Motorcykeltur på verdens tag

En rejse på motorcykel i Himalaya kræver sin mand og sin maskine. Men oplevelsen er unik.

Artiklens øverste billede
På turen kom vi også gennem fredsommelige landskaber, som her en højslette nord for Sarchu. Foto: Victoria M. Hald Pedersen

Atul og hans fem mand store team skal i tre uger guide og hjælpe os på en 2.300 km lang motorcykeltur i Himalaya, verdens højeste bjergkæde.

Vi møder guiderne i Leh lufthavn i det nordlige Indien, endnu lettere rystede af en hård landing, men den er hurtigt glemt af 10 forventningsfulde, motorcykelglade turister fra USA, Storbritannien, Østrig, Australien og Danmark. Vi er fra 40 til 69 år, men alle har indfriet krav til køreteknik og rimelig fysik - krav, som er nødvendige, når man skal ud på en tur i op til 5.400 meters højde på meget dårlige veje.

Leh ligger 3.500 meter over havet, og de første dage foregår i slow motion, mens kroppen langsomt vænner sig til den tynde luft.

De fleste i gruppen har hovedpine, søvnproblemer og manglende appetit, så der bliver eksperimenteret med medbragt medicin. De første prøveture på motorcyklerne kan først gennemføres, når alle er friske, får vi at vide. Pludselig har alle det bedre, og vi får vi den første prøvesmag på indisk trafikkultur og kunsten at køre på hullede bjergveje.

Trafikkulturen kan sammenfattes i tre punkter:

Forvent ikke, at andre trafikanter overholder deres vigepligt. Størrelse giver retten til vejen - så på motorcykel skal man ikke regne med, at nogen holder tilbage for én.

I Indien kører man i venstre side af vejen - men bliv ikke overrasket, hvis nogle kører i højre side. Måske er asfalten bedre her, eller måske passer det bare bedre, hvis man skal dreje fra længere fremme.

Hold øje med vejen! Visse steder kan større dele af vejbanen være forsvundet i et bjergskred. Desuden ligger der mange nedfaldne klippestykker på vejene, og en ko midt på vejen rundt om det næste hjørne er ikke usædvanligt.
 

Verdens højeste kørpas

På dag tre går det for alvor løs med bjergkørsel. Målet er passet Khardung La, der i flere guidebøger er udråbt som det højeste kørbare pas i verden med en højde på 5.606 m over havet.

Vores gps-målinger viser dog kun 5.374 m, men det er stadig meget højt. Efter kun to dage i bjergene er det vanskeligt at overtale kroppen til at gå mere end nogle få skridt væk fra motorcyklerne.

Khardung La-passet fører til Nubra dalen, hvor Indien har en række militære forposter tæt på grænsen til Pakistan. De to lande bruger mange ressourcer på at vise militære muskler over for hinanden. For turister betyder det, at visse områder er lukkede, og at man til andre områder skal have en særlig adgangstilladelse.

For motorcyklister giver militærkolonner med 50-70 tungtlastede lastbiler udfordringer. De skal selvfølgelig overhales! Men på en hullet og snoet bjergvej kræver det køligt overblik og gode nerver at komme forbi de osende kolosser - til underholdning for de altid smilende og vinkende menige på ladet af militærlastbilerne.
 

På grænsen til Tibet

De følgende dage bruger vi på at køre over endnu et højt pas, Chang La på 5.382 m efter gps'en, og videre til gletsjersøen Pangong Tso, der strækker sig ind i Tibet.

Her overnatter vi to nætter i 4.300 m højde. På grund af nærheden til Tibet (og dermed Kina), kræves en særlig tilladelse for at komme ind i området.

Det er endnu ikke særligt udviklet turistmæssigt, og eneste mulighed for overnatning er enten eget telt eller interimistiske telt-hoteller. Søen er omgivet af mere end 6.500 m høje bjerge, og udsigten er fantastisk. Man kan bruge timer på at iagttage lyset skifte og skyernes vandring over den blå himmel. Luften er meget tør, og det betyder, at sigtbarheden er næsten uendelig.

Til gengæld er maden ikke den store oplevelse. Hovedingredienserne er ris, dhal (krydret linsestuvning) samt kogte blomkål, kartofler og gulerødder i karrysovs. Dertil som regel friskbagte fladbrød og en gang imellem et meget hårdkogt æg. En sjælden gang bliver grundmenuen suppleret med stuvet gedekød. Solid kost, men også meget ensformig.

Specielt de britiske og australske medlemmer af gruppen bruger timer på at fantasere om de forskellige retter, de vil sætte til livs, når de kommer tilbage til civilisationen.
 

Ruten blev ændret

Efter dansk målestok er 200 km en smuttur, men i Himalaya kan den samme distance let tage en dag. På grund af dårligt vejr med bjergskred og lukkede pas blev vi 10 dage inde i turen nødt til at ændre rute. Det betød bl.a. en dagsmarch på 240 km, som varede 13 timer. Vi var alle mørbankede, og glæden over omsider at se lyset fra den simple teltlejr kunne næsten få tårerne frem i øjnene.

Som turist føler man sig tryg og velkommen i området. I de større byer er der mest fokus på at få solgt et Pashmina-tørklæde eller en kopi af en Adidas-trøje til turisterne. I de mindre byer er interessen mindre kommercielt orienteret. Specielt børnene er på plads, når en gruppe støvede motorcykelturister ruller ind ved det lokale tehus. Alle smiler, og de mest modige prøver at sidde på en lidt farlig motorcykel. Men generelt er kommunikation med de lokale begrænset af, at kun et fåtal taler engelsk. Undervejs brugte vi meget vores turleder som tolk, og nogle af de buddhistiske munke på klostrene taler engelsk.

Intet autoværn

Speedometernålen kommer sjældent over 70 km/t., og fra bagsædet har min kone, Victoria, de bedste muligheder for at nyde den flotte natur. Nogle gange er der lidt for god tid til at kikke ned ad flere hundrede meter dybe bjergskråninger, som vi kører på kanten af. Autoværn er en sjældenhed i Himalaya, og det er skræmmende at tænke på, hvad der vil ske, hvis vi kommer bare én meter længere til venstre på vejen.

Turen går fra det høje Himalaya gennem Spiti-dalen til den lavereliggende del af Himalaya. Først kommer der æbletræer, og senere også bananplanter langs vejen. Befolkningstætheden stiger markant i takt med, at mulighederne for at dyrke jorden bliver bedre. De allestedsnærværende køer og æsler får nu følgeskab af store flokke af aber langs vejen. Vores motorcykeltur slutter i provinsbyen Shimla, hvor vi igen for alvor er tilbage i civilisationen med alt, hvad det medfører af trafikkaos, byliv og bekvemmelige hotelværelser. Victoria sad bag på motorcyklen ca. 2.000 km - resten af tiden i vores følgebil. På nogle strækninger var vejene så dårlige, at den stakkels motorcykel ikke kunne slæbe to personer over store sten eller gennem knædybt mudder. Desuden stod Victoria frivilligt af, når vi skulle krydse de mange floder, som strømmer over vejene.

LÆS OGSÅ: Eventyr på motorcykel

LÆS OGSÅ: Tiger med vinger, munk med mobil

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.