Nøøøøj, det er Nuuk

Lad os være ærlige: Nuuk er ikke en by, som betager ved første øjekast. Grønlands hovedstad ville næppe vinde nogen skønhedskonkurrence med sin pudsige sammensætning af gamle træhuse fra kolonitiden, lejekaserner fra 1960'erne og moderne boligblokke tilpasset det arktiske vejrlig.
Er forventningen forestillingen om at møde Grønland med fangere og slædehunde, så er Nuuk heller ikke det oplagte rejsemål. Nogle vover oven i købet den påstand, at Nuuk slet ikke er Grønland, hvilket er notorisk forkert. Med sine godt 15.000 indbyggere bor cirka en fjerdedel af Grønlands befolkning i byen 240 kilometer syd for polarcirklen. Bylivet er en skønsom blanding af europæisk caféliv på Esmeralda eller Barista og mere traditionelt grønlandsk værtshusliv på ”Mutten”.

Størrelsen er overkommelig, alt findes inden for gåafstand, og skulle man få lyst til at vove sig ud i de moderne boligkvarterer uden for byen, er der udmærkede busforbindelser.

Nuuk er det moderne Grønland, som landsstyret lægger vægt på at vise frem. Da Grønland i maj var vært for topmødet i Arktisk Råd, var børn i nationaldragter og trommedansere ikke inviteret med. Grønland ville bevidst vise, at landet ikke er et museumssamfund af oprindelige folk. Til den store afslutningsmiddag havde landsstyret inviteret et rockband til at optræde for de udenlandske gæster.

Smøgen og brættet

For turisten er Nuuk derfor først og fremmest et interessant møde med nutidens Grønland. Fra byens firestjernede hotel, Hans Egede, er der direkte udsigt til Nuuks svar på den italienske piazza: Smøgen foran Brugsen. Smøgen fungerer som mødested og et uofficielt kræmmermarked, hvor det er muligt at finde alt, som den tidligere ejer mener kan få et nyt liv: tøj, sko, dvd-film eller en hårtørrer for eksempel. For turisten udgør udvalget af hjemmelavede sælskindsluffer eller benfigurer et alternativ til Nuuks to souvenirbutikker. Priserne er konkurrencedygtige, men ikke markant lavere.

Bag Brugsen findes også ”brættet” - eller rettere en moderne udgave af ”brættet”, som var det sted på havnen, hvor fangerne solgte deres fangst. I 2011-udgaven er der tænkt mere på hygiejne. Får man lyst til at tage grønlandske lækkerier med hjem, så er Brugsen leveringsdygtig i vakuumpakket hval. I småstykker naturligvis.

Oplevelsen i Nuuk skal man først og fremmest skabe selv ved at se de muligheder, som byder sig. Det være sig et isbjerg i fjorden, mødet med sælgerne, et opslag om loppemarked i forsamlingshuset eller et besøg hos kajakklubben i den gamle kolonihavn, hvor medlemmerne om vinteren bygger deres egne kajakker. Egentlige attraktioner er der få af: Den største er utvivlsomt de 500 år gamle Qilakitsoq-mumier, som blev fundet i 1972 af to brødre på rypejagt, og som nu er udstillet på nationalmuseet, hvor der er gratis adgang.

For børn og barnlige sjæle er julemandens postkasse ikke til at overse med sin iøjnefaldende placering ved den gamle havn. Formedelst 50 kroner kan man få julemanden til at sende en hilsen til jul. Adressen på kortet skriver man selv, grønlandske skolebørn tager sig af resten og mestrer hilsner på alverdens sprog.

Bag postkassen gemmer sig en udmærket café med byens bedste udsigt til Godthåbsfjorden, som hver weekend omdannes til en sejlende motorvej, når byens indbyggere tager på weekend inde i fjorden.

Uden båd, ingen udflugt

For turisten er det noget vanskeligere at komme af sted. Skal man ud af Nuuk, kræver det en båd. Så kort kan det siges.

På en forsinket forårsdag er sådan én ikke lige til at opdrive, man kan ved at spørge sig lidt for, blandt andet i Galleri Glas og Ramme, være heldig at få kontakt til lokale, som mod betaling vil give et lift, men især i de kolde måneder kan det være et spørgsmål om tillid og egen tro på sin skytsengel. Ikke alle både i Nuuk er specialkonstruerede til at sejle mellem isbjergene, så vil man være nogenlunde sikker på, at sikkerheden er i orden, er der ikke andet for end at finde pungen frem og betale, hvad det koster for at sejle med en godkendt turbåd.

