Bageren har slugt et par kameler
Med en lang karriere i Dansk Supermarked har Helle Brixen flere gange ment, at hun nok vidste bedre end de unge ledere.
Når en ung leder før i tiden sagde til Helle Brixen: »Jeg er ung, jeg har ideerne, derfor gør vi det på min måde«, kunne hun godt finde på at stejle og svare: »Nej, du skal lytte til mig, det er mig, der har erfaringen.«
Med ét var en potentiel konflikt født, og dem har Helle Brixen haft flere af i sine 22 år som ansat i Dansk Supermarked.
Forholdet til hendes nuværende leder, Sune Hørning, er rigtig fint, til gengæld kan hun fortælle om tiden, efter at hun selv gik fra en position som leder til at være medarbejder på gulvet i 2001.
»Der var godt nok et par kameler at sluge. Jeg fik en rigtig ung leder, og han skulle altså ikke komme og lære mig noget. Jeg havde været i hans sko og vidste, hvad det handlede om. Jeg tror faktisk også, at de unge her opfatter mig sådan nogle gange,« siger hun.
Glad for at blive spurgt
Helle Brixen mener, at hun i dag er bedre til at lade de unge ledere »køre deres show«. Hun hægter sig bare på, hvis de vil bruge hendes viden. Hun har været ansat i bageren i Føtex på M.P. Bruunsgade i Aarhus de seneste fire år, og her har hun stadig faste meninger om, hvordan tingene skal køre.
»Jeg står her til daglig. Det er mig, der kender til, hvordan maskineriet kører. Men jeg er bevidst om, at ligesom den unge, uerfarne leder skal være klar til at lytte, skal vi også være klar til at flytte os. Men jeg vil sige, at jeg er glad for at blive spurgt,« siger hun og understreger, at hvis den unge leder ikke vil bruge hendes råd, er det i sidste ende lederens beslutning.
Helle Brixen er 48 år og har en datter på 20 år – kun seks år yngre end Helles nuværende leder, Sune Hørning. Den store aldersforskel mellem hende og Sune Hørning er efterhånden noget, hun sætter pris på, da det ifølge hende er vigtigt at få både unge og gamle til at arbejde sammen i detailhandelen.
»I detailhandelen sker der forandringer rigtig hurtigt. Dem er de unge bedre til at klare. Vi gamle kan godt lære noget af dem, fordi vi ofte trækker vanerne frem, og så fornyer vi os ikke,« siger hun.
Alle skal løfte i flok
Den altoverskyggende ingrediens til et godt samarbejde mellem unge, uerfarne ledere og ældre, erfarne medarbejdere er ifølge Helle Brixen, at man har det godt sammen. Det er i de tilfælde, hvor kemien mellem hende og den unge leder har været dårlig, at konflikterne er opstået.
»Det er bare så personligt. En god ung leder sætter en god dynamik i gang på arbejdspladsen og skaber en god harmoni mellem medarbejderne. De skal kunne få både gamle og unge til at ”løfte i flok”, for at bruge et gammelt slogan i Dansk Supermarked. Lederen skal være god til at få ung energi og gammel erfaring til at spille godt sammen,« siger Helle Brixen.