»Sørgede jeg nok? Sørgede jeg på den rigtige måde?«

Sørger jeg nok?

Sørger jeg på den rigtige måde?

Og hvad med nye mænd? Hvornår kan man begynde at date igen?

Det var den slags spørgsmål, der kradsede i Sussi Nielsen i månederne efter tabet af sit livs kærlighed.

Leo Nielsen havde været syg igennem flere år. Han ødelagde sin hofte i en faldulykke i parrets autocamper, og han kom sig aldrig over komplikationerne fra den efterfølgende operation. Han havde nedsat nyrefunktion, men fortsatte med at optræde, indtil han blev for svag til at headbange sig gennem duoens repertoire og – til stor jubel for sit trofaste publikum – påføre sig de brune, plyssede hundeører under leveringen af Teddy Edelmanns ”Himmelhunden”.

Manden, som havde optrådt utrætteligt gennem hele sit voksenliv, time efter time, dag efter dag, også i weekenden, 51 uger om året, var trådt ned fra scenen for sidste gang, og han havde sat sin sidste autograf på sit kvindelige publikums blottede balder og bryster.

Det sidste halve år fik Sussi Nielsen ikke et knus af sin mand. Han var så svag, at enhver berøring var smertefuld. Håret var faldet af, vægten var krøbet ned under 40 kilo, levertallene var dårlige, og blodprøverne afslørede, at der ikke var mere at stille op.

Sussi Nielsens livsledsager gennem mere end 50 år døde i februar, og i den følgende tid følte hun sig overvåget.

Det fortæller hun i den aktuelle biografi ”Jeg er Sussi”, som er skrevet af den anmelderoste forfatter og journalist Michael Enggaard.

Både under Leo Nielsens sygdomsforløb og umiddelbart efter hans død optrådte hun live – som Sussi & Drengene – og det var svært for mange at forstå.

»Jeg kom ud på spillestederne, og folk stod nærmest klar til at gribe mig, hvis jeg skulle bryde sammen. Altså, jeg tog da ikke på arbejde for at blive trøstet, jeg kunne sørge derhjemme.«

Sorgprocessen må være op til den enkelte, pointerer Sussi Nielsen.

»Det føltes virkelig ubehageligt, at folk forsøgte at diktere, hvor ked af det jeg skulle være, og hvor længe jeg skulle være det.«

Vi vandrer gennem stuerne i den 600 kvm store landejendom i Saltum, som er indrettet med mørke møbler, store akvarier med tropiske fisk og værtens spraglede malerier. Dette er fristedet, som hun og Leo Nielsen gennem 25 år søgte tilbage til om natten, når de i timevis havde taget imod musikønsker fra salen. Og fået salen til at ryste med hovederne til deres legendariske version af Deep Purples superhit ”Smoke on the Water”.

»Folk forstod ikke, at jeg sørgede, mens Leo var syg, at jeg bearbejdede sorgen løbende ved at tale med journalister om den svære situation. Hvem siger, at sorgprocessen først begynder, når nogen dør? For mig begyndte den før. Det var en lettelse, da han døde, for han var meget syg. Jeg skal ikke nedgøre andres måde at sørge på, jeg siger bare, at det der med at have ondt af sig selv og svælge i sorgen i årevis, det er ikke mig.«

Sussi Nielsen forsøger at tilbageholde et grin, mens hun kigger efter en af sine katte, der har lagt sig til at sove i toppen af det kattetræ, som er placeret midt i køkkenet.

»En veninde fik engang en af vores killinger, og hun sørgede i to år, da den døde. Den lå ved ved siden af hende i sengen i en uge efter dens død. Dér må jeg bare sige; jeg har en lidt anden tilgang til døden.«

Vrede på Facebook

Sussi Nielsen gør, som det passer hende.

Ingen skal bestemme, hvordan hun skal klæde sig, og hvis hun har lyst til at blotte ballerne på scenen, så gør hun det.

Hendes håndtering af døden er blot seneste eksempel på, at hun – i modsætning til så mange andre – nægter at lade sig styre af andres normer.

Da Sussi Nielsen satte nogle af Leo Nielsens ting – en motionscykel, en storskærm og noget musikudstyr – til salg på Facebook, mærkede hun forargelsen.

Hun citerer snerrende fra kommentarsporet på det sociale medie:

»Hvorfor har du så satans travlt med at komme af med Leos ting.«

Og ryster på hovedet.

»Hvorfor skal andre blande sig i, hvad jeg skal sælge, og hvornår jeg skal sælge det. Det var ting, som jeg ikke havde brug for længere. Folk tror, at jeg forsøger at skille mig af med alt det, som minder mig om Leo. Men det kan jeg jo ikke. Så skulle jeg også skille mig af med mig selv. Han er jo herinde,« siger hun og slår sig på brystet.

