Fortsæt til indhold
Aarhus

Hvordan er det at blive ældre?

JP Aarhus har bedt et panel af seks kulturpersoner med rødder i Aarhus forholde sig til alderdommen og dele ud af deres vigtigste livserfaringer og planer for resten af livet.

Hvilke spor sætter et langt liv på kroppen og sindet? JP Aarhus har bedt et panel af seks kulturpersoner med rødder i Aarhus forholde sig til alderdommen og dele ud af deres vigtigste livserfaringer og planer for resten af livet.

Inge Sofie Skovbo, skuespiller, 63 år

På mange måder har jeg det fint med at blive ældre, men jeg har så meget livsappetit endnu, at jeg ikke ville bryde mig om at skulle herfra hverken i dag eller i morgen. Jeg er så heldig, at arbejdet stadig kan fylde noget i mit liv, og det skal det også fremover. Når jeg får fri om aftenen, vil jeg gerne lade mig invitere ud til nogle gode middage og gå nogle flere ture med min hund. Jeg skal nå at blive bedstemor, og det har jeg ikke opnået endnu. Det ville være en stor ting. Når børnebørnene kommer vil jeg fortælle dem nogle gode eventyr.

Hvad er den vigtigste livserfaring, du har gjort dig?

Det er meget betydningsfuldt, at du skaber dig nogle tætte relationer og passer på dine venskaber. Man skal få sig en rigtig god ven for livet – og gerne en, der er uden for ens parforhold. Både Jesus, Buddha og andre profeter har ret, når de siger til os, at vi skal leve i nuet. Se på markens liljer og himlens fugle. Du skal ikke dvæle i fortiden og ikke koncentrere dig om fremtiden. Jeg er selv en person, som har bekymret sig meget, og man bekymrer sig tit – siger min erfaring – unødvendigt.

Lotte Heise, foredragsholder og forfatter, 57 år

Når man er 57 år, er man ved at være rimelig brugt. Selvom jeg generelt er glad i låget og opfører mig, som om jeg er meget yngre, end jeg er, har jeg udfordringer, fordi jeg har gigt og smerter. Men fra jeg blev 40 år og indtil nu, er den bedste periode i mit liv. Jeg kunne ikke tænke mig at være 25 år igen. Der er ikke så mange, der kigger efter en og fløjter, når man er blevet gammel, men jeg har fået en ny sms-tone, som pifter efter mig, og så kan man jo holde gryden lidt i kog på den måde. Jeg regner med at kysse videre på min fantastiske kæreste, som jeg mødte i en alder af 55 år. Jeg vil optræde, så længe jeg kan, og måske skriver jeg et par bøger til, hvis jeg får lyst.

Hvad er den vigtigste livserfaring, du har gjort dig?

Man skal være ærlig. Det er o.k. at lyve lidt over for andre, men ikke over for sig selv. Og det er vigtigt at leve, for man ved ikke, om man får en tagsten i hovedet i morgen.

Viggo Sommer Kristensen, musiker og komiker, 59 år

På en måde føler jeg mig stadig som først i 30’erne, men man kan jo godt mærke alderen på kadaveret efterhånden. Jeg har lært at tage tingene mere roligt på den gode måde og at vælge mine kampe. Jeg kunne godt være vildere og lidt mere ilter i diskussioner, da jeg var ung, og det kan jeg godt undvære. Så længe folk vil høre på mig, håber jeg at kunne blive ved med at tage ud og spille. Inden for mit felt findes der ikke en egentlig pensionsalder, og jeg kunne ikke tænke mig at flytte til Sydspanien og sidde på min flade. Man skal holde sig i gang med det, man godt kan lide, og det er for mit vedkommende musikken.

Hvad er den vigtigste livserfaring, du har gjort dig?

Stress er en folkesygdom, fordi folk har formeget, de vil nå i arbejdslivet og i fritiden. Man skal især passe på sig selv, i den alder hvor børnene er små, og aktivitetsniveauet er på sit højeste. Lad være med at stræbe efter alt, for du kommer aldrig til at få eller opnå det hele.

