90-årige Børge: ”Jeg løber, til jeg falder om”

Hverken sne, regn eller kulde kan holde de dedikerede motionister fra Aarhus 1900 Ældreidræt inden døre.

Det står klart, da jeg slutter mig til en stor og munter flok seniorer i løbetights og pandebånd foran Marselisborghallen en frysende onsdag formiddag i november med ambitionen om at gennemføre klubbens ugentlige gå- og løberute på 10 km.

Særdeles afklaret med min middelmådige løbeform har jeg strategisk udvalgt mig klubbens alderspræsident som løbepartner for at kunne følge med.

Jeg bliver klogere, da jeg lader den 90-årige Børge Helmer sætte tempoet på det første interval.

Stik hofterne frem. Tag armene ned. Træk vejret med bugen i stedet for brystet. Børge Helmer ved om nogen, hvordan man skal gebærde sig på en løbesti, og uden at miste pusten deler han gavmildt og opmuntrende ud af gode råd til sin medløber, da vi overhaler gåholdet og tager spurten gennem Marselisborgskoven.

Først når han falder om

November viser sig fra sin bedste side. Den lavthængende efterårssol finder ubesværet vej ned mellem de sidste gule og grønne blade, der klamrer sig til grenene, hvor de venter på at overgive sig til det næste vindstød og slutte sig til deres visne fæller på den knasende, rødbrune skovbund.

Men man skal ikke lade sig narre af det blændende lys og den lunefulde, blå himmel. Kulden niver i næse og kinder og gnaver sig omgående ind i fingrene, hvis man drister sig til at smide vanterne.

Der er heldigvis ingen problemer med at holde varmen, hvis man forsøger at følge med Børge Helmer. Hvornår vil han smide løbeskoene og nyde et stillesiddende otium, spørger jeg ham en smule stakåndet, da vi sætter farten op på vej ned ad en bakke.

Ikke før han falder om, pruster han.

Børge Helmer hævder ganske vist, at han har sat tempoet ned, fordi han har fået følgeskab, men sveden pibler snart frem under overtøjet, og hjertet arbejder sig op mod halsen, da vi har tilbagelagt de første fem kilometer, og jeg forpustet af latter og løb iler i hans fodspor i hans frygtløse spurt op ad den næste bakke. Frygtløs, fordi han kender ruten så indgående, at han ved nøjagtig, hvor skovbundens tykke dyne af nedfaldsblade skjuler et trin, et hul eller en sten.

Hver eneste onsdag – og fredag i sommerhalvåret – sætter han kroppen på prøve på ruten. Resten af tiden holder han hjernen skarp ved at rode med slægtsforskning og computere.

Foretrækker han at løbe alene? Nej, han løber bare fra de andre.

»De er kun 80 og 85 år, og de siger, jeg løber alt for hurtigt,« siger han og sætter tempoet yderligere op som for at understrege sin pointe.

Snapsepause undervejs

Børge Helmer er stoppet på bakketoppen med pittoresk udsigt over Aarhus Bugt og strækker ud, mens han lader sig indhente. Da jeg prustende slutter mig til ham med begyndende sidestik, tigger lungerne om en pause. Børge Helmer har ikke sidestik.

De lettere misligholdte muskler spænder på en måde, som ikke efterlader megen tvivl om, at lår og lægge vil være i choktilstand dagen derpå.

Børge Helmers krop er derimod vant til mosten, og snart må jeg se hans røde løbesko forsvinde mellem træerne i horisonten, da han stikker af fra mig igen. Jeg slår i stedet følge med den 80-årige Lilly Due, som – bevæbnet med en stok i hver hånd – tager turen i et roligere tempo.

Lilly Due er tidligere svømmer, håndboldspiller og folkedanser, men årene har udfordret fysikken, og i dag er hun en fast bestanddel af gåklubben.

I 2004 var hun syg af kræft og havde tabt 24 kg, men i dag er hun helt rask og får ingen medicin, fortæller hun. Hun holder sig sund med motion, vitaminpiller og hjemmebrygget snaps på rosiner og lakridsrod, som hjælper på en tør og kedelig hals. En slurk af denne helsedrik er derfor også et fast ritual på den ugentlige gåtur, hvilket afføder en del kærlige drillerier fra de øvrige motionister i klubben.

Man kan dog ikke løbe fra, at snapsen luner særdeles tiltrængt i halsen, hvor den råkolde efterårsluft har fremprovokeret en hosterefleks, som gør det ganske besværligt at gennemføre et interview i løbetempo.