»Han er også her i huset. Se, hvordan køkkenet er malet. Det var noget, som vi besluttede sammen. Og tapetet bag dig, det var også noget, vi valgte sammen.«

Da Sussi Nielsen for nylig stod frem og bekendtgjorde, at hun havde fundet en ny kæreste, måtte hun også stå til regnskab for sine handlinger.

»Nå, er det ikke lidt for tidligt? Sådan var der nogle, der spurgte. Men hvem bestemmer det? Mig selv? Eller andre?« spørger Sussi Nielsen, som i bogen også fortæller om at være sin mand utro et par år før hans død:

Jeg var frustreret i den periode. Leo gav mig ingen opmærksomhed, og det var nærmest, som om jomfruhinden havde gendannet sig. Jeg var kun 65 år. Det var alt for tidligt at miste sit erotiske liv, og jeg syntes, at jeg havde rakt ud efter Leo.

»Folk bliver så forargede, men jeg fik faktisk en besked fra en kvinde, hvis mand var kommet på plejehjem. Hun fortalte, at jeg havde inspireret hende til at støtte sin mand, men samtidig sørge for at finde glæde andre steder, så livet ikke går i stå. Da blev jeg faktisk så glad, at jeg begyndte at græde.«

Sussi fra Sussi og Leo

Der har altid været et Sussi og Leo.

Fra 1971, da parret gik i 9. klasse, og frem til Leo Nielsens død i år var duoen yderst aktiv på livescenerne. 13 pladeudgivelser blev det også til.

Sussi Nielsen drømte egentlig ikke om at blive musiker, det var kun for sjov, men i den aktuelle bog beskriver hun, hvordan parret begyndte at flirte med idéen om at gøre deres optrædener til en levevej:

I skolen sad vi sammen i timerne. Der var nogle, der syntes, det var mærkeligt, at vi aldrig kunne slippe hinanden, men vi var forelskede. På et tidspunkt var vi til erhvervsvejledende samtaler gennem skolen. Vi spurgte, hvordan man blev musiker, og vi fik en lang forklaring om, at man først skulle vælge sit instrument, øve sig utrolig meget, og så skulle man på konservatoriet.

– Nej nej, vi vil være balmusikere, udbrød vi.

Hold kæft, mand. Vejlederen blev skidesur.

Køkkenet fyldes af latter.

»Nej, den besked var han ikke tilfreds med,« fniser Sussi Nielsen.

Sussi og Leo gjorde, som det passede dem, men der gik mange år, før de kunne slappe af på scenen.

»Du har helt ret i, at jeg er sådan en, som er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Men det tog mig mange år at komme derhen. Som barn var jeg så genert, at jeg nærmest ikke turde at gå ind i butikkerne, for hvad nu, hvis de syntes, at jeg var mærkelig? Det satte også sit præg på vores optrædener. Igennem mange år skulle vi en halv time ind i en koncert, før jeg kunne synge. Jeg kunne godt snakke mellem numrene, men egentlig sang, det var der ikke tale om. Men pludselig skete der noget. Jeg sagde til mig selv; det her gider jeg ikke mere. Nu gør jeg, som det passer mig, jeg lærte at hvile i det.«

Så kom succesen og den økonomiske frihed. Parret optrådte dagligt på Skansen i Skagen. De blev ansat en måned ad gangen og siden et år af gangen. Igennem hele 23 år var Sussi og Leo en kæmpe attraktion i byen.

I bogen fortæller Sussi Nielsen, at duoen også mødte modstand fra forargede koncertgæster. Hun fortæller om en aften, hvor en mand kom op til hende i en pause og beskyldte duoen for hverken at kunne synge eller spille.

Vi gør vores bedste, svarede hun, men det svar godtog koncertgæsten ikke, for hans datter var læge med en lang uddannelse bag sig og tjente ikke nær så meget som den populære duo.

»Det havde jeg det skidt med,« fortæller Sussi Nielsen.

»Folk måtte gerne grine af os, men vi ønskede ikke at være til grin. Vi ønskede ikke, at det skulle lyde dårligt. Vi gjorde virkelig vores bedste, vi havde endda en sanglærer på, som sagde, at Leo kunne være blevet operasanger, hvis han var begyndt som barn. Med mig var det lidt anderledes. Det krævede nok lidt mere øvelse. Jeg har hørt optagelser fra nogle af vores koncerter, og så dårligt lød det altså heller ikke.«

Sussi og Leo arbejdede meget, også så meget, at Sussi Nielsen på et tidspunkt blev sygemeldt med stress. Livet foregik på scenen, og parret ænsede ikke, hvad der foregik ude i verden.

»Der gik 14 dage, før vi opdagede, at der havde været et terrorangreb i New York den 11. september 2001. Vi gik helt bevidst uden om nyhederne, for vi ville ikke have frygt og bekymringer med på scenen. Når man optræder for at sprede glæde, så er der ikke plads til alt det negative.«

Sussi Nielsen tænker sig om et øjeblik.

