Vandvejen gennem Frisland

På lystbådehavnen i udkanten af Sneek tager ægteparret Lisbeth og Bert Junge hjerteligt imod. Det midaldrende par har tidligere drevet bl.a. en sejlerskole og er sejlsportsmennesker par excellence. Og svært imødekommende, som de storsmilende og -talende tager imod i en let brise, høj sol og med kaffe og småkager på bordet foran bådbygningen, der snart også bliver deres nyrestaurerede hjem med udsigt over vandet. Junge-parret har etableret sig med egen bådudlejning, og det går godt, forstår man. Både på deres udsagn og ved selvsyn, idet vi sætter os til rette i en lille, men komfortabel og støjsvag, åben motorbåd med hynder, køleskab og mulighed for at etablere sovepladser og overdækning. Det sidste er der ingen grund til på denne smukke, højblå dag, da vi i adstadigt tempo tøffer ud fra havnen og sejler på opdagelse på nogle af de mange, mange kanaler, der munder ud i søen Sneekermeer og fortsætter til den smukke, gamle by IJlst (ja, sådan staves den).

Levende museum

Rejsen til Frisland begynder med et stop og en kort frokost i den gamle by Hindeloopen, der ligner det, den er: Et levende museum. Brosten og blomster i krukker. Gamle, små byhuse og kanaler. Ren postkort-idyl. Og et minimalistisk museum, der fortæller historien om det isskøjteløb, der i årtier er blevet afviklet mellem 11 byer, når isen har været tyk nok. En stor, lokal begivenhed med indlagt dramatik, forstår man. Hverken museet, frokosten eller turen gennem gavebutikken med klassisk turisthåndværk skal vi dvæle længe ved, men smukt er der. Derfra videre til Workum og begyndelsen på det, der skulle være en slags kulinarisk smuttur gennem den del af Holland, der kendes som Frisland. Det kulinariske vender vi tilbage til. Først indlogerer vi os på Hotel Aan de Wymerts i en lille, charmerende by, hvor brosten på gaden og hestemarked på torvet igen truer med at printe et postkort i hukommelsen.

Royal Tichelaar

Ude på vandet har vi passeret den ene velfriserede have efter den anden i Lisbeth og Bert Junges motorbåd, som kan lejes med eller uden besætning. Der er fartbegrænsning på de små kanaler, og man må ikke lægge til ved private haver, men ellers er der faktisk gode muligheder for at lade bilen stå, pakke en båd og sejle af sted og holde ind på vandvejens rastepladser. Kanalerne bliver bredere, og mens solen hævder sig i stigende grad på himlen, og solcremen sendes rundt, nærmer vi os søen Sneekermeer, hvor der er mulighed for at komme helt tæt på de store pramme og for alvor få fornemmelsen af, at jorden måske alligevel er flad. Her er skarpe linjer: Stille vand, en stribe frodigt græs og den enorme, blå himmel foran os. Ikke langt fra Workum ligger den lille by Makkum, hvor postkort-idyllen fortsætter på en solrig morgen. Bådene ligger og vugger i kanalen, der smyger sig gennem byen, hvor man kun lejlighedsvist må træde til side og lade en bil passere på brostenene. Makkums store trækplaster er porcelænsfabrikanten Royal Tichelaar Makkum, angiveligt Hollands ældste virksomhed og under alle omstændigheder en virksomhed, der vækker respekt ved nærmere øjesyn. Ud mod gaden truer den velkendte turistfælde i form af en enorm udstilling af porcelæn i alle afskygninger, udformninger og farver. Men spørger man pænt, får man lov til at gå ud bagved og se, hvor det hele foregår. Og det er ikke så lidt. Med respekt for historien - der går tilbage til 1500-tallet - og interesse for det nyeste inden for design sidder kunstnere ved hver deres kaotiske arbejdsbord og håndmåler de rene kunstværker. Kopper og krus, tallerkener, vaser, opsatser og meget andet. Stedet optræder første gang på et spansk landkort fra 1572 som et sted, der fremstiller mursten, og siden er disciplinen i den grad forfinet. Siden er man gået fra mursten til keramik og ornamenter af den fineste - og dyreste - slags.

Penge i træskoen

I Junge-parrets båd nærmer vi os centrum af Sneek, der har 33.000 indbyggere og er kendt for sine idylliske kanaler og elegante broer. Her kommer kaptajn Berts lokalkendskab os til gode. Den ene bro efter den anden lægger os hindringer i vejen. Nogle af broerne kan åbnes ved at trykke på en knap; andre er bemandede og kræver betaling. Det indebærer noget så lavpraktisk, som at manden i brotårnet sænker en træsko, der hænger fra en pind i en snor, hvor man lægger et par euro som betaling, hvorpå broen åbnes, og vi kan passere. Og hvad så hvis bropasseren holder pause? Ja, så må passagererne møve sig sammen ude i stævnen, dukke hovederne og forsøge at tvinge bådens snude ned, så vi med få centimeters margin kan passere under den sænkede bro.

Smag på billeder

Meningen med rejsen til Frisland var bl.a. at gøre opmærksom på de delikate landbrugsvarer, som produceres i dette område. Man kører eller sejler igennem frodige, smukke områder, hvor køer og får har rigelig plads og åbne vidder, og hvor grøntsagerne stortrives på mark efter mark. Pudsigt er det derfor at blive introduceret for den ene turistfælde efter den anden. Restauranter, der serverer sauce fra dåse og grøntsager fra mikroovn. Hårene rejste sig for alvor ved indgangen til det, der skulle have været et højdepunkt: En restaurant i Bolsward, der præsenterer sin mad på billeder ved indgangen - laminerede og let blegnede. Maden smagte nogenlunde ligesådan. En udflugt til digerne ud mod havet bekræfter, at hollænderne kan producere noget af det bedste kød. Under en uendelig, blå himmel tripper får og køer rundt og nyder det dybgrønne græs og den vedvarende, behagelige vind fra vest. Her er højt til loftet. Men åbenbart langt til tallerkenerne på de mest populære restauranter i Workum, Sneek og provinshovedstaden Leeuwarden. Junge-båden er nået igennem og forbi diverse forhindringer og lægger til i Sneek. En spadseretur gennem denne middelalderby giver et indtryk af en by, der blomstrede voldsomt op i 1500-tallet, da man byggede en mur og en voldgrav rundt om byen. Resterne kan stadig opleves i dag.

LÆS OGSÅ: Et planetarium i spisestuen