Hvordan står det egentlig til med den omstridte helhedsplan for Himmelbjerget?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vil Himmelbjergets top blive udstyret med en udsigtskasse i glas, selfiespots og en stor træterrasse? Vil der blive opført et stisystem i træ til erstatning for den såkaldte slangesti fra Hotel Julsø til Himmelbjergtårnet? Hvad med de restriktive fredninger i området? Vil der snart blive afholdt et borgermøde, hvor man som borger kan komme med forslag til forbedringer? Er helhedsplanen helt gået i glemmebogen?

Mange er de spørgsmål, man mødes med som politiker, og jeg forstår udmærket, at spørgelysten er stor. Helhedsplanen for Himmelbjerget blev intenst debatteret og landskendt gennem presseskriverier, radio- og tv-dækning over sommeren 2018, men sidenhen har der været radiotavshed fra politikerne i Skanderborg byråd, hvad angår denne sag. Skyldes denne tavshed, at Skanderborg Kommune nu har igangsat en omfattende søgning efter fondsmidler som aftalt på byrådsmødet i maj?

Lad mig, efter bedste evne, forsøge at komme med nogle svar, som mest af alt må karakteriseres som tolkninger af den nuværende situation og bud på fremtiden fra en politiker med en finger på denne sags puls.

Jeg formoder, at planlægningen for Himmelbjerget bliver markant neddroslet forstået på den måde, at de mest kontroversielle elementer og fremlagte ideer, f.eks. udsigtskassen i glas og træterrassen i træ, droppes. Vurderingen synes flere steder at være, at uden folkelig og politisk opbakning kan der hverken opnås fondsstøtte eller dispensationer fra fredningsbestemmelser. Uden hverken fondsstøtte eller dispensationer er projektet reelt dødt.

Så i stedet for et fondssøgningsarbejde pågår der nu et større og vigtigt arbejde med at forberede et bud på en nødvendig konsensusløsning, som kan samle bred politisk opbakning og støtte fra befolkningen, fraregnet den lille gruppe borgere, som ikke ønsker nogle ændringer på Himmelbjerget overhovedet. Mit bedste bud er, at det vil lykkes at finde en fornuftig konsensusløsning, som så kan gennemføres fortrinsvist på fondsmidler.

Når vi er kommet noget længere i arbejdet med at fastlægge et bud på en konsensusløsning, mener jeg, at vi bør lave noget reel borgerinddragelse, for mange borgere har helt naturligt stærke følelser for Himmelbjerget og gode konstruktive ideer til forbedringer på stedet. Disse ideer skal vi politikere naturligvis modtage med taknemmelighed.