Fortsæt til indhold
Aarhus

Unge ledere har brug for erfarne kræfter

Dansk Supermarked har specialiseret sig i at uddanne meget unge ledere. Det sker igennem løbende kurser og sparring med ældre og mere erfarne ledere.

Esben Larsen Mikkelsen

En enkelt indkøbstur i Føtex, Bilka eller Salling vil hurtigt afsløre en arbejdsplads, hvor helt unge arbejder side om side med meget ældre kollegaer. Og det er samtidig en sammenblanding af generationer, der ikke kun gør sig gældende i de laveste stillinger i virksomheden.

På lederniveau har Dansk Supermarked nemlig specialiseret sig i at uddanne unge mennesker i begyndelsen af 20’erne til at have lige så store ansvarsområder som folk i slutningen af 50’erne.

Christian Flø er ansvarlig for talentudvikling og uddannelse i Dansk Supermarked, og han fortæller, at der i virksomheden er sat et vidensdelingssystem i værk, hvor unge ledere kan trække på de ældre og mere erfarne ledere.

»Først og fremmest er der et lederkorps fra varehusene rundt om i landet, som er med som hjælpeinstruktører på vores lederkurser. Når vi skal snakke om rekruttering, medarbejdersamtaler eller andet, så sidder der en erfaren leder, som kan give feedback til unge ledere,« fortæller Christian Flø.

Erfarne kræfter

Virksomheden arrangerer både obligatoriske og frivillige kurser for dens ledere rundt om i landet. Men den daglige uddannelse er ikke noget, der sker centralt i Dansk Supermarked, forklarer Christian Flø.

Det er den ældre og mere erfarne leder over den unge leder, der har ansvaret for at hjælpe i tilspidsede situationer, være inspirerende og give feedback.

»Det betyder, at man måske er som leder som 22-årig, men man er ikke færdiguddannet som 23-årig. De unge skal blive ved med at uddanne sig, for på et tidspunkt er det dem, der bliver ledere af andre. Og det kræver nogle andre egenskaber,« siger Christian Flø.

Stærke og svage sider

Dansk Supermarked spejder efter talenter i en tidlig alder, fordi kæden derved kan være med til at præge, hvilke værdier de unge har som ledere, mennesker og medarbejdere.

Christian Flø tilføjer, at det er nemmere at holde på de unge talenter, hvis uddannelsen er sat i værk tidligt.

»For os er varehusene en talentfabrik, en slags pipeline. Vi vil gerne have fat i dem så tidligt som muligt, og det er mange gange meget unge elever, vi snakker om, når de f.eks. kommer direkte fra handelsskolen. De her unge mennesker er ofte ikke fagligt formet endnu, så derfor har vi stor fokus på de unges personlighed. Og der gør det bestemt ikke noget, at de er resultatorienterede og lidt utålmodige, så de ikke sidder for meget på hænderne, men selv tager initiativ og skaber resultater,« siger han.

Omkring 400 unge, mange helt friske fra handelsskolen, får hvert år en elevplads i virksomheden, og fire gange om året er 60 unge mennesker igennem en såkaldt ledertrainee-uddannelse.

»På den uddannelse arbejder de unge rigtig meget med at lære sig selv at kende. De skal også blive mere bevidste om, hvordan de påvirker andre. Det handler meget om at møde andre, hvor de er, og ikke altid hvor man selv er. De lærer også, hvad der er deres stærke sider, og hvor de skal udvikle sig for at blive gode ledere. Herefter følges der løbende op på deres udvikling. På den måde bliver de stærkere og hviler mere i sig selv, når de bliver ledere. Det er vigtigt, når de er så unge,« siger Christian Flø.