Støt fredsprocessen – Anerkend Abbas’ Palæstina
Er man rød, så er man ukritisk for en anerkendelse. Og sidder man i regering, så taler man sort. Lad nu Danmark være pragmatiske og sende et stærkt fredssignal til alle involverede parter i konflikten ved at anerkende Palæstina som selvstændigt.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Det blev svenskerne, der som det første EU-land anerkendte Palæstina som selvstændig stat. En lille, men vigtig, fodnote er dog, at Sverige tilsluttede sig en gruppe på hele 132 lande verden over. Gør det den store praktiske forskel lige her og nu? Nej. Men det kan bestemt sende det vigtige signal om støtte til en palæstinensisk moderation, som skal styrkes og internationalt anerkendes. Her må Danmark med udenrigsminister Martin Lidegaard i spidsen komme på banen – for det handler hverken om at være pro enten Israel eller Palæstina, det handler om at fremskynde processen om en tostatsløsning. Den uundgåelige løsning, som i øvrigt gavner alle involverede parter bedst.
Moderat palæstinensisk styre skal støttes
For en del år siden – efter Muhammed-krisen - satte jeg mig ind til en snak med statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Den tidligere repræsentant for det palæstinensiske selvstyre(Palæstina hverken har eller havde en officiel ambassade) havde sammen med den egyptiske ambassadør været med til at optrappe Muhammed-krisen – men Amro Alhourani havde netop taget over som repræsentant for den palæstinensiske repræsentation i Danmark, og hans toner var diametralt modsatte af sin forgængers. Her var det den moderate og løsningsorienterede fredsmodel, der var i centrum. Det påpegede jeg for henholdsvis stats- og udenrigsministeren og foreslog en ”opgradering” af den diplomatiske palæstinensiske delegation i Danmark; for netop at vise sympati og sende et stærkt signal til moderate palæstinensere om, at Danmark støtter dem. Efter snakken fik de også en væsentlig opgradering – og samme opgradering i form af signalværdi skal der nu sendes fra Danmark til de moderate og fredsorienterede kræfter i Palæstina ved en anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat, ligesom Sverige netop har gjort.
Misforstå mig ikke; Jeg om nogen elsker USA og amerikanerne, men Danmark må da ikke blive påvirket i så heftig grad af USA, der tydeligvis har historiske og politiske interesser, der adskiller sig markant fra de danske i denne kontekst. Det er for tøsedrenget et argument, simpelthen.
Det er uhyre vigtigt, at Danmark følger i Sveriges fodspor, fordi der er behov for at sende et klokkeklart signal til Hamas om, at man fra et magtcentrum som Europa støtter præsidenten Abbas og det moderate Palæstina. Heldigvis er terrororganisationen Hamas mere politisk og økonomisk isoleret end tidligere – og det er vigtigt, for Hamas hverken kan eller skal forhandles med. Hamas er uden for pædagogisk rækkevidde, og jeg sympatiserer dybt med alle de moderate palæstinensere, som dagligt bliver overdøvet af denne højtråbende terrororganisation.
Præsident Mahmoud Abbas er lederen for det moderate Palæstina, og det er ham, og hvem han repræsenterer, vi skal støtte. Ville lande som Danmark begynde at anerkende Palæstina som uafhængig stat, ville Abbas stå med betydeligt bedre kort på hånden i forhandlingerne om at etablere den tostatsløsning, som er eneste plausible udkom af den årelange konflikt. Spørgsmålet er bare, hvornår tostatsløsningen kan træde i kraft. Jo længere de europæiske lande, herunder bestemt også Danmark, venter med at anerkende Palæstina, desto længere vil forhandlingerne være om at komme i gang sådan for alvor. Anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat vil være en fredsgestus og –initiativ.
Lidegaard er fuld af dårlige undskyldninger
Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard taler her sort. Han opstiller to argumenter for, hvorfor Danmark endnu ikke anerkender Palæstina som selvstændig stat. Argumenterne kæmper en hård indbyrdes kamp om at være den absolut mest inkompetente af slagsen.
For det første lyder det fra Lidegaard, at vi skal være på linje med amerikanerne. Det synes jeg er en interessant melding fra en radikal minister. Misforstå mig ikke; Jeg om nogen elsker USA og amerikanerne, men Danmark må da ikke blive påvirket i så heftig grad af USA, der tydeligvis har historiske og politiske interesser, der adskiller sig markant fra de danske i denne kontekst. Det er for tøsedrenget et argument, simpelthen.
