Under verdens tag

Vi flyver langs ”verdens tag” - højt over skyerne, der lå som en dyne, da vi lettede i Bhutan. Men nu sker miraklet: De spreder sig lidt, og verdens højeste, sneklædte bjerge dukker frem af skylaget, tindrende hvide i solen. Et betagende syn. Her rejser Himalayas bjerge sig godt otte kilometer i vejret og højest af dem alle, 8.848 m.o.h. Mt. Everest, som indtil nu har kostet godt 200 bjergbestigere livet i deres stræben efter at nå toppen.

Vi passerer grænsen til Nepal og vil inden længe lande i hovedstaden, Kathmandus, lufthavn.

Kathmandu! Eksotisk, mystisk, eventyrlig er nogle af de tillægsord, der er hæftet på hjemmefra. Et besøg skal vise, om ordene holder. Første indtryk er en tålmodighedsprøve i lufthavnen med nøje granskning af pas, visum og indrejseformular.

Bussen med selskabet skrumler af sted side om side med lokale busser, som er stuvende fulde af folk, der medbringer de besynderligste ting fra madrasser til grøntsager. Her er snavset, luften er tyk af støv, som trænger ind overalt. Det flyder med affald. En virkelig kontrast til Bhutan.

Rødstenshuse

Vi er på vej mod øst - væk fra byen. Selve Kathmandu må vente. Her bygges i stor stil. Kathmandu kravler ud mod de omliggende landsbyer og lægger beslag på en stor del af den frugtbare jord. Det er næsten helt hjemligt at se så mange rødstenshuse. Nepaleserne laver selv murstenene af ler fra Kathmandudalen, hvor der i tidernes morgen lå en stor sø. Imellem nogle af husene langs den store vej er der stadig landbrug med intensivt dyrkede arealer - tilmed en fåreflok. Målet er landsbyen Nagarkot i 2.136 meters højde.

Bussen kravler langsomt op ad bjerget i hårnålesving, hvor chaufføren river i rattet for at komme rundt i ét hug. Heldigvis er her så smukt, at man kan abstrahere fra den halsbrækkende køretur. Sennepsmarker lyser gult på sirligt anlagte terrasser, der bearbejdes med primitive redskaber, som vi kun kender fra museumsbesøg. Risen er høstet, mens kartoflerne er lagt i rækker som i højbede. Toppene her er ganske små, så hvornår mon de høstes? Øvrige afgrøder er fortrinsvis majs, bønner og oliefrø.

Efterhånden bliver vejen til noget, man tror er løgn. Er vi kørt forkert? Nej, vi er på vej til et flerstjernet hotel, som ikke er ene om at have et vejproblem. Det er statens pligt at udbygge vejene. Men heller ikke på dette, som så mange områder, sker der noget i Nepal, hvor det politiske slagsmål fortsætter, selv om borgerkrigen (1996-2006) formelt er slut. Til sidst må hotelejerne selv betale, hvis de fortsat vil have gæster ...

Solopgang over Mt. Everest

Hvorfor strømmer turisterne så til Nagarkot, når det tager så lang tid at køre de ca. 30 km fra Kathmandu hertil? Fordi det er fra denne højtliggende landsby, man har den suverænt bedste udsigt til solopgangen over Mt. Everest. Meget apropos viser hotellet en film om new zealænderen Edmund Hillary, der i 1953 sammen med nepaleseren Tenzing Norgay som de første nåede til tops.

Der er bebudet tidlig morgenvækning, men den udebliver. Et kig ud ad vinduet afslører hvorfor. Bjergene er hyllet i dis, og den opgående sol er blot en bleg afglans af sig selv.

Man kan ikke være heldig hver gang. Det er alligevel en skøn morgen med buffeten linet op på altanen. Hvad skulle der være i vejen for at indtage den udmærkede morgenmad iført overtøj og med handsker på?

Mange vandreruter udgår fra Nagarkot, f.eks. skulle man på fem timer til fods kunne nå Bhaktapur, Nepals hovedstad i ca. 250 år indtil 1482, da kong Yaksha Malla opdelte sit rige i tre kongeriger med hovedstæderne Kathmandu, Patan og Bhaktapur - et til hver søn.

