Trump håner EU før Juncker-besøg: »Straftold er det bedste«
Mødet har til formål at forsøge at forhindre en eskalering af en handelskrig mellem EU og USA.
SAN FRANCISCO
Donald Trump har hånet EU’s ledere før et møde onsdag med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der har fokus på at undgå, at handelskrigen mellem EU og USA eskalerer.
Den amerikanske præsident udlagde Junckers besøg som en indrømmelse af, at EU har behandlet USA uretfærdigt, ligesom EU kun er villig til at forhandle som følge af Trumps trussel om at ramme unionen med mere straftold.
»Lande, som har behandlet os uretfærdigt på handelsområdet i årevis, kommer til Washington for at forhandle. Det skulle være sket for år siden, men som man siger: bedre sent end aldrig,« tweetede Trump.
Han fortsatte: »Straftold er det bedste. Enten vil et land, som har behandlet USA uretfærdigt indgå en fair aftale, eller det vil blive ramt af straftold. Så simpelt er det. Og nu forhandler alle. Husk; vi er sparegrisen, som alle røver. Alt bliver godt.«
Aftenen forinden sagde han også, at USA er parat »til at gøre noget i relation til de millioner af biler,« som EU hvert år eksporterer. For nyligt hævede Trump på et politisk rally også, at EU blev dannet udelukkede med det formål udnytte USA.
Meldingerne gør intet for at mindske spændingerne forud for mødet.
Det hjælper heller ikke, at Trump er sur over den milliardbøde, som EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager i sidste uge ramte Google med.
USA har allerede lagt en 25 pct. straftold på importeret stål fra EU og 10 pct. på importeret aluminium, og EU har svaret igen ved at lægge straftold på en række kendte amerikanske produkter, herunder Harley Davidson-motorcykler, Bourbon og Lewis-jeans.
Det, som Trump overvejer at gøre efterfølgende, vil dog forkrøble samhandlen endnu mere. Præsidenten har truet med at lægge op mod 25 pct. told på importerede biler, hvilket vil ramme eksport for 50 mia. dollar fra Europa og særligt Tyskland. EU er allerede i gang med at forberede et modsvar.
Meget tyder også på, at USA har urealistiske forventninger til mødet. Trumps cheføkonomiske rådgiver, Larry Kudlov, sagde, at han forventer, at Juncker har »et betydeligt« tilbud med, men det har EU-Kommissionen afvist.
Trump presses dog af sit bagland til ikke at eskalere krigen. USA’s erhvervsliv er flere steder allerede hårdt ramt af gengældelses-told fra Kina, Mexico, Canada og EU, og republikanere frygter, at det vil koste partiet ved midtvejsvalgene.
Store dele af amerikansk erhvervsliv kæmper også aktivt imod.
Det er uklart, hvad Juncker præist har med i tasken. Kommissionens talsmand sagde fredag, at Juncker ikke ville kommunikere med Trump via Twitter forud for mødet, men EU har cirkuleret en ide om, at alle ledende økonomier skal sænke deres told på biler til nul.
For at lande sådan en aftale, vil det formentlig kræve, at Trump accepterer, at USA skal sænke sin importtold på større biler såsom pickups, hvor USA i dag kræver 25 pct., mens EU kræver 10 pct.
På personbiler er billedet omvendt. Her kræver EU 10 pct., mens USA kun opkræver 2,5 pct. i told.
Mødet er planlagt til kl. 19.30 dansk tid i Det Hvide Hus.