Fortsæt til indhold
Europa

Polsk minister kalder Frankrig "Europas syge mand"

Fransk ambassadør er chokeret over betegnelsen og siger, at udtalelse fjerner landene fra hinanden.

Det er den polske udenrigsminister Jacek Czaputowicz, der begrunder karakteristikken af Frankrig med oprøret fra de gule veste og det seneste terrorrelaterede angreb i Strasbourg, skriver EUObserver.

»Det går ikke godt i Frankrig. Strasbourg-angrebet. Protesterne i de seneste uger. Macrons given afkald på reformer. Det er ærgerligt, at Frankrig er den syge mand, der trækker Europa ned,« sagde Jacek Czaputowicz til polske nyhedsmedier.

Frankrigs ambassadør i Polen, Pierre Levy, har reageret skarpt efterfølgende.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var overrasket, faktisk chokeret, over udtalelsen,« sagde Pierre Levy til polsk tv.

»Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Polen. Men spørgsmålet er, om Polen rent faktisk ønsker dette.«

Pierre Levy advarede også mod at lade populismen svække europæiske interesser med tydelig adresse til Polens højreorienterede og EU-skeptiske regeringsparti, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS).

»Det polske folk skal vide, at de kræfter der går mod Macron, også går imod Polens grundlæggende interesser. Ustabilitet i Europa hjælper kun lande som Rusland og USA med Trump i spidsen.«

Den franske ambassadør medgav, at bevægelsen de gule veste var vokset frem af en voksende følelse af ulighed, og at den politiske elite for længe ikke havde lyttet til folket. Men Levy påpegede samtidig, at disse økonomiske skel ikke kun var synlige i Frankrig men også i andre lande, og at den stigende globalisering var medskyldig i fænomenet.