Sidstnævnte er på Unescos liste over verdenskulturarven. Specielt tyskerne spytter flittigt i bøssen med henblik på genopbygning efter et par jordskælv og restaurering af de røde murstenshuse, mange i tre etager, og de murstens- eller sandstens belagte gader.

Motorcyklerne en plage

Bussen parkeres i Bhaktapurs udkant. Bilkørsel er ikke tilladt i den indre by, så vi spadserer gennem snævre handelsgader med småmarkeder og gyder, hvor dagliglivet ser ud til at foregå ret afslappet, næsten som i en landsby i en fjern fortid, hvor man kom hinanden ved. Mange af de daglige gøremål foregår udendørs - også den personlige hygiejne - og på større, åbne pladser og mindre arealer, måske blot et indhak fra gaden, er der udbredt presenninger, hvor barfodede kvinder iført lange skørter vender den nyhøstede og tærskede ris, så avnerne falder fra. Andre hvirvler fra store trådsier riskornene op i luften og fanger dem behændigt igen, mens avnerne flyver væk.

Nok er byen bilfri, men ikke motorcykelfri, så vi må konstant vige for byernes nye svøbe, motorcyklen, hvor der snildt kan sidde en stolt familie - gerne uden styrthjelm. Motorcyklen giver status. Selv om landet er fattigt, har en voksende middelklasse fået råd til motoriserede køretøjer. Mange vælger motorcykel frem for bil, for med den kan man sno sig i den kaotiske trafik med dyttende biler, trækvogne, dyr og mennesker.

Arkitektonisk perle

Byen er en arkitektonisk perle med huse af tegl og træ med smukke trædekorationer. Over alle stråler dog kongepaladset på Durbar Square. Det er fra 1400-tallet, men størsteparten af de nuværende bygninger fra 1700-tallet. Nævnes skal Den gyldne Port, som er af kobber og anses for at være et uvurderligt stykke kunsthåndværk. Her finder man også dalens eneste fem etagers pagode, Nyatapola, 30 meter højt. Det kan anbefales at spise frokost på første sal i nabobygningen, ligeledes med pagodetag, hvorfra man samtidig kan kigge ned på livet på pladsen.

Rundt omkring paladset ligger adskillige templer og pagoder med tilknyttede guder - helligdomme for såvel buddhister som hinduer.

Patan, en anden af de gamle kongebyer, kaldes også De tusind gyldne tages By. Den er verdens ældste buddhistiske by, og her lever fortsat mange buddhister, hvoraf mange ernærer sig som kunstsmede og fremstiller figurer og anden udsmykning til templer, pagoder og statuer af guddomme. For det er først og fremmest de mange helligdomme omkring kongepaladset på Durbar Square, der tiltrækker sig opmærksomheden.

Pladsen betegnes som den arkitektonisk mest vellykkede i Nepal med de smukke, rigt dekorerede bygningsværker. Det kan anbefales at søge ind i et af dem gennem en gylden dør til Patan Museum, der er indrettet i et tidligere buddhistisk kloster i en del af kongepaladset og anses for at være et af de bedste i Asien. Her får man indblik i Nepals kulturhistorie inden for arkitektur og religion: buddhisme, hinduisme og tantrisme. Størsteparten af de udstillede genstande er skulpturer og gyldne statuetter af de mange guddomme, ledsaget af forklarende tekster.

Patan, som har knap 200.000 indbyggere, ligger syd for Kathmandu, adskilt af floden Bagmati, men byerne er i realiteten næsten sammenvoksede. Kun trafikhelvedet afslører, at vi omsider er i Kathmandu.

Hornet i bund

Vi går i gåsegang fra busholdepladsen til Durbar Square i en luft, der er diset af støv og bilos fra biler og motorcykler med hornet i bund. De er ved at kvæle byen med 1,4 millioner indbyggere.

Vel fremme er vi inde i en anden slags trængsel: Et mylder af mennesker, der udøver religiøse handlinger med klokker og røgelsespinde; her handles med grøntsager, frugter, tørrede fisk, farvepulver og meget mere; her er bærere, der venter på arbejde, og turister som os, der er kommet for at se kongepaladset og de mange templer, pagoder, figurer, statuer, guder osv. med lange navne.

Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende? Systematikeren tager sin guidebog frem og går fra sted til sted med den, ivrigt læsende. Andre har en guide, som gør sit bedste for at fortælle om de enkelte bygninger, imponerende fra en side af.

Andre gør som jeg: Opgiver at holde tingene adskilt, nyder blot hele sceneriet, suger lugte-, syns- og lydindtryk til sig til lagring på den mentale harddisk - også fra energiske souvenirsælgere, der ikke tager nej for et svar, men stikker deres varer ind foran ens næse: ure, miniatureskakspil, knive, smykker, træskærerarbejder, masker, tæpper, postkort, sjaler og tørklæder ledsaget af et lokkende "pashmina, pashmina". De er nok ikke helt ægte.

Det er vanskeligt at stå for den unge, smukke mor, der med sit lille barn trygt sovende på ryggen igen og igen falbyder små nepalesiske stoftasker. Prisen bliver lavere og lavere, efterhånden som vi er på vej væk. Til sidst kapitulerer vi. Hun får udsolgt.

Tillægsordene, som jeg nu vil hæfte på Kathmandu, er: snavset, støjende - og dybt fascinerende.

Ligbrænding

På en bred flisebelagt gangsti langs Bagmati, en biflod til Ganges, leder køer og aber i affaldet uden at interessere sig for det, der foregår på den modsatte bred, hvor røgen er ved at lægge sig efter en ligbrænding.

Vi er ved Pashupatinath lidt nord for Kathmandus lufthavn. Det er et af hinduernes helligste tempelanlæg og Nepals pendant til Indiens Varanesi. Templet, der er på Unescos liste over verdensarv, er lukket for ikke-troende, altså vesterlændinge.

Vi fortsætter til en højtliggende udsigtsplatform med trapper. Her samles en broget skare - måske pilgrimme, der har taget et rituelt rensende bad i floden, måske folk, der gerne vil overvære begravelsen, men ikke er tæt nok på afdøde til at deltage i ceremonien, måske blot interesserede og nysgerrige som os.

Endnu en ligbrænding forberedes, og denne gang er der åbenbart tale om en betydningsfuld person. Det tager sin tid at arrangere træet til ligbålet tæt på en lille platform ved vandet.

Hovedpersonen ankommer på en båre, som stilles på pladsen foran templet. Der har formentlig været en ceremoni derinde, for stadig flere flokkes på pladsen og defilerer langsomt forbi båren med den afdøde, og hver enkelt lægger en sidste blomsterhilsen.

Vi opgiver at vente og går lidt længere op ad trapperne, hvor nogle saddhuer, hellige mænd, holder til. Deres næsten nøgne kroppe er malede eller indsmurt i aske og deres lange hår i kogødning.

Hvorfor lever de sådan? Af religiøse grunde, fortæller en af dem, der til gengæld for lidt bakshish (drikkepenge) lader sig fotografere.

Møde med en levende gudinde

Et besøg i landsbyen Bungamati få km syd for Kathmandu er som en tidsrejse et par århundreder baglæns. Her bor ca. 25.000 mennesker, fortrinsvis newarier, et folk af mongolsk oprindelse, i og omkring landsbyen. Gårdene ligger inde i byen med geder, grise, hunde og katte strejfende omkring - også høns og ænder, der klatter overalt.

På den lille toft dér udføres forefaldende arbejde. Kvinderne sier avnerne fra riskornene, som derefter pakkes i sække, mens børnene leger omkring. Hvor er mændene? Er de i marken? Eller er de i de små værksteder længere nede i landsbyen? For newarierne er ikke kun bønder. De er også handelsfolk og kunsthåndværkere, og mange af de flotte udsmykninger af templer og pagoder i Kathmandudalen er fremstillet af folk fra Bungamati. Her kan man købe kvalitet.

Vi er så heldige at være i landsbyen den dag, der holdes takkefest for en god høst. På torvet foran templet sidder unge og yngre kvinder i smukke, røde dragter på række på jorden med en lille plade eller et stykke stof foran sig. Her arrangerer de blomster, frugt, grønt og andet spiseligt, mens tempelklokken ringer i to toner: kraft for det mandlige, visdom for det kvindelige.