Sejlturene udbydes af to bureauer i Nuuk, Tupilak Travel, som ligger over for kulturhuset, og Nuuk Tourism, som har til huse i den gamle havn. Priserne er ens, og en rundspørge blandt de lokale viser, at cirka halvdelen kan anbefale det ene bureau, mens den anden halvdel hælder til det andet. Fælles for alle udsagn er imidlertid, at man skal slå til, når lejligheden byder sig, for begge bureauer har en uvane med at aflyse ture, hvis der ikke er tilmeldinger nok. Altså hellere booke i begyndelsen af opholdet i Nuuk, så er chancen for, at man kommer ud at sejle, størst.

Islandsis og hvalhaler

Det billigste er en panoramatur eller hvalsafari rundt om byen. For at sidstnævnte kan leve op til sit navn, kræver det, at der er hval, og her er chancen størst fra juni til oktober, mener skipper Niels Berthelsen, som har sejlet Grønland tyndt som fisker, og som nu ernærer sig ved dels at sejle ansatte ind til et storstilet mineprojekt, som er ved at tage form inde i fjorden, dels ved at sejle turister ind til indlandsisen.

Han kan pege ud, hvor isen tidligere har gået, og konstaterer, at han aldrig har set iskappen svinde så meget som nu.

Han kender snart hver en hval i fjorden og kan fortælle om, hvor morsomt det er at betragte isbjørneunger, som kurer ned ad isen.

Synet af en hvalhale, som forsvinder, får ham til at speede op, Hvor mon den dukker op?

Pukkelhvalerne er begyndt at ankomme. Hver hale har sine karakteristika, og Grønlands Naturinstitut tager glad imod de gode halebilleder, som turisterne tager. Til gengæld for at sende det ind modtager man information om hvalens historie.

Efter snart 10 minutters spejden giver skipper op.

»En sky hval,« konstaterer han.

Turen til Isfjorden koster 1.500 kroner og tager en dag. Frokosten med grønlandske specialiteter som hval og moskus er med i prisen og indtages, mens båden vugger blidt mellem isflagerne. På tilbageturen er der landgang i den nu forladte bygd Qoornoq, og - om heldet vil - udsigt til havørn, hval og sæl.

At se isfjeldene fra den lille Targa-båd er en betagende oplevelse og langt at foretrække fra den noget langsommere sejltur i en panoramabåd.

Her møder vi en dansk familie, som er på tredje hvalsafari uden at se hval, og en gruppe begejstrede danske efterlønnere og pensionister, som samme morgen har købt sig til en oplevelse ud over det sædvanlige: En helikoptertur til toppen af Nuuks vartegn, bjerget Sermitsiaq.

Intet manglede til den usædvanlige ”skovtur”. Efter landingen blev der dækket op med rødternet dug, og vinden lagde sig nådigt, så stearinlysene i den trearmede lysestage kunne brænde. Billigt var det til gengæld ikke, omkring 2.100 kroner pr. person.

Men turen var helt bestemt pengene værd, lyder den enstemmige bedømmelse fra gruppen af gråt guld.

Henning Jensen fra Hobro har oplevet Nuuk som en meget kontrastfyldt, men også spændende by.

»Miljøet omkring havnen er fascinerende. Men man kan ikke ligefrem sige, at gågaden er spændende,« konstaterer han med henvisning til Nuuks lille handelsstrøg, som er skridtet af på få minutter.

Bjergbestigning

Det kan også lade sig gøre at komme gratis ud af Nuuk. Men så skal man gå. En populær vandretur er bestigning af Lille Malene eller, når vejret tillader det, Store Malene. Bjergene ligger ved lufthavnen og udgør tillige om vinteren Nuuks skisportslift med alpin bakke og mulighed for at leje ski.

Vores ”topforsøg” blev foretaget sammen med en stor gruppe lokale, som tog del i det omfattende arrangement ”Sund i maj”, som sætter sit præg på byen hele måneden. For den besøgende betyder det, at der er et utal af gratis arrangementer at deltage i og en oplagt mulighed for at komme i kontakt med Nuuks beboere. Omkring 50 havde trodset snevejret og var mødt op i vandrestøvler og vindjakker for at gå op på bjerget.

En noget glat oplevelse, som bevirkede, at mange fik afprøvet jakker og buksers glideevne, da turen gik nedad igen. De satte sig simpelthen og tog turen ned af bjerget på bagen.

LÆS OGSÅ: Slalom mellem isbjerge