Ved verdens højeste tinder

Sorte grise løber omkring, tager måske en lille lur midt på vejen. Geder, køer, heste og høns færdes imellem butikker, der er åbne ud mod gaden, nærmest nicher ind i husrækken. Ingen gør noget for at jage dyrene væk - selv ikke, hvis de fristes til at nippe til de flot opstablede frugter og grøntsager.

Krydderier, drikkevarer og ufattelige mængder slikposer, håndværkere i åbne værksteder, gadekøkkener, levende kyllinger i bur samt slagtede ditto ved siden af udgør et broget billede, og dyrekroppe, formentligt får, hænger i det fri ved siden af bordet, hvor slagteren er klar med den store kniv. Ikke noget med kølerum.

Husene er af varierende standard fra faldefærdige blikskure til nydelige stenhuse med pryd- og nyttehaver omkring. Børn er på vej i skole, renvaskede og iført skoleuniformer. Andre spiller fodbold i vejsiden og på små enge.

Det er et frodigt område, vi kører igennem efter at være landet i Bagdogra i den indiske delstat Vestbengalen. Målet er Sikkim, indtil for få år siden et af Himalayas tre kongeriger, klemt inde mellem Bhutan, Nepal og Tibet.

Vejen skrumper

Rejseselskabet bliver fordelt i små biler i stedet for at køre samlet i bus, og inden længe forstår vi hvorfor. Den forholdsvis gode vej skrumper, efterhånden som vi når op til grønne tæpper af teplantager. Kvinder i vejsiden er på vej hjem fra markerne med dagens høst samlet i store tørklædebylter, som de bærer på hovedet. Bilerne æder sig langsomt videre op ad smalle, snoede, hullede veje med bjerget stejlt op til den ene side og svimlende udsyn til dybet og fjernere bjerge til den anden. Der gøres flittigt brug af hornet, for ingen kan se, hvad der venter bag næste sving: Modkørende, gående, en bil der er standset?

Turen til Darjeeling, som er første stop, tager længere tid end beregnet. Det er nødvendigt at køre en længere omvej, fordi store dele af den direkte vej forsvandt ved jordskælvet den 18. september 2011. Det målte 6,8 på Richterskalaen og havde epicenter i Sikkim.

Det ene hårnålesving afløser det andet, og det er et godt stykke efter mørkets frembrud, inden vi når et gammelt, charmerende hotel i flere etager. De fleste værelser er hele suiter, men uden opvarmning, så det tegner til en kold nat i godt 2.000 meters højde. Stor er overraskelsen og glæden, da varmedunke i sengen bringer minder om barndommen og sikrer en behagelig temperatur under dynen.

Vi vågner ved duernes kurren og bliver mødt af et eventyrligt syn, da vi trækker gardinerne fra: morgensol på verdens tredjehøjeste bjergs sneklædte tinde, Kanchenjunga 8.598 m.o.h.

Næste dags morgen skal vi se tinden blive farvet gylden og orange, når solens første stråler rammer den, endnu inden solen er kommet over horisonten. Derfor står vi op kl. 2.50, ifører os det varmeste tøj, vi har, foruden huer, halstørklæder og vanter, og hopper ind i bilerne for at køre til udsigtspunktet Tiger Hill.

Gyldne tinder

Nu går det hurtigt gennem Darjeeling, hvor fleretagers huse bygget på stolper klatrer op ad den stejle bjergside, som byen hænger fast på. Gaderne er næsten mennesketomme - noget af en kontrast til dagtimernes sydende liv med biler og scootere med hornet i brug i zigzag mellem fodgængere, der trækker vogne med alskens gods, handlende, skolebørn, turister og løsgående dyr.

Kampen om de bedste pladser på udsigtsplatformen er allerede i gang, og flere er klatret op på biltagene. Takket være en fremsynet guide er der købt pladser til os i administrationsbygningen på første sal. Derfra har vi udsyn ikke alene til Himalayas bjerge, men også ud over den brogede menneskevrimmel, der kvitterer med jubelråb, da de første solstråler sætter spot på Kanchenjunga. Det er ventetiden i kulden værd. Ufatteligt smukt. Kameraerne arbejder på højtryk. Resultatet er ikke imponerende. Det ved postkortsælgerne, som har en god morgenomsætning.

Vej og jernbane

I 1800-tallet slog mange englændere sig ned i området. De kunne se fremtidsmuligheder i teplantagerne; de indrettede sanatorier i den gode luft, og Britisk Indien blev regeret fra Darjeeling om sommeren. Al transport foregik til fods eller på hesteryg, og bygningen af "Military Road" fra lavlandet til Darjeeling på blot tre år (1839-42) var et kæmpe fremskridt.

