Kan du spotte arbejderen, der med korslagte arme viser dyb foragt for Hitler?

Begejstringen ville tilsyneladende ingen ende tage.

Som altid, når der var tale om større eller mindre officielle forsamlinger i Nazityskland blev der - som de strenge regler foreskrev - heilet.

Og i denne forbindelse hilser forsamlingen på føreren selv: Adolf Hitler.

Enten af lyst eller også fordi man - af frygt for repressalier - simpelthen ikke vovede andet.

Men en enkelt mand skiller sig med sine korsslagte arme markant ud fra flokken.

Han står med korslagte arme, mens de fleste andre i forsamlingen heiler.

Og han havde adskillige gode grunde til ikke at lade sig rive med af begejstringen over nazisterne.

Optrinet fandt sted lørdag den 13. juni 1936, da det nybyggede skoleskib ”Horst Wessel” blev søsat på Blohm & Voss-værftet i Hamborg.

Skibet blev navngivet ”Horst Wessel” for at ære den nazistiske aktivist Horst Wessel, der blev angrebet, skudt og dræbt af to kommunister den 14. januar 1930 i Grosse Frankfurter Strasse i Berlin-bydelen Friedrichshain. Han - der også stod bag nazisternes kamp-sang kendt som ”Horst Wessel-sangen” blev af nazisterne opfattet som en martyr.

Til stede ved søsætningen var Adolf Hitler, Rudolf Hess talte, og skibet blev navngivet af Horst Wessels mor, Bertha Luise Margarete Wessel.

Efter krigen blev skoleskibet beslaglagt af amerikanerne og sejlet til USA, hvor det stadig sejler. Siden 1945 under navnet ”USCGC Eagle”.

Det er meget muligt, at nazisternes dengang så velsmurte propaganda-maskine havde spottet manden, der demonstrativt undlader at heile og i stedet står med korslagte arme.

Faktum er, at første gang billedet blev vist offentligt, det var da Die Zeit trykte det den 22. marts 1991.

Men først fem år senere blev arbejderen identificeret som August Landmesser. Dette skete via en artikel i Hamburger Abendblatt.

I den forbindelse kom også en anden person i spil, men læs mere om dette senere i denne artikel.

At det er Gustav Landmesser, blev bekræftet af hans to døtre - men det er dog aldrig blevet 100 pct. dokumenteret.

Hvem der tog det siden så berømte billede, det vides ikke - blot at det er taget af en af den sværm af fotografer, nazisterne havde indforskrevet til at forevige søsætningen af ”Horst Wessel”.

Billedet er siden blev udlagt som et udtryk for, at der også var tyskere, der trods faren for alvorlige konsekvenser, vovede at gå imod flertallet og vise deres foragt for Adolf Hitler.

August Landmesser blev født den 24. maj 1910.

Udover almindelig skolegang fik han ingen uddannelse, og da han som 21-årig i 1931 igen stod uden arbejde, meldte han sig ind i nazipartiet. Dette udelukkende fordi han antog, at han som medlem ville have lettere ved at skaffe arbejde.

Skæbnen ville, at han fire år senere mødte Irma Eckler.

De forelskede sig og blev forlovet.

Alt tegnede således lyst og lykkeligt for det unge par, men der var et stort problem:

Irma Eckler var jøde.

Derfor blev Landmesser i 1935 smidt ud af nazipartiet.

Men det var kun begyndelsen på det mareridt, der ventede det unge forelskede par.

De havde planer om at gifte sig i Hamborg, men efter vedtagelsen den 15. september 1935 af de såkaldte Nürnberg-love, der blandt meget andet forbød ægteskab mellem ariere og jøder, fik de ikke tilladelse til at gifte sig.

De fortsatte ufortrødent deres samliv, og i efteråret 1935 fik de deres første datter, som blev døbt Ingrid.

De blev mange steder opfattet som pariaer, og det var den situation, der et halvt års tid senere fik August Landmesser til på værftet i Hamborg at folde armene frem for at heile.

Til sidst fik parret nok og forsøgte at flygte til Danmark i 1937, men blev pågrebet ved grænsen og sendt tilbage til Hamborg. Irma Eckler var på det tidspunkt gravid igen, og Landmesser blev ved retten fundet skyldig i at vanære den ariske race.

Det lykkedes dog siden for parret at overbevise en appeldomstol om, at ingen af dem anede, at Irma Eckler var hel-jøde. I 1938 blev han frikendt på grund af mangel på beviser.

Men nok så afgørende fik han samtidig at vide, at fortsatte han samlivet med den jødiske kvinde, så risikerede han flere års fængsel.

Dette ignorerede parret, og den 15. juli blev han igen arresteret og siden idømt to et halvt års indespærring i koncentrationslejren Börgermoor. Irma Eckler blev spærret inde i fængslet Fühlsbüttel, hvor hun fødte parrets anden datter, der fik navnet Irene.

