Politisk kaos i Japan efter chokvalg
Analyse: Den japanske regeringskoalition mistede sit flertal ved søndagens valg til underhuset. Det kan få stor betydning for magtbalancen i regionen.
Japan går en usikker politisk fremtid i møde, efter at regeringskoalitionen mellem Japans traditionelle regeringsparti, LDP (Det Liberale Demokratiske Parti), og støttepartiet Komeito løb ind i et choknederlag ved søndagens valg til underhuset, kaldet Diet.
Det er første gang siden 2012, at LDP ikke selvstændigt har flertal i det politisk bestemmende underhus. Samtidig har en massiv majoritet i kraft af mandaterne fra Komeito givet regeringen en supermajoritet på mere end 50 mandater, så den for eksempel har kunnet udpege samtlige formænd for alle vigtige udvalg og kommissioner.
Nu er magten brudt. Uanset om regeringen fortsætter, er den tvunget til at forhandle med en styrket opposition under ledelse af partiet CDP (Det Konstitutionelle Demokratiske Parti). Partiet er en ny version af Det Demokratiske Parti, der var ved magten mellem 2009 og 2012. Det parti blev splittet i en række småpartier, men har formået konsolidere sig i en ny udgave.
Koalitionens nedsmeltning kan få stor indflydelse på Japans rolle i alliancen med USA og for den militære magtbalance i Øst- og Sydøstasien.
CDP er imod den styrkelse af det militære samarbejde med USA, som LDP har gennemført de senere år, og kræver det amerikanske engagement i Japan bragt ned på et lavere niveau. Det krav står i stærk kontrast til, at Japan og USA for få måneder siden indgik en aftale om et forstærket militært samarbejde. Det nye aftalesæt indebærer blandt andet, at det administrative tyngdepunkt skal flyttes fra Hawaii til Japan. Sideløbende har LDP-regeringen lanceret planer for et mere aktivt japansk engagement i militære operationer uden for Japan – et markant skred væk fra trekvart århundredes pacifisme.
Alliancen ikke i fare
Alliancen med USA er ikke i fare. Den er der overordnet bred enighed om på tværs af de politiske partier. Men det japanske engagement bliver mindre skarpt og kan med en Trump-sejr ved det amerikanske præsidentvalg få en helt ny profil, der vil slå igennem i stormagtsspillet omkring Det Sydkinesiske Hav og Taiwan.
Under alle omstændigheder er den traditionelle stabilitet i japansk politik sendt til tælling. Tidligere premierminister Fumio Kishida kastede håndklædet i ringen i august efter politiske vanskeligheder på alle fronter, fra dårlige opinionstal til inflation og korruptionsskandaler. Shigeru Ishiba blev partiformand i LDP i september efter et tæt kampvalg og udskrev som ny premierminister fra den 1. oktober omgående søndagens lynvalg.
Med et stort tab af tunge mandater, inklusive adskillige nuværende og tidligere ministre, er Japans historiske regeringsparti rystet og splittet. Støttepartiet Komeito fik også et katastrofevalg.
Det er kun fem uger siden, Yoshihiko Noda overtog formandsposten i CDP, valgets store vinder. Han var premierminister for Det Demokratiske Parti, indtil Shinzo Abe tog over i december 2012.
Med en opposition, der lugter blod, en vingeskudt regering og et oppositionsparti med friske, upolerede parlamentarikere, vil der være kaos i beslutningsprocesserne i lang tid fremover. Allerede inden mandatfordelingen var klar og fronterne i det nye politiske landskab trukket op, gik Noda direkte efter magten. I et interview på Japans nationale tv-kanal, NHK, erklærede han en fortsættelse af LDP-Komeito regeringen for »uacceptabel«.
Allerede inden de politiske konsekvenser står klart, begyndte det japanske nyhedsbureau Kyodo News at spekulere i, at Shigeru Ishiba kan blive den kortest siddende japanske premierminister siden Anden Verdenskrig. Søndagens valg kan blive et historisk vendepunkt i japansk politik.