Himmelbjergets helhedsplan: Tåge, floskler og metervarer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 26. februar skal der være ”borgerinspirationsmøde” i Ry Hallerne om Himmelbjergets helhedsplan. Det bliver unægteligt interessant at høre, hvad arbejdsgruppen og byrådet er nået frem til. For indtil videre er kommunens borgere kun blevet serveret tåge, moderne klichéer og metervarer.
Det er fortsat aldeles uklart, hvilken status Lablands helhedsplan har. Den SKAL åbenbart være med i processen, selv om ingen (hverken i arbejdsgruppen eller byrådet) synes interesseret i at forsvare den. Det er ”bare nogle idéer”, har det lydt i det uendelige, men efter års arbejde er der ikke kommet andet konkret ud. Og så er der den kondenserede udgave med ”en vision” og ”fem principper”, som byrådet har vedtaget. Her breder tågen og forvirringen sig yderligere. Bjerget skal være ”et roligt samlingspunkt midt i naturen.”
Tåge og floskeljargonen i byrådets beslutning samt det katalog af idéer, som Labland har leveret, udgør tilsammen en metervare, som efterhånden fås overalt.
Men hvordan skal det kunne lade sig gøre på et historisk, folkeligt samlingspunkt, der byder på koncerter og møder på plænen, familiefester på hotellet og hundredvis af opstemte sommergæster på en gennemsnitlig sommerdag? Skal ”folkeparken” på plæneområderne nu nedlægges? Og så skal Bjerget være en ”dynamo for konteksten”. Hvis nogen kan forklare, hvad i alverden det betyder, må det næsten være en doktorgrad værdigt. Endelig hedder det, at ”Helhedsplanen bør medvirke til, at Himmelbjergets historie bliver ført frem til nutiden og fremtiden som et sted, hvor demokratiet fortsat kan drøftes og fejres.” Så vidt undertegnede kan se, siges her alt og ingenting; hvad som helst kan lægges i den formulering. Hvis man lagde et Google-datacenter på toppen, kunne man jo også sige, at man havde ført stedets historie frem til nutiden. Og demokratiet kan vel fortsat drøftes og fejres, om man så asfalterer toppen eller planter palmer rundt om plæneområdet. Pointen er, at disse og andre bærende formuleringer enten er indholdsløse, uklare eller forvirrende, specielt fordi man kun har et ”idékatalog”, som man åbenbart ikke skal tage for pålydende til at danne billeder for sig.
Og dette krydres så med floskler i hobevis i beskrivelsen af byrådets beslutning. Der skal skabes ”en tydelig afgrænsning af bjerget med fokus på at gøre turen til toppen til en oplevelse”. Der skal anlægges ”et moderniseret stiforløb fra de to ankomster til toppen”, og der skal være ”støttepunkter undervejs og på toppen med plads til at fordybe sig i naturen og udsigten”. ”Tydelige afgrænsninger”, ”moderniserede stiforløb” og ”støttepunkter” er begreber, der forefindes i et utal af kommunalt igangsatte projekter i naturen og ved historiske steder landet over. Så hyppige og besynderligt umotiverede er disse begreber, at de må siges at høre hjemme i bunken med tyndslidte klichéer og tiltag for tiltagenes egen skyld. Hverken naturen eller historien består af afgrænsede enheder, så hvorfor skal de fremstilles sådan?
Moderniserede stiforløb forefindes i uendeligt antal i det danske kulturlandskab. Så hvad er formålet her (ud over at lette adgangen for gangbesværede)? Og ”støttepunkter”, hvad er det de skal gøre? Antages det, at den almindelige gæst ikke er i stand til at fordybe sig i natur og udsigt uden arkitektonisk assistance? Eller sagt med andre ord: hvor er det lige præcis, at en eneste af disse ting bidrager med noget som helst, ud over at gøre det, der findes i forvejen til en slags brugsgenstand, man kan bygge lag ovenpå?
Tåge og floskeljargonen i byrådets beslutning samt det katalog af idéer, som Labland har leveret, udgør tilsammen en metervare, som efterhånden fås overalt. ”Støttepunkter”, ”sammenhæng” og ”helhed”, ”udsigt”,” wauw-effekt”, ”selfie-spots” med mere menes skabt gennem strukturer i glas, massivt tømmer, beton og stål i forbindelse med historiske levn og skøn natur lige fra Helligdomsklipperne på Bornholm til Pikkerbakken i Frederikshavn. Der er intet nytænkende eller stedsspecifikt i disse tiltag; de er alle revet op af samme skuffe. Udsættes Himmelbjerget for disse ting, vil stedet komme til at ligne en hvilken som helst gennemsnitlig attraktion i resten af landet. Det eneste skønne ved stedet vil være – tja, det der hele tiden har været der, hvis man ellers stadigvæk kan få øje på det.