Herefter sås det stærkt forfulgte par aldrig mere.

Irma Eckler blev flyttet fra kz-lejr til kz-lejr og endte i 1942 i det berygtede Euthansian-center i Bernburg. Her udførte nazisterne alskens grusomme medicinske forsøg på fangerne. Mange døde eller blev aflivet under disse - resten endte deres liv i gaskammeret. Irma Eckler var en af de omkring 14.000, der blev myrdet i centret fra 1940 til 1943.

August Landmesser blev løsladt i 1941 og fik arbejde i et transportfirma, men i 1944 blev han tvangsindskrevet i hæren og sendt til Østuropa. I forbindelse med en træfning i Kroatien den 17. oktober samme år blev han meldt savnet - formentlig dræbt.

Parrets to piger voksede primært op på børnehjem og hos plejefamilier - en overgang boede den ene - Ingrid - hos sin bedstemor, men ingen af dem lærte nogensinde deres forældre at kende.

I 1949 blev både August Landmesser og Irma Eckler officielt erklæret døde, og som en posthum gestus blev deres ægteskab i 1951 formelt godkendt af myndighederne i Hamborg.

Samme efterår tog datteren Ingrid efternavnet Landmesser, mens Irene bevarede sit Eckler.

Irene Eckler udsendte i 1996 en bog om sin families lidelser, og i bogen blev blandt andet også gengivet en lang række relevante dokumenter. Bogen, der er en førstehåndsskildring af, hvordan nazisterne i praksis håndterede de strenge raceadskillelses-love, udkom to år senere i en engelsk udgave.

I bogen skildres forældrenes skæbne, men også døtrenes meget barske opvækst på børnehjem og hos skiftende plejefamilier. En opvækst, der var præget af både omsorgssvigt og adskillige overgreb.

Af bogen fremgår, at datteren ikke et sekund er i tvivl om, at manden, der står med korslagte arme på Blohm & Voss-værftet i Hamborg den 13. juni 1936, er hendes far, August Landmesser.

Efter at billedet for første gang blev trykt i Die Zeit - 55 år efter at det blev taget - vakte det opsigt, og interessen blev yderligere skærpet efter udgivelsen af Ecklers bog.

Ved et tilfælde gik det for alvor viralt i 2011 - og det skete efter at det - uvist af hvilken årsag - blev publiceret på en Facebook-side oprettet for at samle støtte til jordskælvs- og tsunami-ofre i Japan.

Siden har det cirkuleret heftigt på internettet og diskussionen om, hvem manden med de korslagte arme er, fortsætter ufortrødent.

Hvorfor billedet i den grad appellerer til nutidens internet-brugere, det er der flere forklaringer på, men svaret skal givet søges i det kendte udtryk: ”En enkelt persons død er en tragedie - 10 millioner menneskers død er statistik”.

Flere familier har siden hævdet, at det er deres slægtning, der ses på billedet, og dermed har sagen ligheder med for eksempel Robert Capa’s berømte billede af soldaten, der faldt i Spanien i 1936 blot få dage efter, at billedet blev taget på værftet i Hamborg.

Også i dette tilfælde er der tvivl om motivets rette identitet.

Blandt de mange, der seriøst har ”gjort krav på” arbejderen med de korslagte arme, er også familien Wegert.

I et forsøg på definitivt at få identificeret manden, opfordrerede avisen Hamburger Abendblatt i november 1995 dens læsere til at henvende sig, hvis de kunne hjælpe med at opklare sagen en gang for alle.

Og blandt disse var som nævnt familien Wegert, der mente, at manden på billedet måtte være Gustav Wegert, der døde i 1959.

Men inden familien fik rettet henvendelse til Hamburger Abendblatt, meddelte avisen, at man havde identificeret manden med de korslagte arme som August Landmesser. I samme forbindelse fortalte bladet den triste historie om hans liv.

På en særlig webside oprettet til formålet, skriver Gustav Wegerts søn - Wolfgang Wegert - blandt andet:

»Dybt rørt over den historie kontaktede jeg ikke avisen, selvom jeg stadig er overbevist om, at helten på billedet må have været min far.«

Da han nogle år senere blev bekendt med, at blandt andet historieprofessor Simone Erpel satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er August Landmesser, der ses på billedet, fortsatte Wolfgang Wegert sine undersøgelser.

Et af de interessante punkter er, at Landmessers datter i sin bog om familien skriver, at hendes far sandsynligvis arbejdede på Blohm & Voss-værftet i Hamborg i 1939 som tvangarbejder under sit fængselsophold. Men der er, mener Simone Erpel, intet belæg for at antage, at han også i 1936 - før han overhovedet blev arresteret - arbejdede på værftet i Hamborg.

