Analyseselskab afslører lyssky metoder for skjult kamera: Bestikkelse, eksspioner og honningfælder
Selskabet, der angiveligt hjalp Donald Trump med at vinde valget, er igen røget i et uheldigt søgelys.
Det britiske analyseselskab Cambridge Analytica er allerede beskyldt for at have stjålet data om 50 millioner amerikanske vælgere via deres Facebook-profiler.
Data, som blev brugt til at udarbejde et program, der kunne forudsige og påvirke vælgernes valg, og som ifølge The New York Times blev solgt til Donald Trumps kampagnestab under præsidentvalget.
Og i et dokumentarprogram lavet af Channel 4 i samarbejde med The Observer afslører hemmelige optagelser af selskabets administrerende direktør, Alexander Nix, at Cambridge Analytica tilsyneladende er villig til at gå langt for at hjælpe sine klienter.
På optagelserne fortæller Nix, at firmaet har været en del af hemmelige valgkampagner rundt om i verden. Ofte arbejder Cambridge Analytica under andre firmanavne eller benytter sig af underleverandører for ikke at afsløre sig selv, lyder det.
I dokumentarprogrammet udgiver reporteren sig for at repræsentere en velhavende srilankansk familie, som ønsker at få specifikke politiske kandidater valgt. Og under et møde med Nix og direktøren for selskabets "Political Global"-afdeling, Mark Turnbull, fortæller de to, at selskabet bruger britiske og israelske eksspioner til at grave snavs op om politiske modstandere.
Men firmaet stopper tilsyneladende ikke der. For på mødet beretter Nix også, at man kan skabe en sexskandale ved at sende »nogle piger« forbi rivalens hjem. Her er Nix' erfaring, at ukrainske kvinder er smukke, og det »virker utrolig godt.«
Der er dog også andre muligheder, lyder det.
Alexander Nix siger, at man kan henvende sig til rivalerne og »give dem et tilbud, som er for godt til at være sandt, og sikre sig, at det bliver optaget på video.«
Han kommer med et eksempel, hvor Turnbull udgiver sig for at være en storentreprenør:
»Vi tilbyder en stor sum penge til kandidaten for at finansiere hans kampagne til gengæld for jord f.eks. Vi får det hele optaget, vi slører billedet af vores mand og lægger det på nettet.«
Mark Turnbull forklarer, hvor nemt det er at sprede det snavs, man måtte finde om modkandidaten.
»Vi lægger bare information ud i internettets blodbaner og ser det vokse, giver det et lille skub engang imellem ... som en fjernbetjening. Det skal ske, uden at nogen tænker: "Det er propaganda." For i det øjeblik, man tænker: "Det er propaganda", er det næste spørgsmål: "Hvem har lagt det ud?"«
En talsmand for Cambridge Analytica har afvist, at selskabet skulle benytte sig af såkaldte honningfælder eller bestikkelse. I en pressemeddelelse lyder det endvidere, at Channel 4's journalist satte en fælde op for de to direktører, som blot spillede med på legen ved at opstille »latterlige hypotetiske scenarier« for at afsløre klientens hensigt.
»Jeg fortryder dybt min rolle ved mødet og har allerede undskyldt over for personalet. Jeg skulle have set, hvor den potentielle klient var på vej hen med vores samtale, og afbrudt relationen tidligere,« udtaler Alexander Nix.