Ny video fra thailandsk grotte: Fodbolddrenge fortæller, at de har det godt
Drengenes fysiske tilstand er afgørende for, hvornår de kan reddes ud.
De har allerede siddet der i adskillige døgn, og ingen ved helt, hvornår de 12 unge drenge og deres fodboldtræner kan slippe ud af den oversvømmede grotte i Thailand, der holder dem indespærret.
En kæmpemæssig redningsaktion, der har stået på siden den 23. juni og involveret over 1.000 personer, resulterede mandag aften i, at man fandt det sultne fodboldhold i live.
Nu fortæller børnene selv, at de efter omstændighederne har det godt.
Smilende og pakket ind i folietæpper for at holde varmen introducerer drengene sig en efter en og sender kameraet en traditionel wai-hilsen med håndfladerne samlet mod hinanden foran brystkassen i en ny video offentliggjort af Thai Navy Seals.
I en anden video kan man se drengene blive undersøgt af en militærlæge, der behandler mindre skader på deres fødder og ben med antibiotika, skriver AP. De har også fået proteinrige drikke.
Deres helbred er afgørende for, hvornår de kan reddes ud af grotten. Ifølge AP kan det blive nødvendigt at redde dem over flere omgange, da man kun vil risikere at flytte dem, hvis de er i god fysisk form. I mellemtiden arbejder man på at få internet installeret i grotten, så børnene kan komme i telefonisk kontakt med deres familier.
Redningsaktionen kommer formentlig ikke til at finde sted onsdag. I den nuværende situation kan drengene blive nødt til at lære at dykke, men den udvej vil ifølge eksperter være forbundet med meget store risici og tekniske udfordringer. Oversvømmelserne i grotten giver svære betingelser for selv erfarne dykkere.
Tham Luang Khun-grotten, hvor de 12 drenge, der er mellem 11 og 16 år, og deres 25-årige fodboldtræner, sidder, kan i regntiden være dødsensfarlig.
Grotteeksperter har udtalt, at det formentlig er mest sikkert at forsyne drengene med vådt og tørt, hvor de er nu, og vente, til vandstanden falder. Det kan imidlertid tage flere måneder, eftersom den thailandske regnsæson typisk strækker sig ind i oktober.
Narongsak Osotthanakorn, der er guvernør og leder af redningsindsatsen i den thailandske Chiang Rai-provins, hvor grotten ligger, har dog tidligere afvist, at drengene kommer til at tilbringe flere måneder i grotten, men det er altså uvist, hvornår den reelle redningsaktion kan begynde.
Regntiden er kun lige begyndt, og derfor er eksperterne næsten sikre på, at vandet vil blive ved med at stige i grotten.