden Katmandu. Og selv om man hurtigt stiger ned fra højderne, brænder udsigten til bjergene og himlen over Himalaya sig fast på nethinden.

Det er lige til at blive høj af.

Tre råd til rejsen