Grumme test

Ceremonien overværes af den levende gudinde Kumari. Hun sidder stærkt sminket og iført smukke klæder tilbagetrukket under porten ud fra torvet, tavs og alvorlig, og lader sig villigt fotografere. Der er 12 kumarier i dalen, og den mest betydningsfulde er hende i Kathmandu. Hun lader sig sjældent se.

Kumari udvælges som tre-fire-årig blandt en række kandidater, alle fra guldsmedefamilier. De små piger udsættes for en række grumme test. De skal bl.a. opholde sig alene i et mørkt rum, hvor der kan høres gruopvækkende lyde - altsammen for at finde den med den stærkeste psyke.

Når hun er udpeget, skal hun bo i templet og får derefter ikke længere lov at gå ud alene, men typisk 13 gange om året bliver hun kørt rundt i omegnen. Hun får undervisning som andre børn, men lærerne kommer til hende.

Første gang, hun bløder, enten fordi hun får menstruation eller slår sig eller får rifter, er hendes gudindekarriere slut, og en ny gudinde skal findes. Hun får en lille statspension, for det er vanskeligt for hende at leve et normalt liv bagefter. Hvem vil gifte sig med en gudinde - selv om hun er forhenværende? Man er lidt bange for hende.

Endnu har turister ikke i større stil fundet vej til dette til en vis grad uspolerede samfund. Man kan frygte, at det uspolerede snart får en ende, for både biler og motorcykler har holdt deres larmende og forurenende indtog i de trange gader med fleretagers huse, hvor majsen hænger til tørre ud fra altaner og vinduer side om side med vasketøj, og risbundter ligger henslængt langs muren.

Danmarks Nationalmuseum udgav i 1970 en bog om livet i landsbyen, skrevet af arkitektstuderende, som havde besøgt stedet.

Her bliver ens bønner hørt

Centrum i buddhisttemplet Swayambhunath på en 77 meter høj bakke lidt vest for Kathmandu er en stupa, en buddhistisk kultbygning, hvorfra den medfølende Buddha ser ud til alle verdenshjørner efter levende væsener, der trænger til trøst. Og det uanset religiøst tilhørsforhold. Stupaen anses for at være den mest kraftfulde stupa overhovedet. Den er hellig for både buddhister og hinduer og er det sted, hvor ens bønner bliver hørt.

Allerede undervejs hen til trappen blafrer bedeflagene. Vi løber spidsrod mellem gadesælgere og tiggere, mens rhesusaberne springer omkring på trappen i søgen efter spiselige rester i det affald, som smides også her. De har ikke sans for stenfigurerne eller mani-stenen med udhuggede mantraer langs siden.

På plateauet er der livlig aktivitet af pilgrimme, munke, turister, souvenirsælgere, aber, hunde og duer i skønsom blanding mellem stenfigurer, boder, egentlige forretninger, statuer og diverse bygninger, der for en stor del består af større og mindre templer, skænket af konger eller lamaer.

Alle besøgende skal mindst én gang omkring (venstre om) stupaen, mens de aktiverer bedemøllerne vejen rundt.

Tibetanske buddhister

Der bor omkring 175.000 tibetanere i Nepal, og mange af dem kommer til Swayambhunath. Deres religiøse centrum er dog Bodhnath, der med sine 36 meter er Nepals og en af verdens største stupaer og på Unescos liste over verdensarv. Der er ligefrem opstået en hel tibetansk bydel med måske 50 klostre omkring stupaen, der ligger lidt nord for lufthavnen.

Her er mange tibetanske pilgrimme, der med bedekrans i hånden går rundt og rundt om stupaen, hvis omkreds er 104,138 meter. De er let genkendelige med deres høje kindben, mændene med langt hår og ørenring, gifte kvinder med forklæder af vævet uld.

Lange liner med bedeflag hænger ned fra den gyldne top, hvorunder Buddhas øjne spejder i alle retninger. Ved stupaens østside udfører pilgrimme morgen og aften bedefald, dvs. de kaster sig ned på jorden fra knælende og stående stilling for at vise Buddha og hans lære deres respekt.

LÆS OGSÅ: Goa - her er kontrasterne enorme