Ekspert: Der er en tikkende bombe under AfD

Rygterne havde svirret i flere dage.

Lederen af Alternative für Deutschland (AfD), Frauke Petry, som allerede blev skubbet ud på sidelinjen, da partiet valgte sine spidskandidater i april, ville formentlig forlade sin parlamentariske gruppe efter valget.

Og der skulle ikke gå mange timer, før rygterne blev til virkelighed. På et pressemøde for AfD mandag formiddag gjorde Petry således kort proces.

»Efter grundig overvejelse har jeg besluttet, at jeg ikke vil sidde med AfD’s parlamentariske gruppe i Forbundsdagen,« sagde Petry, hvorefter hun forlod rummet til sine partifællers tydelige forbavselse.

Ph.d. og lektor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Moritz Schramm forklarer, at det er en naturlig konsekvens af den magtkamp, som har foregået i partiet. Frauke Petry vil fortsat sidde i parlamentet for partiet.

»Hun bliver en slags løsgænger med langt færre rettigheder, end hvis man sidder i en gruppe. Medlemmerne af en fraktion får udvalgsposter og særligt tildelt taletid,« forklarer Schramm.

Det er dog ikke sikkert, at hun bliver den eneste, som forlader gruppen.

»Rygterne har sagt, at det er hende og hendes tilhængere, som vil forlade fraktionen. Spørgsmålet er så, hvor mange det vil være. Principielt set kan det tænkes, at det bliver så mange, at de får en fraktionsstatus, men det tvivler jeg dog på. Der vil formentlig være for få støtter,« siger lektoren.

Én ting er det praktiske, noget andet er dog, hvad det betyder for AfD som parti.

»Det er det første tegn på det, som alle har ventet på, nemlig at fløjkrigene i partiet for alvor bryder ud igen. Der har været mange fløjkrige, og der kommer flere. I Petrys tilfælde er det en personsag, fordi hun og Alexander Gauland (partiets spidskandidat, red.) har et meget dårligt forhold til hinanden. Men det, der ligger som en bombe under AfD, er, hvilken politisk retning det udvikler sig i«.

AfD, der blev grundlagt som et eurokritisk, konservativt parti, udviklede sig hurtigt i en mere indvandringskritisk retning. Det har skabt adskillige konflikter, ikke mindst om hvor radikal man skal være i indvandringskritikken.

»Der er stor splittelse mellem den nationalkonservative, borgerlige fløj, som står stærkt i Sydvesttyskland, og så en ret rabiat, yderligtgående højrefløj, som har rødder i nynazistiske miljøer. En del af vælgeropbakningen i Østtyskland kommer helt klart fra nynazistiske grupper, og parlamentarikerne herfra er yderligtgående. Alle venter på at se, hvordan kampen mellem de to fløje udvikler sig. Formår de at samle forskellige strømninger i én gruppe, eller vil de falde fra hinanden?«

Hvert opgør i partiet er indtil videre endt med, at højrefløjen i partiet er blevet styrket, og noget tyder derfor på, at det samme vil ske nu. Ikke mindst fordi Frauke Petry har forsøgt at tegne sig for den mere moderate fløj, men tabt.

Ikke desto mindre kan det koste vælgere på begge sider, alt efter hvilken vej man vælger at gå.

Som et eksempel på i hvilken retning partiets medlemmer hælder, nævner Moritz Schramm et programpunkt, som Frauke Petry forsøgte at få til afstemning ved seneste partikongres.

»Hun bad medlemmerne om at udtrykke deres ubetingede støtte til Israel. Og mens højrepopulistiske partier, både Front National, og Dansk Folkeparti, typisk allierer sig med Israel og taler om muslimsk indvandring som trussel, så er højreekstremistiske, nynazistiske partier antisemitiske og anti-Israel. Der er en skillelinje. Men i AfD afviste man fuldstændig formuleringen om Israel. Det viser, at de yderligtgående fraktioner i partiet er meget stærke«.

Frauke Petrys afvisning af den parlamentariske gruppe betyder også, at partiet formentlig skal se sig om efter en ny leder. Og her er partiets ene spidskandidat Alexander Gauland det oplagte valg, mener Moritz Schramm.

»Han forsøger at bygge bro mellem de stærkt nationalkonservative og de virkeligt yderligtgående, men placerer sig ret langt til højre.«