Fortsæt til indhold
Politik

Khader: Danmark bør anerkende Palæstina

Martin Lidegaard skal tage sig sammen og få tostats-løsningen på banen, siger Mellemøsten-kender.

Danmark bør anerkende Palæstina som selvstændig nation, og vi skal indstille os på, at en tostats-løsning med Israel og Palæstina er den ”uundgåelige løsning, som i øvrigt gavner alle involverede parter bedst” i Mellemøsten.

Sådan lyder det fra Mellemøsten-kenderen Naser Khader i en kronik på Jyllands-Posten.dk, hvor han beskylder udenrigsminister Martin Lidegaard (R) for en alt for forsigtig kurs.

Sverige har som det første EU-land anerkendt Palæstina, men det har 132 andre lande uden for EU altså også, siger Khader.

Han understreger, at en anerkendelse vil være et meget klart signal til både terrororganisationen Hamas og de moderate og fredsorienterede kræfter i Palæstina.

”Der er behov for at sende et klokkeklart signal til Hamas om, at man fra et magtcentrum som Europa støtter præsident Abbas og det moderate Palæstina,” siger Khader, som glæder sig over, at Hamas synes mere isoleret end tidligere.

”De er uden for pædagogisk rækkevidde, og jeg sympatiserer dybt med alle de moderate palæstinensere, som dagligt bliver overdøvet af denne højtråbende terrororganisation,” lyder det fra Khader, der i dag er senior fellow ved Hudson Institute i Washington, ekspert i Mellemøsten og samfundsdebattør.

Han siger ligeud, at han ikke forstår udenrigsminister Martin Lidegaards tøven i sagen.

Præsident Abbas er lederen for det moderate Palæstina, og hvis Danmark anerkendte Palæstina, ville det give Abbas langt bedre kort på hånden til at forhandle en varig tostats-løsning hjem, siger Khader.

Det er en fejlvurdering af de store, hvis man tror, at en eventuel dansk anerkendelse af et selvstændigt Palæstina betyder, at man derfor er anti-Israel
Naser Khader

”Spørgsmålet er bare, hvornår tostatsløsningen kan træde i kraft. Jo længere de europæiske lande, herunder bestemt også Danmark, venter med at anerkende Palæstina, desto længere vil forhandlingerne være om at komme i gang, sådan for alvor,” skriver Naser Khader.

Han beskriver udenrigsministeren som en politiker, der i Palæstina-sagen hives i frakkeskøderne af ”overforsigtige embedsmænd,” og han går i rette med Lidegaards to begrundelser for et nej til anerkendelse.

Lidegaard har tidligere sagt, at Danmark skal være på linje med USA, og samtidig må vi ikke gå enegang i EU.

Det er to argumenter, som ”kæmper en hård indbyrdes kamp om at være den absolut mest inkompetente af slagsen,” lyder det barsk fra Naser Khader i kronikken.

Khader mener, at det er ironisk at høre en radikal udenrigsminister rette ind efter USA - ”det er for tøsedrenget et argument” - og han peger desuden på, at EU i Palæstina-spørgsmålet aldrig tidligere har optrådt enstemmigt, fordi ”EU-lande hver især har interesser i øst og vest.”

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

”Ydermere er det en fejlvurdering af de store, hvis man tror, at en eventuel dansk anerkendelse af et selvstændigt Palæstina betyder, at man derfor er anti-Israel,” mener Naser Khader.

Han erklærer sig træt af den hjemlige debat om Palæstina, som han mener er præget af fejlvurderinger og alt for rødt-blåt og sort-hvidt perspektiv.

”Denne konflikt er på utallige måder hverken sort eller hvid, som den ofte gøres til, men derimod en grålig masse, der kræver nuancerede løsninger og debat herom,” fastslår Naser Khader.

Han kalder det en ”fejlvurdering af de store,” hvis man tror, at en anerkendelse af Abbas’ Palæstina gør Danmark til anti-Israel. Tværtimod vil det styrke Abbas og selvstyreregeringen, så den kan gå styrket til forhandlinger med Israels regering om en tostats-løsning, mener han.

Den tidligere folketingspolitiker er godt træt af det, han kalder ”rygmarvsreaktioner” fra sine tidligere kolleger, når talen falder på Palæstina og Mellemøsten.

”Er man blå, så er man uden at være reflekterende imod en anerkendelse. Er man rød, så er man ukritisk for en anerkendelse. Og sidder man i regering, så taler man sort. Lad nu Danmark være pragmatiske og sende et stærkt fredssignal til alle involverede parter i konflikten ved at anerkende Palæstina som selvstændigt. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvor meget tid og lidelse blandt civile, der skal til, før tostatsløsningen bliver virkelighed,” skriver Naser Khader.