»Leos forældre så godt nok nyhederne hver aften, og det er da lidt pudsigt, at de ikke lige nævnte det der med flyene, der var braget ind i World Trade Center.«

Krænket på scenen

Sussi Nielsen begyndte at løfte op i kjolen under koncerterne.

»Men det handlede ikke om sex,« siger hun.

»Det var for sjov, jeg ville bare underholde. Jeg havde kun en kvadratmeter at gøre godt med, og der var ikke plads til det store show. Men jeg kunne da vise mine balder.«

Enkelte gange har hun følt sig krænket:

Der var et kinky sted i Aalborg, hvor luderne samlede deres kunder op. Der begyndte vi ved midnat, og så kom folk ellers dryssende, efterhånden som de andre beværtninger lukkede. Scenen gik lidt ud i rummet, så man kunne sidde ved siden af den. En dag sad der en mand, som stak sin hånd op under mit skørt, mens vi spillede. Uden at tænke over det svingede jeg min elektriske guitar for fuld kraft efter hans ansigt. Jeg missede med tre centimeter. Det er jeg glad for. Hans kranie ville være røget af.

Sussi Nielsen griner af sin egen formulering i bogen.

»Jeg blev skidesur, men læg mærke til, at jeg reagerede prompte. Nu er det blevet almindeligt at komme rendende 15 år efter og beklage sig; ”hov hov, du tog mig på låret engang”. Det kan jeg ikke bruge til noget. Hvis ens grænser bliver overskredet, så må man sparke manden i klunkerne på stedet.«

Hun husker at have tildelt en ung mand en syngende lussing, da han tillod sig at klappe hende bagi, men komplimenter tager hun gerne imod.

»Altså, hvis jeg skulle sagsøge alle de mænd, der har sagt, at jeg er sexet, så kunne jeg jo ikke foretage mig andet resten af mine dage. Jeg elsker, når mænd siger søde ting til mig. Der er en mand på 27 år, som bliver ved med at skrive til mig, at jeg er smuk, at han er helt vild med mig. Det kan jeg godt lide. Han er bare lidt for ung. Under 30, det går ikke.«

Hun savnede elskere

I sommer bragte ugebladet Her & Nu en artikel, hvor Sussi Nielsen bekendtgjorte, at hun savnede elskere.

Jeg savnede berøringer, siger hun.

»Jeg havde hudsult, jeg savnede at røre, og jeg savnede at blive rørt ved, det var bare det, jeg var ærlig om, og så skal jeg ellers love for, at mændene vågnede derude. Som sagt; jeg elsker at modtage søde beskeder, men her opdagede jeg, at der er en træls bivirkning ved at være kendt. Mænd sender billeder af deres tissemænd. For helvede, mand. Hvor er charmen henne? Hvor er forspillet? De gider ikke at lægge op til noget, de sender bare et vedhæftet foto, man klikker på det, og så sidder man – helt uforberedt – og glor på sådan et dickpic . Undskyld mig, men det kan jeg altså ikke bruge til noget. Jeg svarer pænt ”nej tak” hver gang. Det var faktisk lidt derfor, at jeg gik ud og fortalte, at jeg havde fundet en ny kæreste. Så der kunne komme lidt ro på de utidige henvendelser.«

Kort efter Leo Nielsens død henvendte tv-producenter sig for at få Sussi Nielsen til at medvirke i en programrække, hvor hun skulle ud og finde en kæreste.

»Nej, det havde jeg ikke lyst til at medvirke i,« siger hun.

»Kæreste? Nej, jeg ville hellere være løs på tråden, have flere bekendtskaber. Jeg havde jo ikke prøvet at være sammen med så mange andre end Leo. Nu har jeg fundet en kæreste. Af egen vilje, ikke fordi nogen ville have det til at ske i et tv-program.«

Nu er det godt at være Sussi Nielsen, siger hun.

»Det vil sikkert provokere mange, at jeg siger det på den måde, men jeg har det, som om jeg er med i et eventyr. Det er først nu, at jeg er ved at lære mig selv at kende. Da jeg var barn, bestemte mine forældre, og så var der alle de gode år med Leo. Nej, han ville ikke bestemme over mig, men han var ikke til det spontane, alt skulle være planlagt, og jeg mærker en ny frihed nu. Jeg mærker efter hele tiden. Hvad har jeg lyst til? Noget af det, som jeg har fundet ud af, at jeg stadig har virkelig meget lyst til, det er at spille koncerter med drengene. Jeg havde en drøm, hvor jeg stod på scenen som 90-årig. Den må gerne gå i opfyldelse. Ingen skal forsøge at få mig ned fra den scene i utide. Heller ikke min kæreste. Så er han ude.«