Fortsæt til indhold
Politik

R: Lidegaard skal gå i kødet på Israel

Den radikale udenrigsordfører og dele af det radikale bagland kræver skarp kritik af Israel, når udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i næste uge besøger Israel og Palæstina.

Jesper Kongstad | Signe Haahr Lindegaard

Når udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i næste uge sætter foden på jorden i Israel, er han under massivt pres fra store dele af sit eget radikale bagland, der kræver en skærpet, kontant og hård tone fra Danmark over for Israel.

Både den radikale udenrigsordfører, Zenia Stampe, og flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer forventer, at Lidegaard under sine møder med israelske ministre bl.a. rejser skarp kritik af, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i denne uge meddelte, at bosættelserne i Østjerusalem udvides med over 1.000 boliger.

Samtidig bør Lidegaard sende et signal om, at det gennem EU kan få »handelspolitiske konsekvenser, hvis Israel fortsat fravælger freden«, siger Zenia Stampe.

»Det er dybt kritisabelt, at Israel har godkendt nye bosættelser i denne uge. Det er desværre et bevis på, at Israel ikke helt har vilje til fred, og derfor er det meget vigtigt, at Danmark lægger pres på Israel. Lidegaard skal være kontant. Det er selv amerikanerne nu, når de kritiserer bosættelserne,« siger Stampe.

Flere medlemmer af den radikale hovedbestyrelse ønsker at gå endnu længere og kræver, at Danmark følger Sverige, der i denne uge anerkendte Palæstina som selvstændig stat. Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Lidegaard har afvist at følge svenskerne.

»Danmark skal lægge et hårdt pres på Israel, bl.a. ved at anerkende Palæstina. Vi forventer, at Lidegaard anlægger en hård linje og gentager sit budskab om mulige handelssanktioner,« siger Christopher Røhl Andersen, landsformand for Radikal Ungdom og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Bagland: Gør som Sverige

Samme toner kommer fra formanden for De Radikales internationale udvalg, Mette Annelie Rasmussen, som også er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og hovedbestyrelsen:

»En anerkendelse af Palæstina vil være et godt signal at sende til vores mere nølende europæiske partnere,« siger hun.

Den radikale rådmand og 1. viceborgmester i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, siger, at Lidegaard må kræve et øjeblikkeligt stop for bosættelserne og undertrykkelse af palæstinensere.

»Når vi anerkender Israel, må vi også anerkende Palæstina, fordi Danmark jo går ind for en tostatsløsning,« siger han og opfordrer til, at man tillige indfører sanktioner ved at stramme EU’s associeringsaftale med Israel i tilfælde af manglende fremskridt fra israelernes side.

Lidegaard er ude i en yderst vanskelig balancegang under sit tre dage lange besøg i Israel og Palæstina. I september udløste udenrigsministeren en politisk strid på Christiansborg, da han i et interview i Jyllands-Posten lagde op til en skærpet kurs over for Israel og advarede om, at næste skridt kan blive en drøftelse af EU-sanktioner. Lidegaard blev kritiseret af de borgerlige og sat på plads af statsministeren, der afviste al snak om sanktioner.

På den anden side er Lidegaard også under pres fra sine egne partifæller og SR-regeringens parlamentariske grundlag. SF og Enhedslisten vil i næste uge fremsætte et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at anerkende Palæstina.

»Vi er enige med svenskerne, og jeg går ud fra, at Lidegaard anlægger en særdeles kontant linje i forhold til Israel,« siger udenrigsordfører Holger K. Nielsen (SF).

K: Beklag sanktionstrussel

Den konservative udenrigsordfører, Lars Barfoed, forventer derimod, at Lidegaard gør det klart over for den israelske regering, at Danmark ikke følger Sverige med en anerkendelse:

»Samtidig må han forklare, at det beroede på en misforståelse, da han var på vej til at lave sanktioner mod Israel.«

Udenrigsordfører Søren Espersen (DF) forventer, at Martin Lidegaard lægger sig på statsministerens linje:

»Han bør benytte sit besøg til at udvise forståelse for de problemer, som Israel har.«

Martin Lidegaard lover sine partifæller at kommunikere Danmarks og EU’s budskaber klart over for Israel under sit besøg:

»Jeg forstår godt frustrationen over Israels bosættelser og den tiltagende obstruktion af muligheden for en to-statsløsning. Det er også min frustration, som jeg klart har kommunikeret det. Og jeg kommer til at kommunikere Danmarks og EU's budskaber klart, når jeg besøger Israel og Palæstina,« skriver Lidegaard i en e-mail.

De Radikale slås også med en intern splittelse i partiet omkring Israel. I september vedtog det radikale landsmøde en resolution, der fastslår, at Danmark må »arbejde for egentlige sanktioner mod Israel«. Det skete, selv om den radikale leder, Morten Østergaard, gik på talerstolen og advarede mod forslaget.