Slalom mellem isbjerge

Det fascinerende og ufattelige ved isbjerget er både enormheden i sig selv og så det livsfarlige. Det er vidunderligt smukt, men det kan slå tusindvis af mennesker ihjel ved bare at ligge i vejen, og det kan skabe drabelige flodbølger, hvis vægten i det skifter, og det pludselig tumler rundt. Og ethvert barn ved jo, at selv om isbjerget er nok så kolossalt over vandoverfladen, er det 7 eller 10 gange så stort under vandet. Og så ligger det bare der i fjordens iskolde vand med solstråler, der danser i iskrystallerne og viser tusinde nuancer af hvid og tusinde nuancer af blå og af grøn og får det livsfarlige fænomen til at se så blændende ud.

Man kan mærke kildren i maven, når man ser sit første kolossale isbjerg ligge i solen i Isfjorden ved Ilulissat på vestkysten af Grønland. Det tager vejret fra én.

Tuuuuuuuud!

Pludselig lyder sirenen, og alle kigger sig vagtsomt omkring. Et isbjerg er tippet rundt i vandet tæt ved, og der er fare for en flodbølge. Den kommer dog ikke, isbjerget er for lille, og på krydstogtskibet ”Fram” mærker vi slet ingenting ud over suset i maven af begejstring ved at opleve den slags småfarlige ting - og så lige midt i frokostbuffeten!

Sådan er det at være på krydstogt med Hurtigrutens båd ”Fram”, som sejler fra Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og op langs Vestkysten af Grønland til Diskobugten, ind ved Isfjorden ved Ilulissat og tilbage igen. Man vælter sig i enestående, mavesugende naturoplevelser, og man vælter sig i mad og magelighed på skibet.

Turen begynder lige lovligt spændende, fordi vejret er meget hårdt, da vi lander en september eftermiddag i Kangerlussuaq. Efter planen skulle vi være fragtet direkte ud til ”Fram”, som har ligget klar hele dagen længere ude i fjorden. Men der er usædvanligt meget blæst og i en retning, som gør, at bølgerne er for høje til, at de små landgangsbåde kan sejle os sikkert derud. Først efter fem timers ventetid får vi at vide, at nu kører vi!

Straks går logistikken i gang, men det tager sin tid - 200 mennesker skal pakke deres ting sammen, tisse af, komme i tøjet, forlade lufthavnen og i hold blive kørt i busser til havnen, hvor vi skal i bådene. De sidste forlader lufthavnen omkring halvanden time efter de første.

Det forjættede skib

Busserne kører os til havnen, hvor der er mørkt og hundehamrende koldt. Det er en mørk og stormfuld aften, det er det altså, og bitterkoldt.

Vi venter på molen, alle er ivrige efter at komme ud til det lysende, forjættede skib, som vi kan skimte på vandet. Men igen tager det lang tid, for 200 mennesker skal fordeles i små både med kun seks i hver. Så da vi endelig kommer ned i en båd, fryser langt de fleste helt ind til knoglerne.

Så sætter båden ellers af ud over de høje bølger og stadig i mørke og med en kraftig vind. Om det regner, er svært at sige, der står søer ind over båden, for hver gang den rammer en bølge, og det hamrer hele vejen op gennem knoglerne, hver gang båden dundrer ned i en bølgedal med et dunk.

Det føles som en evighed, hvor den lysende båd, der ser så dejlig varm og hyggelig ud, bare bliver ved med at være meget langt væk, og hvor vi efterhånden er fuldstændigt gennemblødte. Man er oprigtigt bange for, at båden kæntrer og smider os ned i det iskolde, sorte vand.

Endelig, endelig, endelig kan vi se det lille lyse hul i bådens side, vi kan se små mennesker, der står klar til at tage imod os, og de smiler, og alt er pludselig godt igen.

Drivvåde og kolde bliver vi hjulpet op af båden. Nogle passagerer har fået banket kadaveret så tilpas voldsomt, at de går om bord på ”Fram” med stærke smerter i ryg og bagdel.

Det er surrealistisk at komme ind som en kold, våd hund og straks blive fotograferet til et lille id-kort, vi skal rende rundt med om halsen på hele turen. Det betyder, at vi på billedet alle ligner en blanding mellem en seriemorder, en hulemand og en druknet bæver. Det griner vi senere af - men ikke den aften, da har vi ikke overskud til at se det sjove i ret meget.