På Wegert-familiens webside skriver sønnen, at det var en kendt sag, at hans far ikke kunne drømme om, at hæve armen til nazi-hilsen. Når der blev heilet foran ham, da svarede han konsekvent med et ”god dag” uden at hæve armen, og han modtog adskillige alvorlige advarsler for ikke at hilse, som nazisterne krævede.

At Wegert ikke fik samme problemer som Landmesser i forbindelse med sin modstand mod nazi-regiment, skyldtes ifølge familien, at værftets ledelse ofte holdt hånden over ham og tog ham i forsvar.

Det er dokumenteret, at Wegert arbejdede på værftet fra 1934 til 1945.

Professor Simone Erpel skrev til Gerhard Pauls ”Das Jahrhundert der Bilder 1900 bis 1949” (2009) afsnittet ”Zivilcourage - Schlüsselbild einer unwolendten Volksgemeinschaft” om identiteten af manden med de korslagte arme blandt andet:

»Portrætter af Landmesser og Wegert viser meget store lighedspunkter med manden på billedet. Så for indeværende er det uafklaret, hvem manden på billedet er.«

Hvorfra stammer nazisternes heilen?

Den særlige nazi-hilsen - en strakt højre-arm ledsaget af et ”Sieg Heil” , ”Heil Hitler” eller et ”Heil, mein Führer” blev gjort obligatorisk i det tyske naziparti allerede i 1926.

Alle medlemmer af nazi-partiet blev pålagt at bruge den hilsen i stedet for alle andre, idet partiet ønskede, at man allerede via hilsnen kunne identificere et medlem af nazi-partiet.

Men det var ikke en gestus, som blev opfundet af de tyske nazister - og den er ikke - selvom nazisterne inklusiv Adolf Hitler selv fastholdt det modsatte - en germansk gestus.

Hitler og hans medsammensvorne snuppede den direkte fra de italienske fascister, der havde anvendt den specielle hilsen siden begyndelsen af 1920’erne.

I Italien gjorde man et stort nummer ud af at bilde befolkningen ind, at der var tale om en gammel romersk hilsen, men dette er der heller intet endgyldigt historisk belæg for.

Hitler går ”Sieg Heil”-amok i Nürnberg:

Det tætteste man kommer på noget, der muligvis mindede om fascisternes og senere nazisternes gestus, er en beretning om, at kejser Augustus hævede sin højre arm, da han svor sin ed over for Julius Cæsar. Men det er langt fra sikkert, om Augustus i virkeligheden heilede med sin højre arm.

Men der er dog - formentlig - alligevel en indirekte sammenhæng mellem Augustus’ gestus og nazihilsnen.

I slutningen af 1700-tallet må den franske maler Jacques-Louis David formentlig have hørt beretningen om Augustus og Julius Cæsar.

I hvert fald begyndte kunstneren - der havde en forkærlighed for at male motiver fra antikkens Rom - at vise en heil-lignende gestus i sine malerier.

Det første - og mest kendte - er hans maleri fra 1784, der skildrer horatiernes edsaflæggelse.

Det var ikke det eneste maleri med den specielle gestus han lavede, og den blev siden overtaget af andre malere.

Desuden blev den op til nazisternes magtovertagelse og brugt i for eksempel teaterstykker og film om romerriget.

Nazisterne havde i 1920’erne ualmindeligt svært ved at få tyskerne til at bruge hilsnen, og for at få nationen med på ideen hævdede Rudolf Hess allerede i 1928, at det var nazisterne, der havde opfundet hilsnen, som var brugt i partiet i flere år, inden man fandt ud af, at også fascisterne i Italien brugte den.

Også Adolf Hitler selv udbredte sig ved adskillige lejligheder om, at heil-hilsnen var en meget gammel germansk tradition.

Han er blandt andet citeret for følgende:

»Det var i Ratskeller i Bremen omkring 1921, at jeg så denne form for hilsen. Den må opfattes som et levn fra den gamle skik, der oprindeligt betød: ”Se, jeg har ingen våben i min hånd.”«

Efter nazisternes magtovertagelse blev hilsnen obligatorisk i Nazityskland, hvor det af et særligt cirkulære fremgik, at ”alle, der ønsker at undgå mistanke om bevidst obstruerende adfærd, bør benytte Hitler-hilsnen.”

Og hilsnen blev virkelig brugt overalt - selv blandt børnene i børnehaverne.

I forbindelse med nazisternes store propaganda-begivenhed - OL i Berlin i 1936 - blev der også heilet overalt. Dette også af deltagere fra andre lande, men der var undtagelser.

Efter Det Tredje Riges fald var det definitivt slut med at gå rundt og heile i Tyskland.

Læs mere om nazisternes særlige hilsen her.

Det blev på det strengeste forbudt, og en person, der offentligt heiler, kan faktisk straffes i op til tre år for overtrædelse af den tyske straffelov.

Hilsnen er i øvrigt også stadig forbudt ved lov i både Tjekkiet, Slovakiet, Østrig, Schweiz og i Sverige.