Kickstart til kulturen – men hvad med sporten?
2017: 9 mio. kr. fik i går ben at gå på i Aarhus. Nu skal de ud at arbejde for at skabe de projekter, der skal gøre kulturhovedstaden levende for alle.
Hele regionen er med. Alle kunstarter. Og masser af mennesker.
Så de 9 mio. kr., som 2017-fonden i går delte ud til 44 projekter, der allerede nu skal sættes i værk for at nå i mål om tre år, får på alle måder ben at gå på.
Oprindeligt var planen, at der skulle deles 12 mio. kr. ud, men da man i fonden så de 145 indkomne ansøgninger, så man også, at nogle områder glimrede ved deres fravær.
»Der var nogle tydelige huller. F.eks. manglede vi sport og idræt, som er en væsentlig del af sådan et kulturhovedstadsår – fremtidens byer skal jo indrettes efter, at man skal kunne dyrke sport i sit nærområde. Hvis vi skal nå det, skal det være nu, så derfor har vi sat 2 mio. kr. i en udviklingspulje med en mere fleksibel struktur, hvor vi kan spille bolden tilbage til sport og idræt i hele regionen og høre, hvad der skal udvikles på deres felt,« siger programdirektør i 2017-fonden Gitte Just.
»Det skal være lettere at søge denne pulje, og de ansøgninger, som vi får ind, skal bestyrelsen se på i oktober. Desuden holder vi på 1 mio. kr til vores egne projekter, bl.a. en komponistkonkurrence og ”Bringing home the artist”, hvor vi vil have regionens artister til at komme hjem at optræde.«
Et klap på skulderen
Glæden blandt de projektmagere, der har fået penge til at sætte deres projekter i gang, var mærkbar.
Skønt de færreste fik det beløb, som de havde bedt om, var det dog et klap på skuldrene og en opfordring om at komme i gang.
»Vi er på sporet,« mener Rebecca Matthews, direktør for 2017-fonden.
»Hver dag tager vi et lille, men konkret skridt mod 2017, men med denne uddeling tager vi et stort skridt mod at få nogle kunstnere og projektmagere til ikke bare selv at tænke nyt, men også at få alle os andre til det.«
69 projektmagere blev henvist til næste runde, mens 32 blev afvist, fordi de ikke levede op til kriterierne om bl.a. at inddrage det gennemgående tema om at gentænke eller have kompetenceudvikling, partnerskaber, medfinansiering eller den varige effekt med i projektet.
Også de 44 udvalgte kan søge igen i næste runde, hvis de er kommet videre med deres projekt.
Pengene skal ud at arbejde
»Vi har vedtaget, at vi skal have de penge, som vi har, ud at arbejde,« siger Rebecca Matthews og slår endnu en gang fast, at hun og resten af fonden stadig regner med, at staten lægger 200 mio. kr. i 2017-kassen.
Fælles for de 44 projekter er, at de vil udfordre borgerne. Aros er f.eks. gået i samarbejde med Kunsthal Aarhus om en ”Sky Hook Bridge”, en bro, der bæres af heliumfyldte balloner, så man kan gå mellem de to museer.
»Det er inspireret af den amerikanske artist og arkitekt Gordon Matta-Clark. Ved at lave denne bro, som vi ikke ved, hvor længe kan holde, for så langt er vi slet ikke endnu, river vi så at sige murene mellem os ned,« forklarer lederen af kunsthallen, Joasia Krysa.
De to museer har sammen fået 500.000 kr. til at kickstarte deres projekter, som også omfatter, at kunsten i det hele taget skal ud i det offentlige rum.
Desuden taler Kunsthal Aarhus med den kinesiske kunstner Song Dong om at lave et spiseligt Aarhus. Han har før gjort det med London og Beijing og vil nu også lave en model af Aarhus i kiks, grøntsager, eller hvad han måtte finde på.
»Han har været med på idéen om at gøre noget særligt for Aarhus, siden jeg talte med ham første gang i 2012,« siger Joasia Krysa.
Penge til trængt orkester
Aarhus Jazz Orchestra, der ellers ved det seneste budgetforlig fik beskåret sit kommunale tilskud med 500.000 kr. til 2,2 mio. kr. årligt, har fået 200.000 kr. til ”Global Jazz Explorer”, som vil udvikle og brande Aarhus og Region Midtjylland som en international metropol for jazzmusik.
Idérigdommen har i det hele taget været stor. Musikhuset vil f.eks. udvikle tre Susanne Bier-film til en opera, en teaterkoncert og en ballet, mens den årlige Spot-festival fremover vil arbejde for at spille på tre spor: musik, film og interaktivitet.