Heldigvis er der ingen krav om tophastighed, og mange af medlemmerne nøjes med at klare distancen i et rask gåtempo.

Det gælder bl.a. den 80-årige Arne Bruun Jensen, som er tidligere Aarhus-mester i redskabsgymnastik, og som i øvrigt er gammel nok til at have oplevet et paradigmeskift i motionskulturen.

I 1960’erne kunne man stadig ikke løbe på gaden, uden at folk rullede vinduerne ned og dyttede, mens de grinede og rystede på hovedet, fortæller han.

Flere aktive medlemmer

Først da det traditionsrige Marselisløbet kom til i 1972, begyndte det at blive socialt acceptabelt at løbe i Aarhus, beretter han videre.

Børge Helmer har deltaget i løbet 45 gange. Løbetiden, der i august lød på 1:37:20, er ganske vist blevet lidt langsommere med årene, men det handler om at gennemføre, siger han.

Jeg slutter mig til ham igen, da motionsdagen kulminerer i madpakkespisning, klirrende kaffekopper og højlydt fællessang i klubhuset. Hans hvilepuls er hurtigt faldet tilbage til de beskedne 50 pulsslag i minuttet.

Han foreslår, at jeg begynder at løbe to gange om ugen. Det er vigtigt at holde sig i form både fysisk og mentalt, siger han, mens han fumler med sit hårdkogte æg. Det er han langtfra ene om at mene.

Flere ældre motionister

Ifølge undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut er antallet af danskere på over 60 år, der dyrker sport eller motion, støt stigende. De spiller ikke nødvendigvis fodbold eller håndbold, som da de var unge, men så vandrer de, løber, går til gymnastik eller dyrker fitness, fortæller direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt.

Især foreningslivet har succes med at aktivere seniorerne. Eksempelvis dyrker 49 pct. af de aktive aarhusianere mellem 60 og 69 år mindst én aktivitet i foreningsregi. De kommercielle aktører – såsom fitnesscentrene – har dog også fået godt fat i gruppen af ældre.

Hos Århus 1900 Ældreidræt, hvor medlemmerne er aktive seniorer, efterlønnere og pensionister, mærker man også, at seniorerne er blevet mere interesserede i motion. Selvom medlemstallet ligger nogenlunde stabilt på 170 personer, er flere i det forgangne år gået fra at være sovende medlemmer til at deltage meget mere aktivt, siger formanden Kirsten Grilmer. Det gælder ikke mindst på løbe- og gåruten, der efterhånden har fået op mod 40 ugentlige deltagere.

Mange af medlemmerne svømmer og går til gymnastik i samme forening flere gange om ugen. De kommer der både for motionen og fællesskabet.

Det er aldrig for sent

»Det har virkelig reddet mange. Folk, som er blevet skilt eller har mistet en ægtefælle. Her er der andre, som tager hånd om dem og taler med dem,« siger Børge Helmer, der selv er tidligere formand for foreningen.

Det bekræfter den 71-årige Steen Rasmussen, der sidder tre borde længere nede. Han mistede sin kone i maj og er et af løbe- og gåklubbens nyere medlemmer. Selvom han både har venner og familie, er fællesskabsånden i klubben guld værd, og Steen Rasmussen har hurtigt fået sig et par faste løbepartnere, som både er gode at tale og dyrke motion med.

»Man kan jo nogle gange ryge ned i et lille, sort hul, og så er der jo ikke noget bedre end at komme et sted som her, hvor der ikke går 500 meter, før snakken kommer i gang,« siger han.

Han har både prøvet kræfter med maraton og halvmaraton, men modsat en del af de øvrige seniorer har han ikke altid dyrket motion.

»Jeg har altid ment, at det var dybt åndssvagt. Da jeg havde arbejde og små børn, mente jeg, at jeg fik nok motion. Men jeg havde på et tidspunkt røget lidt, og når man stopper med det, tager man jo hurtigt 10 kg på. Så må man jo gøre noget ved sagen,« fortæller han hviskende for ikke at forstyrre tredje vers af fællessangen, der netop er gået i gang.

Rundt omkring på de livskloge ansigter er den røde farve på kinder og næser ved at aftage, og min egen puls er endelig tæt på at finde sit vanlige leje. Kun de våde løbesko og matte lemmer vidner om dagens prøvelser i skoven, som om ikke andet har bevist, at man godt kan træne med seniorslænget uden at være i topform på forhånd.

Man sætter selv tempoet, og som Børge Helmer siger:

»Det er aldrig for sent at komme i gang med at dyrke motion.«