Næste morgen er vejret stadig elendigt, men nu er vi ikke til at slå ud, og en hel dag i Sisimiut i silende, kold regn og alle udflugter aflyst kan ikke slå os ud. De fleste ifører sig de udleverede, koboltblå regnfrakker og går i land.

Om det er vejret og alle de aflyste udflugter eller byen selv er svært at sige, men Sisimiut er ikke den største dagstur på rejsen. Den byder dog på tiltrængte butikker til at få købt den kontaktlinsevæske, man har glemt, eller den lokalbedøvende creme, der kan lindre smerten i en bagdel, der har fået fuld valuta for bådturen aftenen før.

Hvalkæbe som byport

Turen, som Jyllands-Posten er på, består af en sejlads rundt om Diskoøen, hvor ”Fram” lægger til ved en ny by eller bygd hver dag, enten ved havnen i byen eller ud for bygden og så med transport til land i små både.

Blandt kandidaterne til den største heldagstur er Qeqertarsuaq (Godhavn), som ligger på spidsen af øen af samme grønlandske navn, kendt som Diskoøen.

Man ankommer med de små både ved en bro, og for enden af den står et oprejst kæbeben fra en hval. Det er en ordentlig fætter, så den fungerer som en byport, man går ind under, før den koboltblå landstyrke går ud i byen.

Vi spadserer gennem den lidt stille by og står pludselig ved vandet, som er fuldt af isbjerge, der bare ligger der, fotogene som bare pokker, og vi kamera-klikker forbi med hængende underkæber.

Så går turen ind i landet til Blæsedalen, som er betagende smuk med mos og lav og fjeld i gyldne, grønne nuancer, som står endnu skarpere og varmere med de isblå og hvide isbjerge i baggrunden.

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at få sit første forfjamskede kys på en bænk med udsigten til et isbjerg eller for første gang blive topscorer i fodboldkampen mod det andet hold med isbjergene som enorme, arrogante tilskuere. Men for indbyggerne i de grønlandske bygder er det jo ikke noget at snakke om.

Det mærker man også, når man går rundt i gaderne, hvor beboerne hilser forbavsende venligt i betragtning af, hvor irriterende det må være at blive oversvømmet af pludrende mestendels tysktalende blåjakker, der glor ind ad vinduerne og får hundene til at glamme.

Overalt ser man hundeslæder, flænsede dyr, tørrede fisk og tegn på, at livet her er væsensforskelligt fra et liv i København eller Randers eller Nakskov. Alene bevidstheden om, at mange bygder stort set er afskåret fra omverdenen i omkring halvdelen af året pga. vinteren, er uoverskuelig.

Respekt for hundene

Hvert besøg i en ny bygd eller by begynder på et lydtæppe af først 1, så 2, så 20 glammende, hylende hunde. Det er slædehunde, det siger sig selv, og i de måneder, hvor der ikke er sne, er der heller ingen slæder at trække rundt. Derfor står hundene uden at have noget at lave andet end at glamme og hyle om kap med de andre hunde og vente på maden.

Alle voksne hunde er lænkede, for det er ikke kæledyr. Derfor skal man ikke forsøge at klappe dem, og man skal have stor respekt for dem. De kan være enerverende, fordi de optager meget af den natur, der ligger lige ved byen. Alle fjelde og bakker med god udsigt og dermed fotomulighed er ofte indtaget af hundene, og man skal ikke slås om pladsen med dem.

Det ville være endnu mere fantastisk at kunne fortælle om det første skrækindjagende møde med en isbjørn. Eller en moskusokse. Eller en hval. Eller bare en sæl …

Men det er mildt sagt ikke alle forundt på en tur til Grønland. På ”Fram” bliver det faktisk meddelt over højttalere, hvis der er hvaler. På denne tur var der nogle, der påstod, at de havde set en. Men det kan enhver jo komme og sige.

Til gengæld er der al mulig grund til at adlyde kaptajnens opfordring, når han meddeler, at der er nordlys. At se de grønne ildtunger danse en iskold nat på himlen over Grønland er magisk. Så glemmer man ganske, at dyrene ikke lod sig se, og at begyndelsen på turen var lige lovlig dramatisk.