For det andet har Lidegaard påpeget, at vi ikke må stå alene i EU. Det er desværre en forfærdelig vag undskyldning, som tydeligvis demonstrerer, at der er mangel på argumenter med substans. Nu har Sverige taget det første skridt af EU-landene, så hvis Lidegaard skal følge sit eget argument, er der nu grundlag for at Danmark følger trop. Men hør nu lige engang: EU har stort set aldrig opnået komplet enstemmighed i forhold til Mellemøsten. Der vil altid være afstikkere, da EU-lande hver især har interesser i øst og vest. Man kan sagtens finde flertal i EU, men den absolutte enighed, som Lidegaard eftersøger, er utopi.
I øvrigt finder jeg det ret komisk, at selvsamme Lidegaard i sin tid som klimaminister hellere end gerne så Danmark som værende den europæiske initiativtager. Det gælder åbenbart ikke for udenrigspolitiske anliggender? Det skulle man ellers tro, for Danmark var både europæisk og globalt set yderst hurtige ude af starthullerne i kampen mod Islamisk Stat. Danmark og Martin Lidegaard vil altså gerne være proaktiv og tage ansvar, men det er som om konflikten mellem Israel og Palæstina falder uden for kategori i udenrigsministeriet. Der gælder åbenbart nogle andre agendaer i den sammenhæng, og det er mig uforståeligt hvorfor. Desværre er det jo ret tydeligt, at det er overforsigtige embedsmænd, der udtaler sig via Martin Lidegaard.
Det handler egentlig ikke om politik
Desværre bliver megen af debatten omkring Israel/Palæstina-konflikten ofte gjort til en kamp mellem rød og blå blok, en kamp mellem pro-Israel og pro-Palæstina. Det er en eklatant fejlvurdering. Denne konflikt er på utallige måder hverken sort eller hvid, som den ofte gøres til, men derimod en grålig masse, der kræver nuancerede løsninger og debat herom. Mange gange er det netop nuancen, der får moderation til at blomstre. I sidste ende handler det om at fremskynde en fredsproces, der skal udmønte sig i to stater. Det er egentlig ikke politik, det er den menneskelige jagt på fred og moderation.
Ydermere er det en fejlvurdering af de store, hvis man tror, at en eventuel dansk anerkendelse af et selvstændigt Palæstina betyder, at man derfor er anti-Israel. Nej, det er bestemt også i Israels interesse, at Abbas og de moderate palæstinensere bliver anerkendt og sat i magtposition til at kunne ignorere og udmanøvrere Hamas. Israel skal ikke isoleres på nogen måde, og jeg mener ikke, at de mange forslag om handelssanktioner imod Israel er vejen frem; det vil tage fokus fra det essentielle, nemlig selve fredsprocessen, som kræver to motiverede samarbejdspartnere, ikke modpoler.
Den israelske regering er en finurlig størrelse – der sidder alle slags mennesker og politikere i den, både gode og knap så gode. Ikke desto mindre er en anerkendelse af Palæstina, inklusiv en dansk anerkendelse, et vigtigt signal til den siddende israelske regering. Premierminister Benjamin Netanyahu er unødvendig hård i sine militære aktioner, og udenrigsminister Avigdor Lieberman er en bølle, som desværre er et magtfuldt politisk aktiv, der stikker kæppe i hjulene på de løsningsorienterede fredsprocesser, som skal op at køre og fremskyndes. Derimod er justitsminister Tzipi Livni et lys i en ellers mørk konflikt. Jeg har mødt Livni flere gange og har dybt respekt for hendes fredsvilje. Hun er en fredsmægler, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun i samråd med sine moderate palæstinensiske kollegaer vil være i stand til at føre gunstige fredsforhandlinger, som vil resultere i den uundgåelige tostatsløsning. En anerkendelse af Abbas og de moderate palæstinensiske kræfter vil styrke individer som Tzipi Livni i den israelske regering.
Alt i alt er det trættende at se den typiske rygmarvsreaktion, som blandt andet danske politikere typisk kommer med i relation til denne konflikt, alt afhængig af hvor i det politiske spektrum, de tilhører. Er man blå, så er man - uden at være reflekterende - imod en anerkendelse. Er man rød, så er man ukritisk for en anerkendelse. Og sidder man i regering, så taler man sort. Lad nu Danmark være pragmatiske og sende et stærkt fredssignal til alle involverede parter i konflikten ved at anerkende Palæstina som selvstændigt. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvor meget tid og lidelse blandt civile, der skal til, før tostatsløsningen bliver virkelighed.