Det sagde bang, og så var vi kulturhovedstad

Så tæt, som sten ligger spredt på en gårdsplads, stod aarhusianerne lørdag aften klar til endelig at få en prøve på, hvad det vil sige at være europæisk kulturhovedstad.

Folk var mødt frem i tusindvis, op mod 70.000 estimeres det, og kunne på storskærmene se dronningen sætte gang i hele showet, da hun rakte en lille lysende vikingebåd op i strakte arme.

Lukkede man straks derefter øjnene, var det næsten som at blive kastet tilbage i tiden, til dengang en sådan båd regerede vandene. En tidsforvirring der skyldtes de dusinvis af korsangere, som nærmest messede ud over byen fra rådhustårnet, efter aftenens første dose af fyrværkeri havde lagt sig.

I timerne op til dronningen startede det store åbningsshow i gaderne, var der masser af aktivitet rundt om i byen, hvor showet blev forberedt.

Et af stederne var Ridehuset, der fungerede som samlingspunkt for over 500 af de frivillige, som skulle bære de små lysende både i optoget. I spidsen for at lede de mange hundrede det rigtige sted hen stod Jørgen Bødstrup Christensen.

»Vi skal stå klar kvart over 6 oppe ved Brobjergskolen. Der er ikke så meget pis der. Der bliver lidt spildtid, men sådan er det. Vi skal være klar,« siger han, mens folk strømmer ind ad porten.

Rundt om ham stod flere hundrede af de håndholdte små både til optoget – mange af dem udstyret med udsmykkede sejl. En har en tegnet muffin, en anden en påskrevet opfordring om at bevare byens gamle huse, og en tredje har fået navnet Erik.

Tilbage i byens gader om aftenen gik åbningsshowet videre. Paraden var sat i bevægelse med de store vikingeskibe, der sejlede i et hav af mindre lysende både.

En efter en gled de forbi folk og ud i byen på resten af ruten. På stævnen af den første knejsede sangeringen Eivør klædt i skind og fuldendte illusionen af at være tilbage i en anden tid.

Men der var ingen tid til at holde fokus blot på bådene på gaden. For også et lysshow fra såvel rådhustårnet og Musikhusparken tvang tilskuernes nakker bagud, når projektørernes lys drejede rundt om byen og fra gade til himmel.

Ridehuset var bare et af seks steder, hvor de frivillige mødtes, før det hele gik i gang. Kort derfra ved Bora Bora var et andet af samlingspunkterne.

Her var det de frivillige, som skulle styre de seks store vikingebåde gennem gaderne, der mødtes.

Anette Aude var frivillig på båd nummer fire.

»Jeg synes, at det er en fed lejlighed til at få lov til at opleve showet midt i det hele, og så har det været fantastisk at være med til forberedelserne,« siger Anette Aude, der har været overrasket over omfanget af den del af åbningsshowet, hun har været med til at forberede.

Henrik Grønbord kender enhver detalje på de seks vikingebåde. Han er til daglig professionel bådbygger og har været byggeleder for bådene til åbningsshowet.

Selvom byggeriet af skrogformene og stålkonstruktionerne blev påbegyndt i september fjor, stod han lørdag eftermiddag sammen med andre bådbyggere og lavede justeringer 10 minutter før generalprøven.

»Det er et specielt projekt. Vi har været et lokalt byggeteam, der har sørget for materialer, værktøjer og sikkerhed, og så har vi arbejdet sammen med kunstnere fra Liverpool og Atlanta og en ledelse fra Australien,« siger han og tilføjer:

»Det er festligt at være med til.«

Festligt nåede optoget også at være på sin videre færd.

Mens bådene nærmede sig det endelige stop, nåede folk at opleve et mange hundrede mand stort kor, der på trapperne til det futuristiske Dokk1 sang en nyfortolket af nordens ældste sang: "Jeg drømte mig en drøm i nat."

Som bådene begyndte at nå til enden, begyndte tvivlen også at brede sig blandt publikum. Var det det? Syntes at være det underlæggende spørgsmål, mens der blev kigget i alle retninger.

Men det var slet ikke færdigt.

Det blev blot overgangen til både massivt fyrværkeri og det lovede »episke« film- og billedeshow på væggene af DLGs siloer på havnen, som tryllebandt folk i en sådan grad, at folk i de i forvejen tætpakkede gader helt stoppede med at snegle sig frem og tilbage og blot stod tilbage og kiggede i samme retning.

Og den største cadeau kom i realiteten nok, da det sidste på silovæggen var "Aarhus 2017" skrevet i gylden skrift og folk klappede i samlet flok. Det virkede som momentet, hvor aarhusianerne sænkede paraderne overfor kulturhovedstaden.

Folk troede også endnu en gang, at dette var slutningen for aftenen, men endnu en stor salve af glitter, glimt og brag på aftenhimlen sparkede i stedet i gang i Dj Statics tur på et podie ved havnen, hvorfra han sendte knap så vikinge-agtige toner ud mod folk.

Da musikken døde hen, var der dog ikke flere comebacks i ærmet. Og mens det lige så langsomt fik folk til at fortrænge fra de bilfri gader, lod det blot en konstatering stå tilbage: Aarhus er i 2017 ikke blot en by, Aarhus er blevet en kulturhovedstad.