Niels Malmros, filminstruktør, 72 år

Jeg synes ikke, det er morsomt at blive ældre. I min alder er man ikke så hurtig til at mobilisere navne. Fysisk nedbrydes man, og man skal oppe sig for at følge med. Sidste år brækkede jeg min fod og kunne ikke vandre i de færøske fjelde. Den har jeg svært ved at få bragt i orden igen. Derudover føler jeg ikke, at jeg sidder med forøget visdom, men jeg har da vundet en ro. Jeg har lavet en lang række film, som handler om ulykkelig kærlighed, og det er mere eller mindre autofiktion. Jeg føler virkelig, at jeg med min seneste film ”Sorg og glæde” er nået frem til den voksne, modne, gensidige kærlighed. På den måde er værket fuldbragt. Jeg har ikke afskrevet, at jeg skal lave flere film, men jeg går ikke og føler,at der er noget, jeg mangler at gøre. Hvad er den vigtigste livserfaring, du har gjort dig? Man skal sørge for at blive ved med at være engageret og holde sig orienteret om, hvad der sker omkring en. For mit eget vedkommende går jeg til engelsk og udvider mit vokabularium.

Kjeld Holm, tidl. biskop i Aarhus, 71 år

Man kan godt synes, at man ikke føler sig gammel eller ældre, men der sker jo et forfald. Det kan man overbevise sig selv om, hvis man stiller sig foran spejlet om morgenen og må beklage den forringede billedkvalitet. Jeg hører til den privilegerede gruppe af mennesker, der har fået alt det, jeg gerne ville. Jeg har fået de dejligste børn og børnebørn. Alderen er ikke noget skræmmende, men et naturligt forløb. Det, der skræmmer mig, er ikke at skulle dø, men at blive så svækket, at jeg ikke kan leve et nogenlunde almindeligt liv med de mennesker, jeg holder af.

Jeg vil gerne læse, tænke og skrive og holde foredrag og være aktiv på et mere beskedent stadie, end jeg har været hidtil. Jeg har levet med det vilkår, at det i vid udstrækning var andre, der bestemte, hvad jeg skulle bruge min tid til. Nu er jeg min egen herre, og det passer mig godt, at jeg som pensionist har mere ret til min egen tid og som oftest kan læse avisen i dagslys.

Hvad er den vigtigste livserfaring, du har gjort dig?

Det, der kommer og fylder ens tilværelse, er ikke i første omgang noget, man selv har indflydelse på. Man kan ikke forberede sig på at blive far eller på at stå med sit barnebarn i armene. Det at ældes skal tages med afslappethed og ikke mindst en vis portion humor. Man skal kunne ironisere over sine egne mangler. De uperfekte liv har også sine kvaliteter.

Bodil Alling, kunstnerisk leder på Teatret Gruppe 38, 59 år

Der er stor forskel på at se min alder på tryk og at forstå, at det faktisk er min alder. Men det er også en påmindelse om, at jeg stunder mod graven, selvom jeg forhåbentlig har mange, mange år endnu. Jeg tænker meget mere på døden end for 10 år siden. Og jeg mærker også, at alderen ganske langsomt byder mig nogle udfordringer, jeg ikke bryder mig om. Og det er vel det, jeg frygter mest i alderdommen, når den accelererer: Ikke at kunne det, jeg vil.

Når det er sagt, ja, så elsker jeg min alder. Jeg ville ikke bytte med en yngre model. Jeg nyder mine erfaringer gennem livet, som byder mig en større ro og selvindsigt i, hvilke kampe der er værd at kæmpe, hvor det giver mening at investere sin energi og engagement, og hvem er det vidunderligt at arbejde og bruge sin tid sammen med.

Jeg tænker ikke på, hvad jeg skal udfylde min tid med. Jeg arbejder stadig på livet løs, og jeg bliver ved, til skæbnen vil noget andet. Dog ser jeg også frem til at kunne få tid til alt det, jeg ikke synes, jeg har nået. Jeg vil gerne skrive mere, end jeg gør. Jeg vil gerne holde fri uden at have dårlig samvittighed over, jeg ikke lige får noget fra hånden.

Hvad er den vigtigste livserfaring, du har gjort dig?

Min erfaring i livet er, at det går tit godt. Så jeg krydser fingre for en god og givtig alderdom.