40 år senere fulgte den smalsporede Darjeeling Himalayan Railway fra New Jaipalguri til Darjeeling, hvilket anses for det største fremskridt i infrastrukturen overhovedet. Jernbanen er 86 km lang og stiger fra ca. 100 m.o.h. til 2.200 meter. Nu var det pludselig ingen sag at få mandskab, udstyr og proviant frem til de højtliggende samfund og teen med tilbage.

Ligesom andre turister nøjes vi med et par timers rejse med damptoget fra Darjeeling til Ghum, verdens højest beliggende station, hvor et lille museum fortæller om byggeriet af både vejen og jernbanen, som bærer kælenavnet The Toy Train og er på Unescos liste over verdenskulturarven. Jordskælvet har også ramt dele af det sydlige skinnenet, så togdriften på visse strækninger er indstillet indtil videre.

Endelig i Sikkim

Efter mange timers kørsel ad elendige veje krydser vi grænsen til det nuværende Sikkim. (Tidligere hørte Darjeeling-distriktet til Sikkim, men englænderne blev i 1800-tallet så begejstrede for Darjeeling-teen, at de "overtalte" kongen til at afstå området til Indien. Nu er der kræfter i gang for at gøre Darjeeling til en indisk delstat ligesom Sikkim).

Vi ser straks forskellen. Her er mindre affald i gaderne og langs vejen end i Darjeeling, selv om trafikken fortsat er tæt. Bilparken er ret ny, men alt for stor.

I hovedstaden Gangtok er der tilmed gader med afskærmede fortove og skilte med "no horn". Gågaden er bred med plads til bænke, som vi kender det fra vestlige storbyer. Kun butikkerne er anderledes. Det er småt med prangende facader. Nok er her mange mennesker, men ikke trængsel, ingen pågående sælgere, ingen tiggere. Her kommer familier med mindre børn, skoleelever, unge mennesker, turister.

Rumtekklostret

Det tager et par timer at tilbagelægge de 24 km op til det tibetansk buddhistiske Rumtekkloster på den modsatte bjergside. Der er god tid til at nyde det frodige landskab med løvtræer og flere meter høje bambus, bananplanter, hibiscus af en størrelse, vi dårligt kan forestille os, julestjerner som høje buske, snerler med blå blomster, som snor sig mange meter op, og de allestedsværende tagetes, som trækkes på snore og udsmykker bygninger og mennesker.

De dyrkede arealer på de stejle terrasser domineres af ris, der høstes i november. Andre afgrøder er majs, byg, hvede, kartofler og en speciel kornsort, som er velegnet til ølfremstilling.

Vi vandrer det sidste stykke op til klosterkomplekset, som er en hel landsby. Tørresnore med store, mørkerøde tøjstykker blafrende om kap med undertøj og T-shirts fortæller, at munkene har vaskedag.

Man skal igennem sikkerhedscheck for at slippe gennem porten til klosterområdet. Muligvis hænger det sammen med, at ordenens nye overhoved, den 17. inkarnation af Karnapaen, der rangerer lige under lamaerne, ikke er udpeget. Der er to kandidater, begge anerkendt af den landflygtige Dalai Lama, tibetanernes åndelige overhoved. Rumtek er et videnscenter, der arbejder på at bevare tibetansk kultur, og det er selvsagt en torn i øjet på Kina. Samtidig er der kræfter i gang for at åbne et pas, der vil afkorte rejsen til Tibet med flere dage og fremme såvel handel som turisme.

Vi kommer uden besvær i snak med en af munkene, der taler udmærket engelsk og gerne fortæller om dagligdagen med uddannelse og tempelpligter.

Munke med mobiltelefoner

Omkring 80 km mod syd, tre en halv time i bil inkl. et kort grænsestop, når vi Kalimpong, hvor Dalai Lama også har sat sine spor. Han indviede i 1970'erne klostret Zong Dog Palri Fo Brang, for nemheds skyld kaldet Durbinklostret, hvor vi overværer aftenmessen. Munkene sidder tilsyneladende dybt koncentrerede i lange rækker på tæpper på gulvet med bænke som borde og messer monotont deres mantraer igen og igen, mens de vender bladene i deres bønnerulle. Det forhindrer dem dog ikke i at kaste stjålne blikke til mobiltelefonen, for den har holdt sit indtog selv i de fjernest beliggende egne. Ind imellem suppleres der med musikalske indslag af horn, trommer og klokker. Et par småbørn får deres første indføring i templets verden.

I et anneks ved siden tænder vi på opfordring fra vore chauffører lys for at mindes 23, som omkom, da en bro uden for Darjeeling umiddelbart efter vores afrejse derfra brød sammen. Det blev en smuk afslutning på dagen.

LÆS OGSÅ: Tiger med vinger, munk med mobil