Fortsæt til indhold
Digitalt

Entusiastens juledrøm: Laseraflæst pladespiller

Musikentusiaster, der har en kostbar pladesamling, kan skrive en stor check ud og købe sig en amerikansk afspiller med laserafspilning af de sarte long playing-skiver.

Fra omkring 90.000 kr. koster den teknologiske drøm. Men så skulle samlingen af vinylplader så også kunne forblive intakt på trods af tusinder af afspilninger af yndlingshittene, skriver Forbes.

Aflæsningen sker nemlig aldeles uden mekanisk berøring af rillerne. I stedet tager en laser sig af afkodningen - som endda kan pauses ligesom en almindelig cd-afspiller.

Producenten lover en varm, musikalsk lyd fra produktet. Og den vil givet medføre et hævet øjenbryn eller to til julefrokosten, når værten knalder en vinylskive ind i skuffen på spillen.

Det er det amerikanske firma ELPJ, der igennem mange års forskning har udviklet teknologien, der især frister velbeslåede japanske entusiaster.

En dansk ejer af laserpladespilleren, Teknologi Invest, påpeger imidlertid, at det ikke er helt ukompliceret at eje en sådan - ihvertfald i deres tilfælde. I forbindelse med anskaffelsen af en ELP tegnes en servicekontrakt på ca. 6.000 kr. om året, og uden den er man ilde stedt, hvis noget går galt. Og det sker jævnligt, påpeger ingeniør Preben Skelbæk fra Teknologi Invest.

Desuden skal man være meget opmærksom på at fjerne skidt og støv fra rillerne, før de laseraftastes - for det høres nemlig lige så tydeligt som musikken. Så en vådrens af lp'en, før den ilægges, er tilsyneladende et must.